Hvis vi ønsker at hjælpe Grønland, må vi acceptere at ydmyge os under Trump

Danmark, Trump og Grønland

Det er klogt indimellem at se tingene i et større perspektiv og at huske på Søren Kirkegaards livsfilosofi om, at »al sand hjælp begynder med ydmygelse«. Det er aktuelt i forhold til den udfordring med USA og Grønland, der nu blusser op igen.

Hvis vi oprigtigt ønsker at hjælpe Grønland – og os selv – må vi acceptere at ydmyge os under Trump, for uanset hvordan vi vender og drejer det, har USA hvad, der skal til, for at beskytte Grønland – og dermed den vestlige verden. Danmark har ikke, vi er for små og for langt væk.

Den virkelighed gør vi klogt i ydmygt at erkende i stedet for at fare frem og opføre os, som om vi var en supermagt.

Hvis vi ønsker at hjælpe Grønland, må vi gå ydmygt gennem diplomatiet frem for pressen og Facebook-opslag, uanset hvor ubehageligt det vil være for vores ledende politikere at erkende, at det ikke er Danmark, der har magten i spørgsmålet om Grønlands fremtid.

Den erkendelse er den eneste chance, vi har for både at bevare Grønland som en del af kongeriget og USA som strategisk sikkerhedspolitisk partner. 

Vi bør søge en pragmatisk løsning, så USA får ro i maven, og hjælpe amerikanerne med at sikre fremtidig fuld beskyttelse af USA gennem Grønland. Det er til alles bedste, at USA kommer før Kina og Rusland.

Vi bør samtidig erkende, at vi ikke først kan bede USA om at hjælpe os og Europa i Ukraine-krigen – der geografisk er langt fra USA – samtidig med, at vi beder USA om at holde sig fra Grønland, der som bekendt er tæt på USAs geografiske område.

Skal vi godt ud af krisen, skal den løses af dygtige diplomater frem for politikere med egne dagsordener. Politikere har ikke svar på alt, derfor har vi dygtige embedsmænd ansat i stat og kommune, der forstår kunsten at tale en krise ned frem for at eskalere den.

Fillippa Gottlieb, byrådsmedlem for Liberal Alliance, Allerød Kommune

Støtte til katten eller til Ukraine?

I avisen 22. december havde Dyrenes Beskyttelse indrykket en betalt helsidesannonce på side 11 – »Glæd de dyr, der ikke har et hjem til jul« – med ønske om donation.

I samme avis på side 13 opfordrer KOLO Nordic til at støtte kvinderne i Ukraine ved frontlinjen. KOLO Nordic er en af mange hjælpeorganisationer, som næsten dagligt med sponsorstøtte til artikler beder om akut hjælp til den ukrainske befolkning, specielt her om vinteren.

Jeg blev ærligt talt forundret. Har vi prioriteterne på plads i Danmark? Jeg har absolut intet imod Dyrenes Beskyttelse og det store arbejde, de gør hen over året, for at dyrene kan nyde den hjælp og opmærksomhed, som de behøver. Men jeg vil mene, at prioriteringen af hjælp til mennesker i nød må have fortrin frem for hjælp til hjemløse dyr.

Flemming Skovgaard Dam, København

Juleevaluering

Så er julen overstået, og der er grund til en evaluering.

Vi blev skånet for glatte veje (og trafikulykker af den grund). Vi måtte også undvære den smukke hvide sne, som giver stemning og hygge til jul. Vi kunne nok hygge os alligevel.

Hygge er nemlig et dansk ord, som ikke findes på andre sprog. Den semantiske betydning af ordet forstår kun en dansker, og det skal vi værne om.

Julebrevenes tid er desværre også ved at være omme.

Jeg fik ikke et eneste brev op til jul. Det vil sige, at evnen til at håndskrive en hilsen og ønske god jul og eventuelt fortælle lidt om, hvad der er sket i årets løb, også er forsvundet.

Det lille frimærke, som gav historiske associationer og minder om Kongehuset, er også væk. Vi mister en dimension i vores historieopfattelse. Frimærket må ikke ende med at blive anakronisme.

Det værste er næsten, at julemærket også forsvinder fra julebrevet.

Denne danske humanitære idé er efterlignet i mere end 125 lande.

Det var postmester Einar Holbøll, der fik ideen. Og det første julemærke kom i 1904 og kostede to øre.

Overskuddet af salget af julemærket går til driften af julemærkehjemmene. Det drejer sig om flere millioner kroner; i 1985 gav mærket eksempelvis et overskud på 22 millioner kroner.

Vi kan nok hygge os uden julemærket, men oplevelsen af, at endnu en dansk tradition forsvinder, gør os fattigere som folk.

Flemming Gylling, Ishøj

Grønland og det eneste sprog, Trump forstår

Trumps fortsatte forsøg på at overtage Grønland bør afvises af hele EU med samme skarpe våben, som Trump selv benytter.

Man burde helt klart sige ham, at hvis han fortsætter, vil aftalen om en USA-base blive annulleret, og EU vil selv oprette en militærbase deroppe. Dette er det eneste sprog, som præsidenten kan forstå.

Christian Kjellerup Hansen, Frederiksværk

Farvel til breve leveret af PostNord

Nu nærmer tiden sig. Det er trist, at vi må sige farvel til at få breve fra venner og familie. Eller sende breve til sin mor, far, søster, bror, fætter, kusine, søn, datter, og så videre med PostNord.

Jeg ved godt, at man bare kan sende med dao. Det kræver dog, at man har deres app. Hold nu op.

Der er ingen frimærker. Jeg har da en mobil, det er jeg nødt til, da min fastnettelefon blev lukket i maj i år.

Alt det, man er vokset op med, bliver ændret. Det er okay. Selvfølgelig skal man følge med udviklingen.

Jeg følger så godt med, som jeg nu kan som en på 78, men jeg elsker virkelig at skrive breve, og at det skal være så dyrt og besværligt at sende, gør mig ked af det.

For mig har det været en form for terapi, efter jeg mistede min mand.

Jeg vil komme til at savne de søde og venlige postbude, som er kommet på min vej og i Bagsværd. Hvad sker der mon med dem?

Anne Marie Kofod, Bagsværd

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk