Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Hjælp mig med at blive glad for at være lærer

»Jeg keder mig, og børnene keder sig, men andet har vi ikke tid til.«

»Kære nye regering, hjælp mig med at blive glad for at være lærer. I kan råde bod på jeres tidligere regerings fejl.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Christian Vilmann

Forleden spurgte en god ven mig, om jeg stadig er glad for at være lærer. Ærgerligt måtte jeg erkende, at det er jeg ikke. Min primære motivation som lærer er at skabe god undervisning, men hver dag er jeg tvunget til at lave dårlig undervisning.

Siden jeg var 17 år, har jeg vidst, at jeg skulle være lærer. Som 23-årig var jeg færdig og stod klar i folkeskolen. I mellemtiden var der kommet en ny skolereform og nye arbejdstidsregler. Fire år efter har det konsekvenser for mig og min arbejdsglæde.

Noget af det, der gør mig mest glad i mit arbejde, er, når jeg har tid til at gå i dybden. Det kan gøre mig helt høj at sidde med mine kolleger og planlægge et forløb. Vi vurderer, diskuterer og får hele tiden nye ideer, og når det gennemføres, og eleverne trives i det, er det en af de bedste følelser, jeg kender.

Men det sker stort set aldrig. Vi tager de nemme løsninger og går slavisk frem efter lærervejledningen. Jeg keder mig, og børnene keder sig, men andet har vi ikke tid til.

Så, kære nye regering, hjælp mig med at blive glad for at være lærer. I kan råde bod på jeres tidligere regerings fejl. Stine Jensen, København V

Et forsvar for fyldte bogreoler

Mads Christensen skrev 28. september i denne avis om det for ham uforståelige i at have fyldte bogreoler, og at det i hans øjne svarede til at gemme tomme leverpostejsbakker, for man har jo læst bøgerne, så hvorfor beholde dem?

Nu kan jeg naturligvis kun tale på egne vegne, og jeg vil vove den påstand, at Mads Christensen overser noget grundlæggende væsentligt, nemlig kærligheden til bøgerne og det lystfulde i at have sine bøger stående omkring sig.

På mine reoler står en uprangende, men dog uforkortet udgave af »De Tre Musketerer«, som jeg fik forærende, da jeg vel var ni-ti år gammel. Det var min første – i begge betydninger – store læseoplevelse. Jeg har ikke læst den i mange, mange år, men står på reolen som et monument over min livslange kærlighed til bogen og til litteraturen, og jeg betragter den med stor veneration.

Der er tryghed i at omgive sig med bøger; de, der har stået ulæst i mange år, men gemmer på minder, de, der ofte genbesøges og slides, den faglitteratur, jeg anvender i mit daglige virke, lyrikken, der som intet andet kan kurere søndagsmelankolien.

Så er der de nye bøger, som jeg til stadighed slæber hjem, til andres forundring og spørgsmålet: »Får du den nogensinde læst?« Nej, det er langtfra sikkert, at jeg får læst alle de bøger, jeg køber. Det er heller ikke pointen. Det er også hændt, at jeg har købt en bog hovedsagelig af æstetiske grunde; fordi den var smuk, og jeg måtte eje den.

Forventningens glæde – eller rettere intentionens skønhed – er noget af det mest frydefulde ved at købe en ny bog. Den mulighed for oplevelser, der venter bag omslaget. Og al den skønhed kan man sætte på en reol og glæde sig over hver dag.

Derfor slæber man nye bøger hjem; derfor fylder man reol efter reol, bord efter bord; derfor bærer man  bøgerne med sig gennem livet, i flyttekasse efter flyttekasse. Af kærlighed. Ronny Andersen, København K

Moderfølelse

I et indlæg i Opinion lørdag 28. september bliver der refereret en kontastering af, at det kun er hvide mænd, der retter kritik mod Greta Thunberg, 16 år.

Det kan da let besvares: Det er en kedelig konstatering af, at kvinder har svært at tænke ud over deres moderfølelse. Og at de kun tør komme frem med deres meninger på Facebook. Vita Reves, Hellerup

Jamen, vi har jo allerede road pricing

Politisk tales der om indførelse af road pricing, som led i omstillingen af transportområdet. Altså, betaling for at bruge vejnettet. Men vi har jo rent faktisk allerede road pricing, der rammer meget præcist, nemlig afgifterne på brændstof. Jo mere man kører, jo mere betales i afgift - mest af de biler, der kører kortest på literen. Ønsker man at påvirke kørselsmønsteret kan man blot regulere på brændstofafgifterne.

Kørselsfradrag er et andet instrument, man kan regulere på, f.eks. ved at forhøje grænsen for, hvornår man kan opnå fradrag.

Endelig kan man på tresporede motorveje indføre en regel om, at biler med kun én person ikke må køre i yderste vejbane.

Man behøver ikke opfinde nye løsninger, når eksisterende allerede opfylder de mål man, har med den grønne omstilling. Hvad angår elbiler betaler de ikke brændstofafgifter, og her kunne man tilgodese elbilerne ved at sidestille dem med elopvarmede huse – dvs. med en lavere elafgift, når de tanker i carporten.
Vagn Bech, Glostrup

Mangfoldighed

Ifølge medierne vil legetøjsfirmaet Mattel fremover fremstille kønsneutrale dukker som en hyldest til mangfoldigheden. Udmærket, men hvis vi alle stort set er ens, hvad bliver der så af mangfoldigheden? Hans J. Blokmann, Kgs. Lyngby