Hvad er Trump – verdensmand, forræder eller magtliderlig?

»I stedet for at løse de problemer, der plager hans egne borgere, retter Trump sit fokus mod verdensscenen i et spil, hvor han både truer, smigrer og manipulerer,« skriver Henrik Busch. Handout Nicholas Kamm/AFP/Ritzau Scanpix

Verdensmand, forræder eller magtliderlig?

Er USAs præsident så desperat for at vise styrke, at han skyder til højre og venstre uden en klar strategi? Eller er han bare en aldrende mand, der famler efter magt, mens hans eget folk lider?

USA har brug for handling – men på hjemmefronten. Landet er splittet, økonomien knager, gælden vokser, og millioner må have dobbeltjob for at få hverdagen til at hænge sammen. Men i stedet for at løse de problemer, der plager hans egne borgere, retter Trump sit fokus mod verdensscenen i et spil, hvor han både truer, smigrer og manipulerer.

Hans overraskende ideer – fra at ville indlemme Canada og Grønland til at nedtone NATO – minder mere om en stormagtsfantasi end om reel politik. At han samtidig smigrer en mand som Putin, der uden skrupler invaderer naboer og rekrutterer nordkoreanske soldater, viser en naivitet, der er farlig for verdensfreden. Hvis Trump virkelig ville vise styrke, burde han sætte Putin på plads – men tør han?

Krigen i Ukraine skulle efter hans udsagn være løst på to dage. Nu er der gået to måneder, og løsningen glimrer ved sit fravær. Samtidig snubler Trump over sine egne løfter, mens han prøver at omskrive historien, så han selv kan tage æren for fremtidige sejre.

Men hvordan håndterer verden en mand som Trump? Svaret er enkelt: Lad ham løbe linen ud. Han spiller med de stærkeste kort først og venter på, at vi reagerer. Hvis vi ikke bider på, må han selv finde en ny vej – for han hader at tabe.

Midtvejsvalget i USA om to år vil uundgåeligt svække hans magt. Derfor har han så travlt nu. Men vi må ikke lade os rive med. EU og resten af verden må steppe op og holde fast i en stabil kurs, for Trump kommer og går, men de problemer, som han efterlader, skal vi stadig løse.

Lad os stå sammen.

Henrik Busch, København

Borgerligt Dansk Kvindeparti

Dansk politik er – og har længe været – delt i to næsten lige store blokke: rød og blå. Der skal få millimeter til for at afgøre, om et folketingsvalg giver en rød eller en blå regering.

Et markant flertal af kvinderne – omkring 55 procent – stemmer på et af de røde partier. Et nyt borgerligt kvindeparti ville kunne tippe balancen i borgerlig favør. Det er tilstrækkeligt, hvis det nye parti kan lokke to procent af de lyserøde kvinder over i det nye borgerlige kvindeparti, så får vi et stabilt blåt folketing. Hvem tager initiativet til dannelsen af Borgerligt Dansk Kvindeparti?

Nils Sjoegren, Rungsted Kyst

Hudløs uærlig?

Brandts i Odense viser for tiden en udstilling af en af Danmarks fornemste portrætmalere Jens Juel (1745-1802). Udstillingen hedder »Jens Juel – under huden«, hvilket refererer til, at Juels portrætter i særdeleshed dyrker skønheden og ofte viser sine motiver fra deres bedste side med en fejlfri hud, der beskrives som fersken-, marcipan- eller elfenbensagtig.

Det er så udstillingens ambition at komme under huden og fortælle en anden historie om datidens jetset. Danmarks fortid som kolonimagt og slavehandler er jo brandvarm, så der bliver ikke lagt fingre imellem, når de portrætteredes grumme gerninger trækkes frem i lyset.

For eksempel står der som indledning til afsnittet »Mellem kolonimagt og frihedsidealer«: »Juels billeder viser glimt af 1700-tallets moderne menneskesyn. Hvad de ikke viser er, at mange af hans kunder skaber formuer på baggrund af slavearbejde på koloniøerne i Dansk Vestindien – direkte eller indirekte. Som kunstner udvikler Juel sig i takt med tiden, men kolonitidens mørke sandheder glimrer ved deres fravær i hans kunst.«

Jeg skal love for, at kuratorens bias får fuld skrue. Juel klarer altså ikke det socialrealistiske tjek, men når man tager i betragtning, at de fleste billeder var bestillingsarbejder, synes jeg ikke, at det er så overraskende, at Juel ikke har fået alle vorter, dobbelthager og slavepiske med.

Claus Bundgaard, Frederiksberg

Hvem boykotter?

Næsten dagligt kan man se et indslag om, hvor meget amerikanske varer bliver boykottet i Danmark. Men ville det ikke være lidt mere interessant at se, hvorledes vores europæiske venner forholder sig?

Hvad laver DRs korrespondenter i for eksempel Paris, Berlin, Rom og Bruxelles i forhold til dette punkt?

Er vi det eneste land i hele Europa, som ikke længere er vilde med Coca-Cola, Colgate og Levi’s?

Jeg spørger bare.

Agnete Blach, Stege

Grønland og Trump

Præsident Trump har ved flere lejligheder udtalt, at han tror, han en skønne dag får annekteret Grønland.

Annekteringen skulle ske for at sikre national og international sikkerhed.

Men den sikkerhed er vel allerede opstået ved, at han nu – som en af de eneste vestlige ledere – tror på Putin. Han behøver jo ikke længere forvente et russisk angreb, nu da han forhandler med den russiske præsident om fred i Ukraine. Det er vel nok at give hinanden håndslag på, at man ikke angriber hinanden.

Skulle kineserne – som de sidste fjender – finde på at angribe USA hen over Rusland, kan Trump vel forvente, at Putin får disse missiler skudt ned som en god vennetjeneste.

Jørgen Milling, Svendborg

Stoffer i Livgarden

Med væmmelse konstaterer jeg i pressen, at mit gamle regiment skulle være befængt med stoffer. Det må udrenses omgående.

Vi er flere tusinde gamle gardere, som er stolte af at have aftjent vores værnepligt i Livgarden, og som mindes den tid med glæde, selvom disciplinen var hård.

I øvrigt er der ikke noget, der hedder forhenværende garder. Det hedder gammel garder.

Jens Frederiksen, Espergærde

Læserbreve på maks. 1.350 tegn inkl. mellemrum sendes til debat@berlingske.dk