Hvis der mangler sygeplejersker, må man hæve lønnen

»Konflikten handler i sin enkelthed om udbud og efterspørgsel af sygeplejeydelser i vort kapitalistiske samfund, hvor ikke kun pris men også løndannelsen er fri,« skriver Jesper Larsen. Thomas Lekfeldt

Løn til sygeplejersker

En ting er, at den naive og åbenbart helt tonedøve socialdemokratiske statsminister tror, at hun kan få strejkende sygeplejersker til at yde en ekstra indsats uden at ville betale for det.

Men at Berlingske tilslutter sig hendes appel, er helt hen i vejret. Konflikten handler i sin enkelthed om udbud og efterspørgsel af sygeplejeydelser i vort kapitalistiske samfund, hvor ikke kun pris men også løndannelsen er fri. Hvis der mangler sygeplejersker, må man hæve lønnen (eller, som EU ønsker det, åbne arbejdsmarkedet).

Det burde det borgerlige Danmarks talerør vide.

Jesper Larsen,  Kolding

Dobbelt svigt

Undervejs i udrulningen af Granskningskommissionen syntes Mogens Jensen at få momentan hukommelsestab. Hvorvidt, der er tale om bevidste, taktiske eller uopmærksomme forløb, er svært at fastslå. Dog er visse procedurer overset i dækningen.

I et hvilket som helst møde i det offentlige tages notater. Disse sendes ud til mødedeltagerne, så man har et fælles konsensus om, hvad der er drøftet og aftalt. Det tjener til at støtte hukommelsen og undgå hukommelsestab. I lyset af dette vil der være tale om dobbelt svigt – både tilstedeværelse og senere læsning af notatjournal.

Sagen oser af dårlige undskyldninger og spindoktorskabte narrativer.

Holger Overgaard Andersen, Vedbæk

Åbning

Det går dårligt med at få elimineret covid-19-smitten, da der i flere uger har været omkring 500 nye smittede pr. dag, hvilket medfører, at omfattende restriktioner evt. opretholdes. Vaccination er den endegyldige løsning som set ved andre infektionssygdomme.

Coronavirussen smitter fra menneske til menneske og smitter fra tre dage før symptomer. Hvis en smittet isoleres i 14 dage fra symptom debut eller efter to dage uden symptomer, så er der ingen smitterisiko. En smittet vil tidligst et døgn efter udsættelsen for virussen selv kunne smitte. Typiske symptomer som hoste, feber, stakåndethed, træthed samt trykken over brystet kan findes 2-14 dage efter udsættelsen for coronavirus.

Hvis man har været i nærheden af en smittet, bliv da hjemme i 14 dage, væk fra andre, især ældre og andre svagelige. Myndigheder vil måske tage kontakt. Hvis man har feber, hoste eller andre symptomer på smitte, bliv hjemme.

Det allervigtigste »våben« mod coronasmitten er opsporing af alle personer, der har været i kontakt med en smittet og så hurtigt (øjeblikkeligt) som muligt få den smittede og de tætte kontakter i karantæne (isoleret), indtil de ikke kan smitte (er symptomfri). En pcr-test skal verificere en positiv lyntest.

Da test ikke i sig selv fjerner virus, hvad isolering/karantæne gør, bør ressourcer allokeres til at skabe verdens bedste »opsporings og isoleringssystem« til bekæmpelse af epidemier.

Ole Kamstrup, læge, Holte

Skattefradrag til vaccinerede?

11. november var der et indlæg fra Henrik G.Jensen, Jyllinge, der foreslog et skattefradrag for at lade sig vaccinere mod coronavirus. Til det kan jeg kun sige: Undskyld, skal vi nu også betale for, at folk går hen og lader sig vaccinere, noget der er til deres eget bedste? Hvad med at vende den om og sige, at de personer, der ikke har coronapas, skal testes hver gang, de skal ud til noget, og den test skal de selv betale for.

Selvfølgelig skal det ikke gælde de personer, som af helbredsmæssige årsager ikke er vaccineret.

Det vil jeg mene vil være mere på sin plads.

Lis Krieger, København

Genindfør proportionalitetsprincippet

Afskaffelse af proportionalitetsprincippet til fordel for et »ekstremt forsigtighedsprincip« for regeringens sundhedsfaglige rådgivning i forbindelse med coronaepidemien forbliver en af Statsministeriets mest eklatante fejl, der medførte en strøm af ensidigt fejlbehæftede modeller og prognoser for epidemiens udvikling og dermed en generel forringelse af krisehåndteringen.

Mit spørgsmål er derfor: Har Statsministeriet officielt genindført proportionalitetsprincippet på dette område?

Arne Poulsen, Slangerup