Jeg har altid arbejdet (mere end) fuldtid. Ikke fordi Mette Frederiksen og Kaare Dybvad siger det, men fordi jeg godt kan lide at arbejde. Jeg kan lide at være leder, at have ansvar, at sidde i krævende stillinger. Og jeg har betalt topskat til statskassen de sidste mange år.
Til gengæld har jeg mere end ofte haft ondt i maven over de utålelige forhold i daginstitutionerne, hvor mine børn skal opholde sig, mens jeg arbejder.
VIVEs undersøgelse af dagtilbud fra i år viste, at kun hver tiende vuggestue og dagpleje er af god kvalitet. I størstedelen af dagtilbuddene er kvaliteten enten tilstrækkelig eller utilstrækkelig. Ikke en eneste vurderes som værende fremragende, og enkelte har decideret ringe kvalitet.
Når jeg går på arbejde, leverer jeg en indsats, der som minimum er af god kvalitet. Og det på trods af afbrudt nattesøvn og feberbørn på skødet under e-møder. Så hvis vi skal snakke samfundskontrakt og bidrag til samfundet, så skulle jeg mene, at jeg overholder min del.
Men I overholder ikke jeres del, Mette og Kaare, og derfor flekser jeg, så jeg kan hente tidligere, og jeg bruger i stedet mine aftener på at arbejde. Jeg trækker på bedsteforældre, og jeg bruger mange tusinde kroner hver måned på, at en barnepige kan hente mine børn tidligt en dag eller to om ugen.
Andre vælger at gå ned i tid eller stemple helt ud af arbejdsmarkedet, hvis de har mulighed for det. Og ved Gud, om jeg forstår dem.
Til gengæld har jeg meget lidt forståelse for, at man kan tillade sig at bede folk om at arbejde mere og tilmed være stolte af at hente sent, når man ikke engang har gjort sig den ulejlighed at sikre, at der kan blive taget ordentlig hånd om det dyrebareste, vi har, mens vi er på arbejde. Det er jer, der bryder kontrakten – ikke os.
Matilde Boldt Jørgensen, leder i Danske Bank og mor til tre
Hva' mæ kulturen?
I den såkaldte kultursektion 2. november (reduceret til fem sider bagest i Business-tillægget) bruger Berlingske næsten tre af siderne på lavkultur eller noget, der falder uden for begrebet kultur:
En helsides anprisning af den platte tv-serie »Paradise Hotel« og to lange anmeldelser af ligegyldige underholdningsfilm, som ingen angiveligt bør gå i biografen for at se.
Dagen før var der et tosidet mikrofonholderi med en rapper, der fik lov til at lufte sine meninger i et latrinært sprog.
Hvorfor ikke bruge den beskedent tildelte plads til seriøs kulturformidling, for eksempel nyheder om og anmeldelser af for eksempel klassisk musik og jazz (sidstnævnte er ikkeeksisterende i vore dages Berlingske)? Eller omtaler af væsentlige begivenheder uden for Valby Bakke.
Måske skyldes denne forkærlighed for puerile emner og bunden af kulturlivet et ønske om at lefle for de yngste læsere i stedet for at fastholde kernelæserne. I så fald ville det være interessant at få at vide, hvor stor en del af abonnenterne der er under 20 år, og hvor mange i denne målgruppe, der er strømmet til det seneste år.
Jørgen Lind, Helsingør
Tøsefornærmet rigsadvokat
Det var en ynk at læse rigsadvokat Jan Reckendorffs pinlige interview i Berlingske 2. november, hvor han blankt afviser, at anklagemyndigheden har grebet FE-sagen mod Hjort Frederiksen og Lars Findsen forkert an, selvom flere juraprofessorer og mange normale mennesker og nu også Højesteret har fastslået, at sagens kerne – kabelsamarbejdet med USA, Storbritannien, Canada og Australien – er offentligt kendt.
Efter rigsadvokatens mening gør Højesterets tilkendegivelse det i praksis umuligt at retsforfølge personer for brud på tavshedspligten, når det gælder tavshedsbelagte oplysninger af meget vigtig karakter, idet der heller ikke er regler for, hvordan efterretningstjenesterne, politiet og anklagemyndigheden skal opbevare klassificerede oplysninger.
Mage til sludder skal man lede længe efter, og i det hele taget lugter Berlingskes interview med rigsadvokaten langt hen ad vejen af, at rigsadvokaten alene blot føler sig forurettet og tøsefornærmet over, at Højesteret hermed fik sat en stopper for, at anklagemyndigheden kunne mistænkeliggøre og »slagte« Hjort Frederiksen og Lars Findsen bag lukkede døre med anklager om at lække offentligt kendte »hemmeligheder«.
Mon ikke rigsadvokaten burde have brugt et par dage på at køle af inden interviewet?
For ikke mindst retssikkerhedens og den almene retsbevidstheds skyld bør vi andre glæde os over, at Højesteret ikke blot er et gummistempel for anklagemyndighedens afgrundsdybe inkompetence og mulige magtmisbrug i denne sag.
Steen Møller, Ebeltoft
