Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Hold godt øje med Nyholm – det kan stadig gå galt trods fredning

»Men selv bygninger på mere end tre etager vil på Nyholm være imod stedets ånd,« skriver Helge Torm. Her Nyholms hovedvagt, »Under Kronen«.   Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Nu skal man nok ikke smide hattene så højt op, fordi de eksisterende bygningsfredninger på Nyholm af Slots- og Kulturstyrelsen lige er blevet udvidet med 13 andre fredninger, både af bygninger og af omgivelser til disse. Vi deler nu ellers gerne glæden med Holger Dahl, som i Berlingske søndag 16. januar jubler over afgørelserne.

Desværre er kendsgerningerne, også efter de omfattende nyfredninger, at der stadig er fire ret store »lommer«, for eksempel Henrik Gerners Plads, der danner det vigtige indgangsparti til hele området, som ikke er fredet, og hvor der derfor i princippet kan bygges endog meget højt.

Et skræmmende eksempel på, hvor galt det kan gå i sådan et kulturhistorisk værdifuldt område, har vi i det gamle Carlsberg Bryggeri i Valby, nu kaldet Carlsbergbyen. Også her var mange bygninger fredet i forvejen, og 13 flere bygningsfredninger og fredning af en have kom til i april 2009 i forbindelse med, at bryggeriet flyttede produktionen til Fredericia.

Også dengang var der stor glæde i den daværende Kulturarvsstyrelse og i bevaringskredse. Hvad er så det nye byggeri dér ved at munde ud i? Ni højhuse af en højde fra 80 til 100 meter plus meget andet nybyggeri. Danmarks hidtil bedst bevarede industrimiljø er så at sige godt kapslet ind.

Samme skæbne vil næppe overgå Nyholm – det vil den lokalplan, som Københavns Kommune er ved at udarbejde trods alt nok forhindre. Men selv bygninger på mere end tre etager vil på Nyholm være imod stedets ånd. Her er intet almindeligt byggeri på mere end tre etager – kun Mastekranen rager godt op, men det skulle denne ikoniske bygning da også gerne blive ved med.

Ja, selv nye bygninger med et rimeligt antal etager kan falde uheldigt ud, hvis ikke bygherre og arkitekt har fornøden historisk og æstetisk sans.

Der er derfor al mulig grund til også i de kommende måneder at være årvågen og råbe vagt i gevær, hvis der fra nogen som helst side bare skulle tegne sig den mindste antydning af læggen op til skamfering af Nyholms rige bygningskultur og herlighedsværdier i det hele taget.

Helge Torm, Sorø, formand for Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskulturs Frednings- og Bevaringsudvalg