Hold dampen oppe for Ukraine


En vis krigstræthed begynder at indfinde sig i Europa. Forståeligt nok vejer stigende energipriser og udhuling af realløn højere for mange borgere i Europa end støtten til Ukraine.
Derfor vejrer især den yderste højrefløj morgenluft med et Europa-parlamentsvalg rundt om hjørnet. Med stor kynisme stiller man opportunt spørgsmål ved, om vi kan blive ved med at sende milliarder til at støtte de tapre ukrainernes krigsindsats. Ingen mere støjende end Dansk Folkepartis, Anders Vistisen.
Europa og det europæiske samarbejde har på denne side af årtusindeskiftet gennemlevet en lang række skelsættende kriser. Finanskrisen, flygtningekrisen, Brexit og coronapandemien.
Med Ruslands modbydelige overfald på Ukraine står vi foran den ultimative krise. Et geopolitisk jordskælv, som fuldstændig har ændret spillepladen. Mere end nogensinde før står det klart, at der er behov for et stærkt og samlet EU, som står i egen ret. Vi kan ikke forvente, at vi til al tid fremover kan forlade os på hjælp fra amerikanerne.
Det er i sådanne stunder, at EU skal bevise sit værd. Den gode nyhed er, at Europa indtil nu har udvist et umådeligt stærkt sammenhold. Med enkelte orbánske undtagelser har EU-landene stået last og brast med Ukraine.
Havde det ikke været for situationens store alvor kan man næsten sige, at vi med Stefan Zweigs ord har oplevet Europas stjernestund. Og skulle nogen være i tvivl, er det vores alle sammens sikkerhed, der er på spil.
Netop derfor er det tvingende nødvendigt, at vi holder dampen oppe og støtter Ukrainerne massivt. Både økonomisk, men så sandelig også moralsk. En sådan moralsk støtte ligger i udsigten til et EU-medlemskab. Det kan og skal have lange udsigter, da Ukraine har massive problemer med korruption, som vil tage år, hvis ikke årtier at håndtere. Men vi må ikke glemme signalværdien. Det handler i høj grad også om at holde kampgejsten oppe for ukrainerne, som lige nu kæmper ved fronten.
Derfor er det også beskæmmende, at der nu også er hjemlige politikere, som Anders Vistisen, der rejser tvivl om, hvor længe vi kan og skal støtte Ukraines krigsindsats. Samme Vistisens kortsigtede og egen-opportunistiske tilgang ser bort fra en helt afgørende faktor. Udvidelsespolitik er nu blevet sikkerhedspolitik. Desto mere er det bydende nødvendigt, at Europa holder dampen oppe for den ukrainske krigsindsats. Ikke ved at reducere støtten, men ved at øge den.
Torsten Laksafoss Holbek, kandidat til Europa-Parlamentet for Venstre