Her er cheferne fjernet


Tidligere landsformand for SFU Alexander Blavnsfeldt skriver 6. august i Berlingske om dage, hvor han simpelthen ikke har lyst til at tage på arbejde og bliver hjemme. Den indstilling kan lyde provokerende. Men han italesætter en udfordring, vi bør lytte meget nøje til.
Generation Z ønsker fleksibilitet og medbestemmelse. De ønsker indflydelse og frihed. Men når de træder ind på arbejdsmarkedet, møder de det stik modsatte.
Der findes en løsning. Og den handler om måden, vi organiserer os på.
Langt størstedelen af de danske virksomheder er organiseret ud fra en magtpyramide. Det lyder egyptisk, men det eksisterer faktisk alle vegne i Danmark.
Der er en chef. Chefen bestemmer over medarbejderne. Måske er der mellemledere. Måske ikke. Hele præmissen er, at nogen bestemmer over andre. Skærer man det ind til sin kerne, handler det om styring og kontrol. Det er lige præcis det, de yngre generationer gør oprør imod. Du skal arbejde mindst 37 timer. Du skal møde fra 8 til 16. De unge ønsker at bryde industrialiseringens restriktive rammer.
Der findes en anden vej, som vi i vores virksomhed, Clever, har bevæget os ned ad i de seneste fire år. Vi har indrettet vores virksomhed på en anden – og for nogen – radikal måde.
De, der rynker på næsen af det, er faktisk chefer. Sjovt nok. For de er fjernet i vores organisationsdiagram. Hvor chefen i traditionelle virksomheder udgør kraftcenteret, har vi i stedet teamet til lige præcis dét.
Vi styrer alle mod et fælles mål, og det gør, at vi får tandhjulene til at spille sammen. Det er ikke nemt, men det giver en øget følelse af medbestemmelse og indflydelse. Præcis det, som generation Z efterspørger. Vi kalder det medledelse.
Grundpillerne for, at det fungerer, er frihed, tillid og ansvar. Bemærk især det sidste ord, ansvar.
Hvis man vil styre sin egen tid, kræver det, man tager ansvaret på sig. Og at man formår at sikre tydelighed om, hvad der forventes af en selv og af ens team. For når man evner det, er der ikke brug for styring. Man får til gengæld frihed. Frihed til at tage ansvar. Frihed til at tage en superflexdag. Eller to.
Casper Kirketerp-Møller, CEO i Clever