Kærshovedgård
En stor del af problemerne med kriminelle udlændinge og afviste asylansøgere, der nægter at forlade Danmark og nu har ophold på Kærshovedgård, kan løses hurtigt og enkelt. Det kræver alene politisk vilje.
Et stort antal af de 220 udlændinge, der har ophold på udrejsecentret, kan ikke udvises til deres hjemland, fordi hjemlandet nægter at modtage sine egne statsborgere.
Men den situation kan løses. Et stort antal af de lande, der nægter at modtage egne statsborgere, modtager økonomisk støtte og bidrag fra Danmark.
Løsningen er derfor, at regeringen beslutter, at lande, der nægter at modtage egne udviste statsborgere, fremover ikke kan modtage nogen form for økonomisk støtte eller hjælp fra Danmark.
Det er fint økonomisk at hjælpe lande, der har behov for hjælp, men disse lande må også påtage sig ansvaret for egne statsborgere. Vi skal ikke være til grin for skatteborgernes penge.
Så derfor, regering: Træf sådan en beslutning hurtigt, og mindst halvdelen af alle udlændinge på Kærshovedgård vil kunne sendes ud af Danmark inden sommer.
Hvor svært kan det være.
Helge Adam Møller, medlem af Regionsråd Sjælland (K)
Den danske model er ikke for syge børn
Det er på tide, at debatten om »barn syg« tager udgangspunkt i barnets perspektiv.
Så længe fokus fra både det politiske flertal og arbejdsmarkedets parter er på den danske model som værende den, der skal løse problemerne i forbindelse med barn syg, så ændrer vi ikke tilstrækkeligt ved de konkrete vilkår. For her vil børnene altid tabe til arbejdsmarkedets behov.
Seneste eksempel er udtalelserne fra Pernille Knudsen, viceadministrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening, som ikke mener, at der er nogen grund til at ændre på de eksisterende rammer og vilkår, til trods for at hver anden forælder melder sig selv syge for at kunne passe deres syge børn, hvilket fremgår af en ny Voxmeter-undersøgelse lavet af pædagogernes fagforening, BUPL. Forældrene kan jo bare bruge feriedage og tale med deres arbejdsgiver om at få fri, lyder det fra Knudsen.
Men forældre skal ikke bruge feriedage på at dække ind for børns sygedage. Så reduceres ferien hurtigt til få dage. Det er en børnefamiliefjendtlig tilgang, som Dansk Arbejdsgiverforening lægger for dagen.
Vi mener derfor i Alternativet, at der skal lovgives på børnenes vegne. Børnene har ikke stemmeret og er afhængige af, at vi politikere tager deres parti. Børnene har brug for konkrete og basale omsorgsrettigheder. Rettigheder der betyder, at de får ret til deres forældres omsorg, når de er syge, og til de er raske igen. Og dette uanset hvilken arbejdsplads og overenskomst deres forældre måtte have.
I Sverige har børnene ret til 120 sygedage, som deres forældre og nære omsorgspersoner må dele mellem sig (dog har svenskerne kun ret til knap 80 procent af den sygedagpengeberettigede indkomst under disse sygedage). Og til tvivlerne, der forventer et misbrug af en lignende rettighed i Danmark, så anvendte svenske forældre i 2020 i snit 9,3 dage med sygt barn pr. forælder.
Og så har vi i Danmark en arbejdsmoral, der ikke kan sættes mange fingre på, og vi holder som oftest også meget af vores arbejde. Forældre ønsker bare at kunne opfylde både børnenes og arbejdspladsens behov – uden selv at knække nakken i forsøget.
Nanna Høyrup, pædagog og kandidat til kommunalvalget for Alternativet, og Helene Brydensholt, MF, Børne og familieordfører for Alternativet
Går NATO i opløsning?
Dette spørgsmål betragtes her i landet nærmest som kætteri. Lige siden NATOs oprettelse i 1949 har dansk sikkerhedspolitik været klart fastlagt i vort medlemskab og ubetingede tro på, at hvis vi blev overfaldet af en fremmed magt, så ville vi få militær støtte fra alle de andre medlemslande.
Men alligevel er det klare og ubetingede sammenhold i alliancen ikke længere sikkert. Fico i Slovenien og Orbán i Ungarn er ikke trofaste mod NATO og de øvrige alliancepartnere (og heller ikke mod EU). De to herrer er i stedet nære venner med imperatoren Putin i Rusland, og underligt nok tager vi os ikke af denne sprække i NATO-kredsen.
Og det er der desværre heller ikke mange andre, der gør. Ustandselig taler man om det store sammenhold, selvom det nu er tydeligt, at det ikke eksisterer. Og USA, som er det vigtigste og mægtigste NATO-land, vil i hvert fald til en vis grad overtage Grønland og såmænd også dirigere Canada.
Det er en meget farlig situation, som NATO nu befinder sig i, og man kan frygte, at opløsningen af alliancen er på vej. Vil Danmark i en alvorlig militær- og sikkerhedsmæssig situation kunne regne med støtte fra NATO? Som verden efterhånden har udviklet sig, er det nok meget tvivlsomt.
Mogens Nørgaard Olesen, Frederiksværk
Stakkels Grønland
Man må i den grad undres over, at mange grønlændere tilsyneladende er nogenlunde positive over for Trumps tilnærmelser over for Grønland. Det tyder ikke på, at de overhovedet har tænkt på, at hele hans politik reelt går ud på tiltag, der kommer til at smelte indlandsisen og dermed ødelægge den natur, der er Grønlands største aktiv i en eventuel selvstændig fremtid.
Trumps store mål er at sætte sving i hjulene i de stater, der lige nu er produktionsmæssigt gået bag af dansen. Det skal ske med »sort energi«, olie og gas, som han vil hente i USAs oliefelter, og ikke mindst olie, der skal hentes op med den miljømæssigt katastrofalt farlige metode »fracking«, som vil koste uforholdsmæssig meget vand til at hente olien op, og som desuden indebærer store risici for forurening af grundvandet.
Hans holdning til naturlig energi som sol og vind er til gengæld decideret negativ.
Stakkels Grønland!
Bo Lillesøe, Græsted
Læserbreve på maks. 1.350 tegn inkl. mellemrum sendes til debat@berlingske.dk
