At vi i Danmark har religionsfrihed, er sådan noget, der vist tages for givet. Det er der ingen grund til at sætte spørgsmålstegn ved, for selvfølgelig har vi det.

At vi i rent juridisk forstand har religionsfrihed, er én ting, men som bekendt kan der jo godt være et stykke fra teori til praksis. For hvor dyb er den der berømte religionsfrihed egentlig, når det kommer til stykket?

Ikke for at opføre mig som en sur midaldrende mand, men jeg sidder tilbage med et par spørgsmål, der trænger sig på. Har muslimer frihed til at forlade islam, enten ved at skifte til en anden religion eller blive ateist? Har jøder frihed til at skilte med deres religiøse tilhørsforhold, når de går på Nørrebro og møder en flok drenge, der taler et mellemøstligt eller afrikansk sprog? Og har alle vi andre frihed til at skrive kritiske indlæg om islam i aviser og på sociale medier?

Vi ved godt, hvordan virkeligheden er. Den rent formelle juridiske frihed er intakt, men hvad angår den reelle frihed til at ytre sig kritisk om islam, ser det mere dystert ud.

Den franske gymnasielærer Samuel Paty blev myrdet på åben gade for at undervise i noget, alle andre end regulære antidemokrater ville finde helt i orden. De kendte tegninger i Jyllands-Posten i 2005 medførte dødstrusler mod avisen, og ti år senere – i 2015 – kom terrorangrebet mod Charlie Hebdo i Paris med flere dødsofre.

Det kan godt være, at jeg lyder både sur og træls, men hvis man virkelig mener noget med frihed i religiøse spørgsmål, må man også være klar til at gå til stålet og kæmpe kampen. Så må man kæmpe for, at alle frit og uden trusler kan skifte religion, og at det selv på Nørrebro bør være risikofrit at gå med kalot.

Og selvfølgelig også, at jødiske børn kan gå i almindelige folkeskoler i København og ikke behøver at gå på Carolineskolen under politibeskyttelse.

Vi bryster os gerne af at have religionsfrihed, men hvor meget frihed har jøder, når de er truet og ikke kan skilte med deres tro? Og muslimer, som vælger at forlade islam, må leve en særdeles risikofyldt hverdag.

Vi ved det godt, men gør måske for lidt ved det. Det i sig selv er et problem, hvis I spørger mig.

Søren Bækgaard, fhv. lærer, Viborg

Den 16. november præsenterede fem europæiske lande, heriblandt Danmark, en samarbejdsaftale med Rwanda om et udrejsecenter. Foto: Leonhard Foeger/Reuters/Ritzau Scanpix

Hvad koster det?

Så stod hun der, Mette Frederiksen, Danmarks problemløser nr. et. Nu var aftalen om asylcenter i Rwanda løst, næsten. I efteråret 2027 kan de første asylsøgere sættes på et fly.

Som skatteborger mangler jeg svar på, hvad det kommer til at koste, og hvad det har kostet.

Altså: Pris på knap ti års forarbejde?

Prisen på arbejdet indtil centret åbner? Og ikke mindst, hvad er prisen efter åbningen? Og: Hvordan fordeler man 100 pladser mellem fem lande?

Svar udbedes.

Hanne Knudsen, Nærum

Digital nedlukning 

Da Outlook og Teams svigtede 13. november, var spørgsmålet, hvornår Microsoft fik det i gang igen. Hvad gør vi, hvis den amerikanske præsident pålægger selskabet at afskære danske kunder? Så hjælper det ikke, at teknikken virker.

I 2025 indførte Donald Trump sanktioner mod Karim Khan, chefanklager ved Den Internationale Straffedomstol, blandt andet som svar på arrestordren mod Israels premierminister, Benjamin Netanyahu. Khans midler under amerikansk kontrol skulle indefryses, og amerikanske firmaer måtte som udgangspunkt ikke levere tjenester til ham. Retten begyndte at skifte fra Microsofts kontorprogrammer til det tyske openDesk.

I juni pålagde USA Anthropic at nægte udenlandske statsborgere adgang til to AI-modeller. Selskabet kunne ikke straks kontrollere brugernes statsborgerskab og lukkede derfor midlertidigt begge modeller for alle.

Microsofts nedbrud viser, hvor sårbare vi er. Trumps sanktioner viser, hvordan adgangen til it kan blive et politisk våben. Digital suverænitet kræver, at vi i Danmark og Europa selv kan drive de it-systemer, vores myndigheder og virksomheder er afhængige af.

Carsten Cederholm, formand for Europabevægelsen i Nordsjælland

Venstres fremtid

Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen har fat i noget med sin politiske vision om at fusionere Venstre, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance og Moderaterne.

Men som det er set mange gange før i historien, er det enkeltpersoners store egoer, der står i vejen. Venstre kommer aldrig tilbage til fordums storhed, når udbryderkongerne har medvirket til, at partiet og dermed blå blok nu er krakeleret og fragmenteret, og at enkelte partier risikerer at komme meget tæt på spærregrænsen.

Men måske er det netop det, der skal til, for at vi ser en opblødning og dermed en forandring.

Lars Nielsen, Espergærde

Et værdigt medlem?

Folketinget har fået to løsgængere, Jacob Harris og hans meningsfælle med et tredobbeltmandat, der begge skiller sig markant ud fra de øvrige folketingsmedlemmer. 

De er modstandere af Danmarks støtte til Ukraine, og det er jo ikke forbudt, men Jacob Harris er gået meget videre. Han taler med den russiske ambassadør i København om dansk sikkerhedspolitik, og han giver interview til russisk tv, hvor han hævder, at Danmark og NATO er aggressive over for Rusland og ligefrem ønsker krig mod Rusland. 

I det hele taget bevæger Jacob Harris sig så langt væk fra de faktiske forhold, at vores udenrigsminister og med ham flere andre synes, at han efterhånden er blevet en markant belastning for Danmark.

Man har jo lov til at opføre sig skørt og uanstændigt og endda tale usandt, og alle skal naturligvis have deres ytringsfrihed, men hvad med den personlige værdighed? 

Jacob Harris påstår, at Danmark er ved at blive et diktatur, og han har tydeligvis opført sig så underligt, at man med rette kan spørge, om han fortsat er værdig til at være medlem af Folketinget. Det spørgsmål må Folketingets Præsidium snarest tage stilling til, inden det går helt galt for Jacob Harris.

Mogens Nørgaard Olesen, Frederiksværk

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk

Lyt til Berlingskes nye debatpodcast »God Bless America« med Birgitte Borup:

God bless America

Martin Krasnik har altid været fascineret af USA, og han kan næsten ikke holde tanken ud om, at han aldrig har boet i landet. Med midtvejsvalget ser han et enormt skifte i amerikansk politik, men han tror ikke, at vi her i Europa skal forvente, at forholdet til vores vigtigste allierede bliver som før. Men hvordan havnede vi her? Og hvad kan vi nu se frem til? Gæst: Martin Krasnik, chefredaktør på Weekendavisen Vært: Birgitte Borup