Så længe klimaaktivisterne ikke beskæftiger sig med dette spørgsmål – ja måske endda ikke har tænkt over det – så vil de blive betragtet som »klimatosser«.

Har vi set beregninger over, hvad en krig koster – forureningsmæssigt? Har vi set demonstrationer mod den forurening, som er en følge af krigen i Ukraine?

Nej, mange klimaaktivister er mere optaget af, hvor meget det belaster klimaet at spise en bøf, end hvor meget det belaster klimaet at skyde med granater i Ukraine.

Hver gang vi på tv ser krigshandlinger med ødelagt krigsmateriel, bygninger i grus og voldsomme eksplosioner – så burde vi demonstrere mod den forurening som krigen medfører – og rette demonstrationen mod dem, der startede krigen.

Stig Andersen, Hundested

Træd i karakter, Venstre

Det må glæde os alle, at der igen er »dukket« flere penge op i vores fælles råderum. Specielt må det glæde partiet Venstre, der nu har mulighed for at vise os alle, hvilken magt de har i regeringen. Top-topskat og topskat kan fjernes, og med det kan Venstre vise, at de stadig er borgerlige liberale.

Det glæder jeg mig til at se.

Fillippa Gottlieb, Allerød

»Den sorte svane«

TV 2s afsløring af grov økonomisk kriminalitet (Den Sorte Svane) er blevet kommenteret af blandt andet to af vores fremmeste politikere (statsministeren og SF-formanden). Den ene henviser til sin justitsminister, som nu må se at komme i gang, den anden antyder, at vi mangler lovgivning. Hverken Justitsministeriet eller Folketinget kan afhjælpe problemet.

Det handler efter al sandsynlighed om alvorlige overtrædelser af allerede eksisterende lovgivning. Dermed er det en efterforskningsopgave for politiet, en opgave for anklagemyndigheden og i sidste instans domstolene, som politikerne absolut ikke skal blande sig i.

Så kan man bagefter se på, hvilke personalemæssige mangler der er, og hvilke forebyggende foranstaltninger der kan komme på tale. Der er måske en opgave for regering og folketing. Måske lidt synd for politikerne, der dermed mister en chance for at markedsføre sig på et område, alle ordentlige mennesker ikke kan være uenige om.

Søren Vesterhauge, København

Lad dig ikke irritere

En af mine tidligere naboer havde et motto, som hed: »Du kan vælge ikke at lade dig irritere«. Jeg har i årevis forsøgt at efterleve disse kloge ord – især når det gælder ting, som man ikke er direkte herre over.

Alligevel synes jeg, det bliver sværere og sværere, fordi verden udvikler sig i en negativ retning – for eksempel når det gælder:

  • Putin og krigen i Ukraine

  • Risikoen for genvalg af Trump i USA og den deraf følgende uforudsigelighed i verdens sikkerhed

  • Andre despoters hærgen – i eksempelvis Kina, Ungarn, Tyrkiet, Belarus og Nordkorea

  • Fake news og stigende IT-kriminalitet

  • Truende miljøkatastrofer

Listen er desværre alt for lang. Derfor prøver jeg ihærdigt at huske på en liste over positive ting, som kan opveje de negative ting:

  • Et (foreløbig) godt helbred

  • En stabil økonomi i Danmark

  • En stadig smuk natur – på trods af en haltende klimaindsats

  • Gode venner og familie

  • Et stadig trygt samfund i Danmark – som vi dog ikke må tage for givet

Jeg håber på at kunne holde en positiv overvægt mellem de to lister, så jeg stadig kan vælge ikke at lade mig irritere.

Peter Bøgelund, Dragør

Sparetider

Undertegnede har siden 1989 holdt Berlingske med stor tilfredshed, men de senere år er det blevet mindre og mindre.

I dag var der så ingen Berlingske i min postkasse, derfor ringede jeg til Berlingske og talte med en høflig og venlig ung mand, der fortalte mig, at de desværre ikke kunne efterlevere avisen.

Jeg har som bekendt holdt Berlingske i 35 år, betalt den i dyre domme og den er blevet tyndere hver dag, nogle dage om året er den ovenikøbet blevet til E-avis.

Mange ældre abonnenter, der ikke er i besiddelse af edb, kan altså ikke læse den avis, de betaler for. Er der ingen service mere?

Men vi læser dagligt, hvordan Søren Frank frit kan rejse og bespise sig selv dagligt på dyre restauranter. Her bliver ikke sparet.

Tom Jensen, træd i karakter.

Kurt Jensen, Vejle