Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Hvad dælen laver en museumsinspektør med fagområde indenfor gipsafstøbninger i en arbejdsgruppe om et kolonihistorisk museum?

»Hvordan kan en museumsinspektør, der sidder i en forskerstilling, betegne en kollega, der seriøst passer sit arbejde og forskningen indenfor sit fagområde, som 'umorsom, arrogant og præget af white innocence', sådan som Henrik Holm ifølge Berlingske 10. oktober betegner Steen Andersen fra Rigsarkivet,« spørger Kåre lauring i forbindelse med striden om et kolonohistorisk museum. Her ses en illustration 1823 af William Clark. Fold sammen
Læs mere
Foto: Gad / British Library
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Undskyld jeg blander mig i spørgsmålet om det påtænkte museum for slavehandel i Vestindisk Pakhus. Jeg er pensionist, men har i 30 år været museumsinspektør på M/S Museet for Søfart. Jeg har beskæftiget mig med dansk kolonihistorie herunder den transatlantiske slavehandel i 40 år, og jeg udgav min første bog om emnet tilbage i 1987.

På den baggrund er det, at jeg helt forsigtigt tillader mig at forespørge: Hvad dælen laver museumsinspektør Henrik Holm fra SMK (Statens Museum for Kunst) med fagområde indenfor gipsafstøbninger overhovedet i en arbejdsgruppe om det eventuelle fremtidige museum i Vestindisk Pakhus?

Dernæst vil jeg gerne forespørge: Hvordan kan en museumsinspektør, der sidder i en forskerstilling, betegne en kollega, der seriøst passer sit arbejde og forskningen indenfor sit fagområde, som »umorsom, arrogant og præget af white innocence«, sådan som Henrik Holm ifølge Berlingske 10. oktober betegner Steen Andersen fra Rigsarkivet. Hvordan kan man som Henrik Holm have en så arrogant – for nu at citere ham selv – holdning over for en kollega?  Og det, kun fordi Steen Andersen på baggrund af sin forskningsmæssige viden om emnet tillader sig at have en anden opfattelse end Henrik Holm fra et museum med et helt andet fagområde.

Jeg skal ikke her gøre mig klog på, hvordan det foregår indenfor museumsverdenen i dag, da jeg har været pensionist siden 2011, men forhåbentlig er Henrik Holm og hans debatniveau en enlig svale. Jeg erindrer i hvert fald med glæde en museumsverden, hvor forskerne respekterede hinanden. Lyttede til hinanden og tog ved lære af den enorme viden, vores kolleger indenfor andre fagområder var i besiddelse af. Jeg kunne derfor heller aldrig i museale sammenhænge få den besynderlige idé, at nu skulle jeg, måske i samarbejde med nogle politiske aktivister med om muligt endnu mindre viden om området end mig selv, være den, der skulle belære kollegerne på SMK om, hvordan de skulle formidle deres fagområde.

Konklusionen må derfor også være: At de ledende aktører i en arbejdsgruppe for et museum for den transatlantiske slavehandel selvfølgelig skal være de forskere fra Rigsarkivet, Nationalmuseet og M/S Museet for Søfart, der har brugt år på at sætte sig ordentlig ind i deres fagområder, og som derfor er i besiddelse af den viden, der skal til, for at formidle området på et objektivt og fagligt forsvarligt grundlag.

Og med hensyn til Henrik Holm? Ja, her kunne man nok lave en aftale om, at så længe han ikke blander sig i formidlingen af den danske kolonihistorie, så blander forskerne fra de tre ovennævnte institutioner sig ikke i, hvordan Henrik Holm formidler SMKs afdeling for gipsafstøbninger.

Kåre Lauring, Frederiksberg