Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Hvem er det, der er arrogant?

»Kommer jeg til et andet land, må jeg være åben over for det samfund og den kultur, jeg møder.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Stephan Sieber

Hvor er det ærgerligt, at Amtul Shafi fejer et af det danske samfunds værdier af bordet. Hun ser bort fra, at vi har været gennem en ligeværd- og ligestillingsproces, som gør, at vi er der, hvor vi er nu. At alle er lige værd, og vi diskriminerer ikke – hverken på køn, hudfarve eller andet.

Kommer jeg til et andet land, må jeg være åben over for det samfund og den kultur, jeg møder. Jeg kan ikke insistere på, at en mand skal give mig hånden blot, fordi jeg er opdraget til det. Der er det mig, der må bøje mig for landets traditioner.

Diskussionen skal ikke drejes over på, hvad der ligger i den muslimske hilsen, eller andre religioners hilsner, men om hvilke kriterier og værdier, vi hilser udfra i Danmark. Det kan være, at Amtul Shafi og andre muslimer mener, at nogle af det danske samfunds værdier ikke er i overensstemmelse med de muslimske værdier eller traditioner, men det berettiger ingen til ikke at respektere de danske værdier og traditioner, når de er i Danmark.

Danmark er et frit og åbent samfund. Vi respekterer mennesker generelt og deres ret til at have den religion, de måtte have. Men det kan aldrig betyde, at vi dermed også skal acceptere handlinger, der er i modstrid med dansk kultur og ligeværdsbegreber. Og det burde Amtul Shafi overveje, før hun farer i blækhuset over Ida Aukens udtalelser. Lise Alexandersen, Hørsholm

Tilpas organisationen, von der Leyen

Siden jeg meldte mig ud af DSU i tresserne har jeg ikke støtte Socialdemokratiet, men hvis det lykkes for vor nuværende statsminister at overtale de andre medlemslande til at bibeholde vort »kontigent« på 1 pct. af BNI og ikke 1,1 pct., som foreslået af EUs bureaukrati, så får hun sørme et kys på kinden fra mig.

Budgetsituationen i Bruxelles minder mig om dengang, jeg arbejdede i Oslo for den norske eksportfremmeorganisation og kraftigt måtte nedskære organisationen efter at den norske stat havde nedskåret organisationens budget. Næsten 100 arbejdspladser og jeg blev kaldt slagteren fra København. Det gjorde selvsagt ondt på alle, men sikrede overlevelsen af en slankere og mere effektiv organisation.

Alle de private virksomheder, som jeg har arbejdet for, har altid måttet tilpasse sig virkeligheden, men hvorfor vil bureaukraterne i Bruxelles og tilhængerne af Europas Forenede Stater ikke gøre det? Almindelig logik siger, at når der er færre penge i kassen, må vi tilpasse os den nye økonomiske virkelighed. Storbritanniens betydelige  bidrag forsvinder. Færre penge i kassen og naturligvis skal der så spares. Men nej, sådan tænker man åbenbart ikke på de breddegrader, desværre. Vi, læs Bruxelles, skal blive større og større og så må medlemmerne, læs skattebetalerne, naturligvis betale os noget mere. Fem milliarder mere fra os danskere. Årligt.

Så tilpas dog organisationen, for søren. Hvor svært kan det være, ærede fru von der Leyen? Ordning muss sein, nicht? Preben O. Nilsson, Kbh. Ø

Et nyt München

Den nye aftale mellem Trump og Erdogan minder uhyggeligt meget om mødet i München i september 1938, hvor Frankrig og England overgav Czekoslovakiets grænseregion, Sudeterlandet, til Hitler – og uden at czekerne sad med ved bordet. Dette skulle angivelig opfylde Hitlers »sidste territoriale krav i Europa« og skaffe »fred i vor tid«, men banede i stedet vejen for, at Tyskland kort efter besatte hele Czekoslovakiet. Skandalen bragte den engelske PM Chamberlain til fald, men da var ulykken jo sket! Historien gentager sig også deri, at det er den drevne magtpolitiker Erdogan, der har opnået sine mål uden modstand fra den politiske amatør, Trump. Jørgen Møller, Glostrup

Så fattige er vi ikke blevet

I TV-avisen søndag aften fortalte nogle universitetsstuderende, hvordan deres undervisning står for at blive ramt af nedskæringer. Lige nu bliver de undervist to gange halvanden time om ugen. De tør ikke række en finger i vejret i timerne af angst for at misbruge lærerens tid, som nu vil blive yderligere beskåret.

Både da jeg selv begyndte et humanistisk studium på Københavns Universitet i 1968, og da jeg senere kom på Zahles Seminarium, havde jeg adgang til undervisning flere timer dagligt. På læreruddannelsen var flere af de ugentlige lektioner eneundervisning i musik.

Løst anslået er den ugentlige undervisningstid på de videregående uddannelser altså beskåret med ca. 70-80 procent siden dengang. Når jeg ser mig omkring, synes det mig ikke, at samfundet som helhed er blevet 70-80 procent fattigere de sidste 50 år. Mener politikerne da virkelig, at det er fair og formålstjenligt, at et rigt samfund nedprioriterer sit uddannelsessystem på den måde? Ove Steen Smidt, Rødovre