For Uffe Ellemann-Jensen handler alting om politik, både fortiden og fremtiden. Som nu forleden i Berlingske, hvor han betror sine læsere, at min disputats »Den vesttyske forbindelse« – forsvaret på Københavns Universitet 29/9 – er et defensorat for Socialdemokratiets sikkerhedspolitik i Den Kolde Krigs slutfase.
Samtidig påstår han endnu en gang, at Socialdemokratiets sikkerhedspolitik »vendte 180 grader«, straks partiet kom i opposition i 1982.
Læs også: Den Kolde Krig og de røde ører
Ovenstående er selvfølgelig forkert. Jeg forsvarer ikke Socialdemokratiets politik, men jeg påviser, hvordan Socialdemokratiets sikkerhedspolitik blev ændret allerede i 1970erne, hvordan politikken blev skærpet i begyndelsen af 1980erne, og endelig hvordan den blev et led i Socialdemokratiets oppositionspolitik efter regeringsskiftet i 1982. Den socialdemokratiske kursændring havde sit idépolitiske grundlag i en politik, der var udviklet af især de to vesttyske socialdemokrater, Willy Brandt og Egon Bahr.
Læs også: Fodnotepolitik anno 2016
Men hvorfor giver Ellemann-Jensen et forvrænget billede af min forskning? Han har ellers haft god tid til at sætte sig ind i den, for jeg sendte ham den sammenfattende redegørelse flere uger inden forsvaret. Jo, han giver såmænd selv svaret: Fortiden har »et budskab til nutiden«, forklarer Ellemann-Jensen. NATO står i dag over for et aggressivt Rusland, og historien om fodnoterne skal »minde os om, at der er nogle spørgsmål, der er for vigtige til at blive brugt i rent indenrigspolitiske slagsmål«.
Hvis Ellemann-Jensen ønsker at diskutere med de politikere, der mener, at NATO i disse år fører en forkert politik over for Rusland, bør han gøre det. Men det er da kreperligt, at han skal tage min disputats som gidsel i den anledning.
