Dette er et debatindlæg. Det er skribentens holdning, der kommer til udtryk. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Hvis V kan svigte én befolkningsgruppe, hvem bliver så den næste?
Venstres tillidsproblem
Venstres ledelse har efter valget tilsyneladende vurderet, at man kan tiltrække byvælgere ved at markere sig som et grønt parti. Det er i sig selv udmærket, for miljø og bekæmpelse af forurening er jo af afgørende betydning. Men i iveren efter at fremstå grønne har man tilsyneladende glemt, at Venstre også er et parti for mennesker og virksomheder, der tjener deres penge gennem dagligt arbejde – både i byen og på landet.
Med kravene til landbruget ligger der store udfordringer for det enkelte landbrug, og det burde Venstre i langt højere grad have italesat. I stedet virker det, som om man i ønsket om at profilere sig som et grønt parti har kastet landbruget under bybussen. Det skaber et tillidsproblem på landet – men også i byen. For hvis man så let kan svigte én befolkningsgruppe, hvem bliver så den næste, der svigtes af taktiske hensyn?
Tilliden til Troels Lund Poulsen er styrtdykket. Han må op på hesten igen – eller måske snarere traktoren – og vise, at Venstre vil arbejde for miljøet samtidig med, at kravene til landbruget udformes på en rimelig måde.
Anders Silberbauer, Hillerød
Hvornår er man god nok som muslimsk dansker?
Jeg er født i Gellerupparken og vokset op i Trillegården. Jeg var skraldemand, fra jeg var 12, og i dag bygger jeg et femstjernet resort på Bali. Da JP Aarhus ville fortælle historien, sagde jeg ja af én grund. Unge i Gellerup og Vollsmose ser sjældent nogen fra deres egen opgang i avisen for noget godt.
Svaret i kommentarsporet var, at jeg ikke er dansker, at jeg skal rejse hjem med min familie, og at jeg er terrorist.
Så jeg vil gerne stille et spørgsmål. Når unge arabere laver ballade, skal de sendes hjem. Når de uddanner sig, skaber arbejdspladser og betaler skat, skal de også sendes hjem. Når ekstremister som Hizb ut-Tahrir udtaler sig, får de taletid. Når vi andre tager ordet, får vi at vide, at vi skal rejse. Hvornår er man god nok?
Forleden skrev en mor fra Trillegården til mig. Ved aftensmaden bruger de min historie til at vise deres søn på 12 år, at adressen ikke bestemmer, hvor man ender. Hun skrev, at på den anden side af de grimme kommentarer sidder en dreng, der tænker: Hvis han kunne, så kan jeg måske også.
Den dreng læser også kommentarsporet. Hvad skal han lære af det?
Younes Deaibes, Iværksætter, Aarhus
Som mor, så datter
Hvis man, ligesom de piger, der i dag går i folkeskolen, er døtre af »Instagram-mødre«, så bliver det vigtigste her i livet, hvordan man ser ud på skærmen/Instagram.
Ser du smuk ud, har du det rigtige tøj på, har du de fedeste oplevelser?
Det kan derfor ikke undre, at pigernes afgangssnit fra folkeskolen i henholdsvis matematik og dansk er faldet ned til under drengenes gennemsnit. Sådan har det aldrig været tidligere.
Pigerne var altid flittigst og dygtigst på de områder.
Kunne det mon skyldes, at dagens skolepiger er »opdraget« med deres mødres livsindstilling – at det er vigtigere, hvordan du ser ud end, hvad du kan lære og en dag blive til?
Kære unge Instagram-mødre – tag jer sammen!
I skylder jeres piger, at de får det maksimale ud af den værdifulde ballast, som undervisningen i folkeskolen giver dem.
Instagram-skønheden falmer med årene, ligegyldigt hvor mange filtre man lægger ovenpå den. Det, du har fået puttet ind i hovedet, bliver der til evig nytte og glæde.
Anna Dawids, København
Flid og udholdenhed
Karsten Lauritzen og Troels Gottlieb har uafhængigt af hinanden indlæg om flid.
Børn er flittige til at træne til fodbold og til at øve musik. De er klar over, at man skal anstrenge sig for at blive en succes.
Hvorfor sker det ikke i skolen, jævnfør PISA? Jeg har ikke svaret, men måske skyldes det, at autoritet og orden er forsvundet, og lærerne nærmest skal være kammerater med børnene.
Adam Worm, København
Hvordan skal pengene bruges?
Vi kan 21. september læse i avisen, at statens formue er vokset langt mere end forventet. Den er nu på 900 milliarder kroner.
Spørgsmålene til vores regering og Enhedslisten må derfor være:
Hvorfor skal vi blive ved med at spare op i en tid, hvor helt almindelige familier er presset på hverdagsøkonomien? Hvornår kommer der skatte- og afgiftslettelser, der kan mærkes af samfundets mindst privilegerede?
Fillippa Gottlieb, byrådsmedlem (LA), Allerød Kommune
Dieselprisen og regeringen
Da jeg passerede min lokale Uno-x-tank, viste prislisten 19,49 kroner for en liter diesel.
Jeg satte mig for at undersøge, hvordan en så høj pris er sat sammen.
Det viste sig, at næsten halvdelen (42 procent) af prisen tilfalder den umættelige stat i form af energiafgift, CO₂, NOx og ikke mindst moms. I alt 8,17 kroner af den samlede pris.
Og for at sikre, at statens andel af de stigende dieselpriser følger med stigningerne, beregnes momsen af både producentprisen og de faste afgifter.
Med en dieselpris på 19,49 udgør momsen alene 3,90 kroner.
For de borgere, der fra »Udkantsdanmark« er afhængige af dieselbilen for at få hverdagen til at hænge sammen, er de voldsomt stigende priser endnu en barbering af det daglige rådighedsbeløb.
Der er ganske vist indført et højere kilometerfradrag for borgere bosat i udvalgte yderkommuner eller på mindre øer, men det batter jo ikke i den daglige økonomi og kommer heller ikke de borgere til gode, der enten ikke bor i de områder eller ikke er tilknyttet arbejdsmarkedet.
Der er derfor for regeringen en åben mulighed for at lette på belastningen fra de stigende dieselpriser ved at lette på de faste afgifter, hvoraf nogle jo er indført alene for at finansiere de manglende registreringsafgifter fra det øgede salg af elbiler.
Carsten Seersholm, Køge
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
»Dannelsestab« dukker op her, der og allevegne. Senest har vi diskuteret det i forbindelse med PISA-undersøgelsen. Der er bekymring for, at sociale medier og kunstig intelligens gør os dummere. Og der efterlyses åndelig oprustning og demokratisk dannelse, så vi ved, hvad vi kæmper for, når danske og vestlige værdier er under pres. Så hvordan holder vi fast i, hvem vi er, og hvad vi kommer fra – uden at blive kontrære og bange for fremtiden? Hella Joof mærker dannelsestabet i mødet med unge mennesker, men er optimistisk. Gæst: Hella Joof, filminstruktør og forfatter Vært: Jacob Rosenkrands
Del:
