De lever cirka lige længe. Den vittighed hørte jeg for længe siden, men med den nylige rokade, hvor Rasmus Stoklund flyttes, og Ane Halsboe-Jørgensen bliver ny skatteminister, føles levetiden tættere på en døgnflues.

Det er useriøst, at regeringen bliver ved med at bytte skatteministre. Hyppige skift skaber usikkerhed og manglende kontinuitet i et ministerium, der har brug for det helt modsatte.

Siden 2000 har skatteministerposterne roteret med gennemsnitligt under tre år pr. minister, ligesom levetiden for en kælehamster. Og siden 2019 – med en socialdemokratisk statsminister ved roret – kommer vi nu op på hele fire på seks år. Imens halter ejendomsvurderingerne, it-systemerne kræver milliardløft, og udbytteskandalen lever videre med årelange retssager. Når ministeren igen udskiftes midt i kaosset, forsvinder retningen, og ansvaret udvandes.

Skattevæsenet har brug for ro, styring og en minister, der bliver længe nok til at levere resultater og sætte en klar retning for Skat, som forvalter danskernes penge. Regeringen burde prioritere kontinuitet frem for kortsigtede politiske manøvrer. Lige nu skaber de kun mere uro i et system, der allerede er presset til bristepunktet.

Ruben Kidde, folketingskandidat og kommunalbestyrelsesmedlem, Radikale Venstre

Danmark har brug for et filosofikum

Det var et politisk svigt, da man i sin tid nedlagde filosofikum på Københavns Universitet. Beslutningen blev taget ud fra et snævert, instrumentelt syn på uddannelse: Studerende skulle hurtigere igennem systemet og levere til arbejdsmarkedet – ikke dannes som hele mennesker med evne til at tænke kritisk og reflektere over samfundets grundlag.

Nogle vil indvende, at man jo forsøgte at erstatte filosofikum i 2001 med faget videnskabsteori. Men netop dér ligger problemet: faget blev reduceret til en metodisk øvelse. Studerende skulle lære at kende forskel på kvalitativ og kvantitativ metode, på paradigmer og begrebsapparater, men uden den filosofiske dybde, hvor man for alvor konfronteres med spørgsmålet om sandhed, etik, politik og menneskets væren i verden.

Med andre ord: Fagets videnskabsteori er et teknokratisk surrogat. Det kan lære studerende at legitimere deres analyser, men det kan ikke lære dem at tænke frit, åbent og kritisk på tværs af faggrænser. Det kan ikke skabe den form for intellektuel modstandskraft, som et moderne demokrati har brug for.

Et reelt filosofikum skal tværtimod styrke den evne, som vi i dag har så akut brug for: at arbejde tværfagligt, tværpolitisk og tværkulturelt. Klimakrise, digital overvågning, migration og medicinsk etik kan ikke forstås inden for ét fag eller én politisk position. De kræver borgere, forskere og beslutningstagere, der kan sætte viden og værdier i relation til hinanden – og tænke i helheder frem for siloer.

Når politikere i dag taler om »åndelig oprustning« og foreslår præster i Folketinget, er det i virkeligheden et symptom på samme mangel: Vi har fjernet det rum, hvor man kunne træne evnen til at stille de grundlæggende spørgsmål, uden at svaret på forhånd var givet af religion eller økonomi.

Et nyt filosofikum bør derfor ikke være et appendiks til metodeundervisning, men et grundvilkår for al videregående uddannelse. Ikke for at producere flere akademiske filosoffer, men for at ruste borgere og kommende ledere til at tænke selv, stille de ubehagelige spørgsmål og gennemskue, når magten misbruger sin position.

Hvis vi skal kalde os et oplyst demokrati, må vi turde genindføre filosofikum – i en form, der ikke reduceres til skemaer og paradigmer, men som insisterer på tværgående viden, menneskelig dømmekraft og intellektuel mod.

Michael Staune Hermann, København

Følelser versus tørre tæsk

Jeg læste med stor interesse Søren Schausers anmeldelse af Ditlev Tamms »Opgør og retfærdighed«, dels fordi emnet, det problematiske retsopgør efter den tyske besættelse, stadig kalder på nye vinkler, dels fordi Ditlev Tamm næsten altid er værd at læse/lytte til.

Men så kom jeg til de sidste afsnit. Der hvor en anmelder som regel melder sine personlige kommentarer til værket ud, og det var ærgerlig læsning, må jeg sige:

Søren Schauser mener sig i stand til at opponere på læsernes vegne mod mangel på følelser:

»Men tiderne er nok til en anden tone, rent litterært. Tal og tørre konstateringer rækker ikke længere i dag. En forfatter kan ikke bare opregne nogle urimeligheder og erklære sig dybt, dybt skuffet. Læsere af i dag og i morgen vil have flere følelser, skarpere vinkler, mere personlige ting på spil.«

Jeg er SÅ uenig. Jeg vil gerne have mig frabedt forfatterens egne følelser i forbindelse med gennemgang af retsopgøret. »Dybt, dybt skuffet« er allerede for meget. Lad værket med tørre tæsk og tal stå for sig selv og eventuelt fremkalde følelser hos mig som læser. Følelser skal ikke proppes ned i læseren af forfatteren til et faglitterært værk. Det overlader man bedst til skønlitteraturen.

Elisabeth Lindhardt, Frederiksberg

Differentieret moms

Netop hjemvendt fra en dejlig ferie i Italien. Rydder op i kufferten og falder over en bon fra et supermarked med angivelse af forskellige momssatser på de enkelte varer. En flaske vin – 22 procent, div. kødpålæg – 10 procent, yoghurt – 10 procent, div. frugt og grønt – 4 procent, en fysisk avis – 0 procent (det sidste som i Danmark).

Italienerne kan, ligesom de fleste andre europæiske lande kan, så det er en gåde, hvorfor det er så svært i det gennemdigitaliserede Danmark at lave differentieret moms. En lavere moms på frugt og grønt giver god mening, mens afgiftslettelse på kaffe og chokolade mere må betragtes som god gammeldags valgflæsk op til de forestående valg.

Hans Gøtzsche-Larsen, Holte

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk