Hvor bliver den menneskelige sårbarhed og empatien af med AI?

Alarmerende
Nu har jeg det seneste halve år læst både it-eksperter, ejere af de store techgiganter og undervisere på de højere læreanstalter advare mod udviklingen af AI.
De har råbt politikerne op for at finde værktøjer til at bremse, eller i det mindste overvåge og gribe ind, så det må være mennesker og ikke maskiner, der skal styre vores samfund.
Og alligevel sover politikerne. Eller også er det meget uintelligente og ikkenærværende mennesker, vi har valgt til at styre landet. Det er utroligt.
Efter en stor krise i mit liv sidste vinter brugte jeg AI som en slags rådgiver og var nær kommet meget galt afsted.
Selvom AI er et stærkt slags leksikon, er det ikke fuldt troværdigt eller videnskabeligt perfekt.
Jeg fandt ud af, at jeg skulle dobbelttjekke. Og det fra flere vinkler. For at finde mening og vejledning i den situation, jeg var i.
Og selvom AI skulle nå et niveau nær det perfekte, skal vi så lade os styre af det? Hvor bliver så den menneskelige sårbarhed og empatien af?
Hvad er det for en fremtid, vi ønsker her til lands?
Det går for stærkt, politikere! Det er da vildt vigtigere end for eksempel moms eller ikke moms på fødevarer!
Christian Martins, København
Hvem får lov til at mene noget?
Den politiske debat er vigtig – eller er det bare noget, vi fortæller hinanden, uden at vi inderst inde mener det?
Jeg tillader mig at spørge, fordi det i langt de fleste medier er den samme lille gruppe mennesker, der igen og igen inviteres ind som »meningsdannere«. Det er ofte nuværende eller tidligere politikere. Senest hørte jeg Bertel Haarder debattere folkeskolen.
Det forekommer mig besynderligt, at de mennesker, der gennem mange år har været med til at forme systemet, så ofte bliver dem, vi spørger, hvordan problemerne skal løses.
Hvorfor ikke i højere grad høre de mennesker, der lever med problemerne til daglig – og som samtidig har faglig viden om dem? Læreren, sygeplejersken, håndværkeren, pædagogen eller den almindelige borger med mange års erfaring.
Politikere er naturligvis en vigtig del af demokratiet. Men demokratiet bliver fattigere, hvis det primært er dem, der allerede har en platform, der får lov til at definere debatten.
Måske skulle medierne begynde at spørge mindre: »Hvem plejer vi at invitere?« – og mere: »Hvem ved faktisk noget om det, vi taler om?«
Fillippa Gottlieb, byrådsmedlem (LA), Allerød
Kommunerne taler grønt – men virksomhederne mærker det mindre
Kommunerne taler med rette om klima, grøn omstilling og bæredygtighed. Men ambitionerne mister værdi, hvis de ikke kan mærkes dér, hvor kommunerne har en af deres største økonomiske muskler: i indkøbene.
Kommunerne køber hvert år ind for mere end 130 milliarder kroner. Det gør de offentlige indkøb til et af de mest håndgribelige redskaber til at skabe efterspørgsel efter grønnere løsninger. Alligevel går udviklingen den forkerte vej.
En ny analyse fra Dansk Industri (DI) viser, at virksomhedernes tilfredshed med kommunernes prioritering af bæredygtige og grønne indkøb og udbud falder for tredje år i træk og nu er på det laveste niveau siden 2021.
Det er et advarselssignal, når virksomhederne i stigende grad oplever, at den grønne prioritering er mindre tydelig i de konkrete udbud og indkøb.
Virksomheder investerer i nye materialer, teknologier, dokumentation og mere klimavenlige løsninger. Men de investeringer skal mødes af efterspørgsel og tydelige signaler fra det offentlige. Hvis kommunerne i praksis fortsat vælger den billigste løsning her og nu, risikerer vi at gøre grøn omstilling til noget, vi taler om, men ikke køber ind efter.
Så får vi et gab mellem de politiske klimaambitioner og den kommunale indkøbspraksis. Det er både et klimaproblem og et erhvervspolitisk problem. Offentlige indkøb kan være med til at skabe markedet for de løsninger, som vi samtidig ønsker, at virksomhederne skal udvikle.
Det behøver ikke være sådan. Kommunerne kan bruge totaløkonomi frem for kun at se på indkøbsprisen. De kan vægte miljø og kvalitet højere som tildelingskriterier, stille relevante krav til miljømærker og energistandarder og bruge markedsdialog til at få bedre blik for de løsninger, virksomhederne allerede kan levere.
Grønne indkøb handler ikke om at bruge flere penge. Det handler om at bruge de penge, der allerede bliver brugt, bedre og mere strategisk.
Kommunernes grønne ambitioner skal kunne ses i deres indkøb. Ellers lader vi en indkøbsmuskel på over 130 milliarder kroner gå glip af sit grønne potentiale.
Jakob Scharff, branchedirektør Dansk Industri
Bravo til sundhedsvæsnet
Jeg har hen over foråret og sommeren brugt sundhedsvæsnet meget ad flere omgange. Det drejer sig om hospitaler, hjemmepleje og genoptræning. Min oplevelse er, at det fungerer rigtig godt på grund af engagerede, dygtige og imødekommende medarbejdere. Og apps for borgerne understøtter dette med hurtig kommunikation og god gennemsigtighed. Det betaler jeg gerne skat til.
Ole Jen Olesen, Ballerup
Ikke alt var bedre i gamle dage, men …
For 70 år siden rejste jeg som niårig uden voksen ledsager med to mindre søskende fra Korsør til Nykøbing Mors.
Først med færge til Nyborg. Med tog derfra til Fredericia, hvor der skulle skiftes tog til Langå. Derpå nyt skift til færgen ved Sallingsund, som sejlede os tre til Nykøbing, hvor vores ferieværter ventede os.
Jeg havde min fars håndskrevne seddel med afgangs- og ankomsttider at støtte mig til, ligesom togpersonalet var flinke til at svare på mine spørgsmål inden påstigning af tog og færger.
En tilsvarende rejse i dag ville næppe kunne gennemføres af tre børn med de ulidelige daglige aflysninger og forsinkelser samt personalebesparelser.
Tidligere var generaldirektøren for DSB den øverste ansvarlige for driften. Nu er ansvaret uddelegeret til mange styrelser, som er ansvarlige for, at deres eget område fungerer, og ingen har det samlede ansvar for driften.
Ole Skat Nielsen, Aabenraa
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk



