Folkemødet på Bornholm er nu overstået for i år og er en stor succes for Bornholm som landsdel og for dem, som har mulighed for at deltage.
Etter min opfattelse bør man imidlertid overveje en flytning af Folkemødet til andre landsdele fremover, hvilket vil give flere potentielle fordele af følgende grunde:
Øget tilgængelighed: Flytning af Folkemødet til andre landsdele vil gøre det lettere for en bredere gruppe borgere at deltage, da det kan reducere rejselængden og omkostningerne for mange deltagere. Det er både bekosteligt og besværligt at rejse til Bornholm, og der er en begrænset kapacitet på færger og fly. Desuden betyder den begrænsede kapacitet for overnatninger, at priserne på hoteller og leje af sommerhuse efterhånden er kommet helt ude af proportion i perioden under Folkemødet. Dermed lever Folkemødet ikke op til sit navn, da kun en begrænset del af befolkningen har mulighed for at deltage.
Regional mangfoldighed: Ved at flytte Folkemødet til forskellige landsdele kan man fremhæve regionale udfordringer, muligheder og perspektiver, hvilket kan bidrage til en mere nuanceret og inkluderende debat.
Styrkelse af demokratiet: Spredning af Folkemødet til andre landsdele kan give flere borgere mulighed for at deltage i demokratiske processer og få indflydelse på beslutningstagningen.
Lokal økonomisk vækst: En flytning af Folkemødet kan være en mulighed for at styrke turismen og øge beskæftigelsen i den region, hvor arrangementet afholdes, som vil give positive økonomiske konsekvenser, hvilket vil være kærkomment i andre dele af »Udkantsdanmark«.
Innovativt koncept: Ved at eksperimentere med forskellige lokationer for Folkemødet kan man skabe et mere dynamisk og nyskabende eventkoncept, der tiltrækker nye deltagere og interessenter.
Palle Thaisen, Nyborg
Endelig ligestilling!
I middelalderen var det skik og brug at brænde kvinder på bålet, når »nogen« mente, de havde gjort noget forkert. De var hekse.
I det moderne Danmark er det ved at blive skik og brug at brænde mænd i pressen og på sociale medier, når »nogen« mener, de har gjort noget forkert. De er krænkere.
Som kvinde kan jeg glæde mig over, at vi endelig har fået fuld ligestilling, og at retssamfundet giver sikkerhed for, at alle kan dømmes uden forudgående retssag.
Så når vi om få dage skal nyde vores sankthansbål, kan vi med god samvittighed brænde lovsamlingen »Karnov« – vi bruger den alligevel ikke, det er alt for gammeldags at holde fast i.
Fillippa Gottlieb, Allerød
»Skattely«
Mange af de ejendomme, som ejes af danskere boende i udlandet, er sommerhuse, som familierne benytter i ferier. Det er nemt at råbe »skattely«. Da skatter og afgifter er rekordhøje i Danmark, og smålig misundelse er udbredt på venstrefløjen, anses mange lande med normale skatteforhold for at være skattely. Det gælder for eksempel Schweiz, Spanien, Portugal, Malta og flere andre.
Der er tale om lande, som ikke tilbyder udlændinge andre skatteforhold end deres egen befolkning, så man må snart lære, at der findes stater, som er i stand til at eksistere med mere styr på økonomien.
Christian Kjellerup Hansen, Frederiksværk
Aktiv dødshjælp
Statsminister Mette Frederiksen er fast besluttet på at sætte sit præg på Danmark uanset omkostningerne.
Først med en retsstridig beslutning om at aflive Danmarks minkbestand og dernæst med at få aflivet store bededag.
Hendes tredje og forhåbentlig sidste forsøg er sammen med sin samarbejdspartner Lars Løkke Rasmussen at få indført aktiv dødshjælp.
Der er et amerikansk udtryk, »stacking the deck«, der forklarer statsministerens fremgangsmåde. At nedsætte et udvalg for en mere værdig død i sikker forvisning om, at de udvalgte medlemmer udtrykker enighed med statsministeren.
To medlemmer har allerede forladt udvalget i protest, og det fremgår af en aktindsigt, at der har været, hvad professor Jørgen Grønnegaard kalder »intens interesse fra højeste sted« i udvalgets sammensætning.
Samtidig beskylder Berlingskes klummeskribent sognepræst Kathrine Lilleør Det Etiske Råd for at være »politisk tonedøv« i dette spørgsmål, da de nægter at anerkende, hvad Lilleør kalder »politisk realitet«.
Er debatniveauet virkelig sunket så lavt, at afgørelsen om, hvad der kaldes »statsassisteret selvmord«, skal træffes af et forudindtaget udvalg?
Robert Ellis, Birkerød
