Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Hvad skal vi med Det Kongelige Teater?

Foto: Bax Lindhardt

Det er på rette tid med en åben debat om udviklingen på Det Kongelige Teater. I mange år har man haft en forfladiget holdning til kulturen og mangel på at holde fanen højt som faktisk nationalscene. Jeg havde gerne set mere elitære normer med en holdning til, at den folkelige kultur trives i andre fora.

Den nye store opera kan synes som en misforståelse efter danske normer, og småt er godt i det omfang, at den ikke anvendes nævneværdigt til turistformål med især regionen Lübeck og Hamburg som kommercielt og kulturelt vækstlag.

Mange trofaste teatergængere har altid været glade for Gamle Scene og gensynets glæde som udtryk for en begrænset talentmasse og det traditionelle danske opera ensemble. Balletten har udviklet sig til et multietnisk cirkus og væk fra det gamle pantomimeteater med vægt på Bournonville, der nu efterhånden kun sjældent opføres på nationalscenen. Begrebet kongelig skuespiller er ikke-eksisterende siden Poul Reumert, og Århus Teater i stedet foreslået som ny nationalscene med nyt kulturelt vækstlag. Man synes at være inde i en periode, hvor man mangler fornyelse og visioner. Christian Jørgensen, Sorø

Turister i København

Kære Lilian Sølbeck. Nu ved jeg jo ikke, hvor mange år du har boet i København. Jeg boede der fra 1976 til 2015. En skøn tid i Dr. Tværgade. Der flyttede engang en mand ind på 4. sal. Første gang, han var med til et af vores beboermøder, klagede han over den støjende trafik nede på gaden! Om ikke vi kunne kontakte de instanser, der havde at gøre med støjdæmpende bump på gaden.

Jeg spørger mig selv, hvorfor flytter man til byen, hvis ikke man kan tåle støj? Eller kan lide mange mennesker? Turister og hvad dermed hører? Ikke kan lide biler? Ikke kan tåle bilos? Der er så mange skønne steder uden for København, hvor der aldrig har været en turist. Hvorfor vælger du så lige hovedstaden? Ellen Nielsen, Charlottenlund

Biograf i Nordhavn

Nordhavn er meget tæt bebygget. Dog var der tidligere et åndehul bag Portland Towers. Det er der ikke længere. En kæmpe klods er som en ufo kommet dumpende ude fra rummet. Den fylder hele pladsen og skal rumme en biograf. Det er ufatteligt, at det har kunnet lade sig gøre at få lov til at opføre en sådan bygning.

Holger Dahl har skrevet om Nordhavn i Berlingske 10. august.  Det er lykkedes ham at få et gammelt billede med af Nordhavn i farver, der fylder en halv avisside, uden den grimme bygning. Hvordan kan det lade sig gøre? Det ser selvfølgelig bedre ud, men det har intet med virkeligheden at gøre.

Hvornår har Holger Dahl været på Nordhavn? Han ikke så meget som omtaler den kommende biograf. Måske er det et år siden, han har været der? Så passer det med billedet, men desværre ikke med virkeligheden. Hanne Hollensen, Virum

Berlingskes kandidat

Det er iøjnefaldende, hvordan Berlingske promoverer Jakob Ellemann-Jensen som Venstres nye leder. For eksempel træffer Berlingske Medias CEO, Anders Krab-Johansen, den entydige konklusion, at både Lars Løkke og Kristian Jensen må gå. I stedet er Jakob Ellemann-Jensen det oplagte bud på at samle partiet.

Her glemmer Krab-Johansen Ellemann-Jensens mindre glorværdige debut som miljø- og fødevareminister, hvor landbrugets reduktion i kvælstof endte som 12 ton i stedet for det forventede 1.451 ton. Robert Ellis, Birkerød

Søg råd

Når 724 psykologer kritiserer udgivelsen af bogen »Godnat og sov godt« må det da gøre indtryk på forlægger Morten Hesseldahl. Svaret er ikke at forbyde bogen. I stedet må den udstyres med en advarsel som på cigaretpakkerne: »Denne bog er yderst skadelig for børn og deres forældre. Ønsker du at stoppe, så søg råd hos en sundhedsplejeske«. Daniel Panduro, Frederiksberg

Regning uden vært

Nu har Socialdemokratiet brugt mange kræfter på at signalere, at det vil føre en udlændingepolitik stort set uden de Radikales indflydelse velvidende, at det var pga. dette partis indflydelse på Thorning-regeringen, at S mistede regeringsmagten i 2015. Hvordan kan kræfter i Venstre, inkl. formanden, tro, at det vil være muligt at danne en VS-regering baseret på radikale mandater? Det vil være gift for Socialdemokratiet og så sandelig også for Venstre selv.

Det ser ud som om, at Løkkes magtbrynde har berøvet ham både realitetssans og enhver hæderlig loyalitet over for tidligere støtter og samarbejdspartnere.
Er der stadig nogen, som ikke forstår, hvor politikerleden kommer fra? Birgit Klein, Nykøbing Sjælland