Hvis forældre og elever går rundt med en bekymring for, at børnene ikke lærer nok under hjemmeundervisningen, med deraf forringede eksamensresultater og optagelsesmuligheder til følge, er det den siddende og tidligere regeringers skyld. For problemet eksisterer kun i forhold til de krav om karakterer, som er blevet indført til efterhånden alle uddannelser.

For vel er det rigtigt, at eleverne ikke lærer det samme i hjemmeundervisning, som de lærer ved fremmøde, men forestiller vi os for alvor, at det, de måske ikke får lært i to til tre måneder af deres samlede skolegang, er tabt for evigt? Nej vel? Skulle de på et senere tidspunkt støde på et behov for f.eks. at dividere to brøker med hinanden, mon så ikke de finder en måde at få det lært på? Eller måske er deres tænkning på området på det tidspunkt så udviklet, at de selv finder en metode.

Ministeren kunne så let som ingenting imødekomme ønsket om, at man på eller anden måde omgår, eller reducerer adgangskravene til uddannelserne. Men det bringer naturligvis hele det politiske system i forlegenhed, fordi det i den grad viser hulheden i de styringsmekanismer, man har sat sin lid til i bestræbelsen på at få alle i uddannelse.

Det syn på borgeren og statens måde at disciplinere borgeren på, der ligger bag adgangskravene, kan bestemt problematiseres, for vi reduceres til styringsobjekter. På samme måde kan man bestemt diskutere de afledte effekter, som vi i denne situation ser som angst og bekymring for fremtiden, og som ellers slår igennem som afmagt, angst og depression hos de unge, der egentlig var dem, der skulle have mest mod på livet. Og man spørger sig selv, om det var det, politikerne ønskede?

Der er bestemt grund til at være bekymret for de unge under nedlukningen, og ser vi på skole- og uddannelsesperspektiver, er det fordi, at de sociale forhold i hjemmene slår dobbelt igennem, så de, der i forvejen har det svært, får det endnu sværere. Vi kan altså lære det af situationen, at der stadig er et væsentligt arbejde at gøre, for at udligne konsekvenserne af den sociale ulighed, og at svaret nok ikke ligger i styring og adgangskrav.

Skulle man se på den lyse side, så viser denne situation alle os, der arbejder i skolen, at vores slidsomme hverdag har en lang større betydning, end vi forestiller os, når vi sidder på cyklen mandag morgen i regnvejr på vej hen til 5.b.

Morten May, skoleleder, Byens Skole, Valby