Født og opvokset på Nørrebro for 87 år siden med cykel og sporvogn som transportmiddel rundt i byen, må man ud at opleve metroudvidelsen.

Allerede da metroen åbnede var man dybt imponeret over det enorme ingeniørprojekt, som forandrede København totalt, godt fulgt op af Cityringen, som kom til senere.

Cityringen udmærker sig blandt andet ved sine særlige hensyn til æstetikken med polygone lofter og udvalgte smukke farver på fliserne.

Nu er der kommet kunst under jorden, idet alle de nye stationer har fået deres eget kunstværk. Blandt andet på Mozarts Plads et kæmpemaleri med et fascinerede indhold, som man bare MÅ kikke nærmere på. På Sluseholmen et kunstværk bestående af en stribe goppellignende figurer i forskellige størrelser hængende ned fra loftet og på endestationen København Syd et enormt astronomisk ur, som viser planeternes stilling.

Det hele kan ses på DR.tv »Kunsten at bygge en metro«, som viser arbejdet med udvidelsen af metroen, og det er fjernsyn, når det er bedst.

Selvom der nogle steder mangler den sidste finish, bør man ikke snyde sig selv for at dukke op til overfladen og bese de nye bykvarterer omkring nedgangene til stationerne.

For eksempel endestationen København Syd, hvor man møder et fint harmonisk bykvarter med vellykket byggeri.

Der er virkelig grund til at takke Metroselskabet og sponsorer for et fantastisk projekt.

Per Skjødt, Frederiksberg

Vanvidsbilister er potentielle drabsmænd

Det er rystende og hjerteskærende igen og igen at høre, at en vanvidsbilist atter har taget et liv, lemlæstet et menneske eller et dyr og smadret livet for den familie og de venner og kolleger, der magtesløse må se til.

Vanvidsbilisme betyder forsætligt at forvolde nærliggende fare for nogens liv eller førlighed, at køre spirituskørsel med over to promille, at køre hensynsløst, at køre over 200 km/t og endeligt at overskride hastighedsgrænsen med 100 procent ved kørsel over 100 km/t.

Ifølge Rigspolitiets oplysninger er der faldet dom i over 2000 sager om vanvidsbilisme siden loven blev indført 31. marts 2021. Loven virker efter hensigten, men der er noget, der skriger til himlen!

Hvorfor skal der være rabat i strafudmålingen for drab begået som vanvidsbilist. I lovens forstand hedder drabet uagtsomt manddrab. Jeg ønsker maksimal straf for personskade og drab begået som vanvidsbilist. Det betyder, at strafudmålingen skal sidestilles med grov vold og mord med en maksimal straf som livsvarigt fængsel.

Justitsminister Peter Hummelgaard sagde ved lovens indførelse at, »vanvidskørsel er foragt for vores fællesskab og menneskers liv. Det er i mine øjne dybt forkasteligt – og det skal vi slå hårdt ned på«.

Jeg er enig med ministeren, og jeg håber på, at et ansvarligt parti vil tage mit forslag til efterretning og få straframmerne for vanvidskørsel skærpet betydeligt.

Karsten Byrgesen, byrådsmedlem i Fredericia

Farten ned på cykelstierne

Tak til Peter Brenø Lange, Skodsborg, for læserbrev 23. juli om Cyklistforbundets forslag om nedsat hastighed for biler i byområder uden at nævne noget om hastigheden på cykelstierne i byområderne.

Som cyklist og fodgænger oplever jeg også, at farten på cykelstierne er steget voldsomt de senere år både med racercykler, elcykler og store fatbike-cykler, som kører med høj hastighed på cykelstierne til stor gene for almindelige cyklister og fodgængere.

Samtidig er antallet af madbude på knallerter steget betragteligt, og de kører også stærkt på cykelstierne.

Den udvikling stemmer ikke overens med færdselsloven, hvor alle trafikanter skal optræde hensynsfuldt og udvise agtpågivenhed også på cykelstierne. Transportministeren bør derfor snarest nærlæse færdselsloven med henblik på at tage initiativer til at stoppe den omsiggribende utryghedsskabende adfærd på cykelstierne.

Som virkeligheden er lige nu, er kørsel på de moderne cykler og knallerter blevet et ta’-selv-bord, hvor gældende færdselsregler er sat ud af spil på cykelstier, i fodgængerfelter, på fortove og i gågader. Den uventede færdsel skaber stor usikkerhed for andre trafikanter, men cyklisterne har meget lav risiko for at møde en betjent.

Fartbegrænsninger på cykelstier i byerne er derfor en nærliggende tryghedsskabende løsning kombineret med mere politi på cykelstierne.

Hans Erik Hansen, København