En hilsen fra hovedstadens sygeplejersker, pædagoger, socialpædagoger og socialrådgivere i 2030.
Kære Mette Frederiksen,
Kan du huske det? Dengang i 2023, hvor vi i fællesskab én gang for alle fik gjort op med historiske skævheder i lønnen i den offentlige sektor? Hvor vi som samfund sagde: »Der skal aldrig mere være flere tusinde kroners forskel i månedslønnen mellem to, som har taget en lige lang uddannelse, alene fordi de arbejder inden for forskellige fag?«
Det var en hård nød at knække. Politisk var ikke alle partier enige i behovet, og hvor kagen skulle skæres. Selv blandt os i fagbevægelsen var der kritiske røster, for der var jo ingen, der fik for meget i løn. Og fælles for alle var en balancegang for ikke at undergrave den succesfulde, danske forhandlingsmodel.
Så meget desto vigtigere var det, at det lykkedes os at skabe et resultat, der én gang for alle fremtidssikrede en ligeværdig værdisætning mellem for eksempel en socialrådgiver og en bygningskonstruktør og mellem en sygeplejerske og en, der har taget sin bachelorgrad på universitetet. For det var – og er – jo ingen saglig grund til de meget, meget store lønforskelle, vi så inden da. Og for at stå fast på det, måtte regeringen tilpasse økonomien i forhandlingerne.
Det var ikke uden risiko. Men fordi det lykkedes, er job i velfærdssamfundets frontlinje i dag omgivet af større respekt. Vi vendte bøtten og fik flere til at søge uddannelserne til sygeplejerske, socialrådgiver og pædagog, og det faglige niveau steg. Det betyder, at de kommunale, regionale og statslige arbejdsgivere i dag døjer med mindre personaleudskiftning, fordi medarbejderne er bedre klædt på og har lyst til at blive længere i deres fag. Tilbage i 2023 var personaleomsætningen blandt vores faggrupper så høj, at den belastede arbejdspladsernes økonomi betydeligt og medførte et stort tab i relationerne og tilliden hos de mennesker, vi arbejdede med.
Lønstigningen har desuden bidraget til, at vi nu er mere økonomisk uafhængige og kan imødegå den geografisk sociale skævvridning, vi som samfund har været vidne til, som har gjort det så svært for en pædagog at bosætte sig frit og så svært for arbejdsgiverne i nogle områder at fastholde og rekruttere fagprofessionelle til velfærdsopgaverne.
Alt er stadig ikke fryd og gammen. Der er stadig gevaldigt tryk på velfærdens institutioner, og mange af vores kolleger skal løbe alt for hurtigt for at lave et fagligt tilfredsstillende arbejde. Men at løfte lønnen var et kæmpestort skridt, og vi er sikre på, at vi sammen også kan løse de sidste barrierer for at skabe et langt og attraktivt arbejdsliv for velfærdssamfundets frontmedarbejdere.
Kirsten Gunvor Løth, formand, Landsforeningen for Socialpædagoger, Kristina Robins, formand, Dansk Sygeplejeråd Kreds Hovedstaden, Henriette Brockdorff, formand, BUPL Hovedstaden, Jon Olufson, formand, BUPL Storkøbenhavn, Lars Petersen, formand, Socialpædagogerne Kreds Storkøbenhavn, ogRasmus Balslev, formand, Dansk Socialrådgiverforening Region Øst
