Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Holder medierne hånden under gammel politisk kultur?

Flere kommentatorer og journalister har travlt med at negligere den politiske uenighed, statsministerkandidater fra andre partier end Vestre og Socialdemokratiet er udtryk for, og henføre vælgerne til en gammel politisk tilstand, hvor partierne kun lægger stemmer til den ene eller anden fløj. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tariq Mikkel Khan / Ritzau Scanpix

Folketingsvalget er unikt i den forstand, at vi har flere statsministerkandidater - teoretisk set. For flere kommentatorer og journalister har travlt med at negligere den politiske uenighed, disse statsministerkandidater er udtryk for, og henføre vælgerne til en gammel politisk tilstand, hvor partierne kun lægger stemmer til den ene eller anden fløj.

Morten Østergaards skærpede krav til en socialdemokratisk ledet regering skydes f.eks. til hjørne. Fra kanal til kanal kunne man 2. april høre det fantasiløse spørgsmål: »Risikerer du ikke bare at gøre Lars Løkke til statsminister?« Det spørgsmål har mange negative konsekvenser - lad mig pege på tre:

1: Spørgsmålet gør politik til et nulsumsspil - fastlåst i forrige århundredes ideologier og klassekamp. Man må ikke tænke nyt. Radikale (og vi andre) skal ikke stille krav til socialdemokraterne - for så vinder den anden blok. Og man ved ikke, om man skal grine eller græde, når Mette Frederiksen udtaler, at hun savner disse tilstande.

2: Hvorfor spørger nogle journalister ikke Frederiksen, om socialdemokraterne ikke »risikerer at gøre Løkke til statsminister«, når hun ignorerer andre partiers politik? Hvorfor er det egentlig ikke det største partis ansvar at lytte til andre politiske perspektiver?

3: Spørgsmålet om, hvem man »risikerer« at gøre til statsminister forudsætter, at et valg handler om at finde en ny statsminister hurtigt. Og at det er et problem, hvis der ikke danner sig et »klart« flertal. Så er vi tilbage ved blokpolitikken - en tilstand der betyder, at man ignorerer politiske forskelle til fordel for forældet ideologisk enighed.

Vi svigter i min optik dem, der har mest brug for velfærdssamfundet når den politiske »analyse« reduceres til at handle om blokke. Det bliver for nemt at udviske reelle problemer med f.eks. flygtningebørn, der mistrives i udrejsecentre, skoleelever og skadelige tests, stress-samfund, der presser forældre og børn, uambitiøs klima- og naturpolitik og forhistorisk trafikpolitik.

Hverken Socialdemokratiet eller Venstre har i sig selv de bedste løsninger på de udfordringer. Derfor spørger jeg medierne: Kunne vi få lov at diskutere politiske forskelle?

Julie Herdahl Molbech, folketingskandidat for Alternativet