Traditionen tro har Berlingske på denne tid af året offentliggjort en liste med 100 af de største talenter under 36 år. Talenter, som har evne og vilje til at nå helt til tops i dansk erhvervsliv.
Mere end 400 unge er blevet nomineret, men blandt de 100 udvalgte er der ikke fundet plads til én eneste med en erhvervsuddannelse.
Berlingskes Talent 100 tilstræber ellers diversitet med hensyn til køn, uddannelse, faggrupper og virksomheder. Alligevel har listen som oftest en markant akademisk slagside, og det er trist.
Hvert år færdiggør mere end 30.000 danskere en erhvervsuddannelse. I alt er over 1,1 mio. danskere erhvervsuddannede, svarende til næsten hver fjerde voksen. Der bør dermed være rigeligt at vælge ud fra, og vi har da også masser af talenter alene i vores branche. Flere af dem har sågar allerede gjort sig bemærket internationalt.
Senest har Sebastian Holberg Svendsgaard markeret sig som vinder af Bocuse d’Or Europe – den mest prestigefyldte konkurrence for kokke i Europa. Med sejren går han videre til VM for kokke, som Danmark flere gange tidligere har vundet. Sebastian har i en alder af bare 25 år opnået resultater, som de fleste på hans alder kun kan drømme om.
Men Sebastian er ikke alene. Danmark er blandt de førende inden for mange håndværksfag – meget godt illustreret ved, at vi ved sidste års EuroSkills kom hjem med otte medaljer.
Det her er ikke et skud i retning af Berlingske. Jeg tror, at Berlingskes Talent 100 blot er udtryk for en generel opfattelse i vores samfund af, hvad vi forstår ved talent. Men lad os nu ruske op i årtiers fastlåste fokusering på, at talent kun glimter af guld, hvis det har været igennem fem års universitetsstudier. Der er så meget andet talent, som bidrager til at skabe værdi for samfundet og erhvervslivet, hvad enten det tager afsæt i en uddannelse som kok, tømrer eller brolægger.
Før vi får gjort op med det misforståede syn på talent og værdiskabelse, og før vi får genskabt respekt og anerkendelse for håndværket, får vi ikke øget søgningen mod vores erhvervsuddannelser, og det bliver et problem. Et kæmpe problem.
Vi står over for en mangel på op imod 100.000 faglærte i 2030. Lad os løse det problem, inden det er for sent.
Jeppe Møller-Herskind, viceadministrerende direktør, HORESTA
Svar fra Berlingske
Der er en helt oplagt løsning, hvis man ønsker andre på Talent 100-listen. Kåringen bygger udelukkende på de indstillinger, som Berlingske modtager. Alle er mere end velkomne til at indstille talenter, som man mener fortjener en plads på listen. Så hvis HORESTA ønsker andre på listen, så er det sådan set bare at komme i gang. Indstillinger til næste udgave af Talent 100 åbner i slutningen af året.
Simon Bendtsen, erhvervsredaktør på Berlingske