Kære Jakob Ellemann.
Brækker man et ben, så er man ude, indtil benet er helet og man under træningen viser, at alt er o.k. Og så er man på holdet igen.
Sådan er det ikke med stress. Mistroen er stor. Men du har meldt dig fit for fight, og dine kolleger og din arbejdsgiver er klar og glæder sig til, at du kommer tilbage på holdet.
At en spiller gør comeback efter en fysisk skade er oplagt og heldigvis normen, men et »psykisk benbrud« er alt for ofte diskvalificerende.
Jeg har selv været der. Men modsat dig var mit hold ikke klar til mig igen. Ja, holdlederen mente vel egentlig, at jeg fakede. Så jagten på et nyt hold blev sat ind. Mange venligheder og anerkendelser, men tvivlen og spørgsmålet om, hvorvidt jeg er en svagpisser gjorde udslaget. Så jeg skabte mit eget hold.
Men godt at opleve, at du kan – og må – indtage din plads igen. Forhåbentlig et eksempel til efterfølgelse for andre hold, der bliver ramt af psykisk skade! Good luck!
Jens Alstrup, Skodsborg
Glem ikke beredskabet
Når der skal forhandles og aftales nyt forsvarsforlig, vil jeg opfordre til, at også beredskabet og Beredskabsstyrelsen prioriteres højt.
Hvis ikke dette område får tilført flere midler og kapaciteter, vil civilbefolkningen blive ladt i stikken ved større kriser og en eventuel militær konflikt.
Vores nordiske naboer og Tyskland er meget længere fremme i den henseende; de har ikke ladet fraværet af Den Kolde Krig gå ud over prioriteringen på dette område. Nuværende beredskab hjælper i fredstid, men i en alvorlig konfliktsituation er der brug for langt flere ressourcer og midler, som civilbefolkningen kan regne med.
Det civile beredskab handler også om at konsolidere og mobilisere befolkningens forsvarsvilje, og her står det slemt til. De generationer, der skulle forholde sig til »krigen kommer«, er her snart ikke mere, og de unge generationer har ikke stået overfor en situation, hvor forsvar og beredskab handlede om vores eget land.
Derfor bør der også prioriteres midler til en oplysende indsats om, hvad en større konflikt og potentiel krig i vores eget land vil betyde.
»Vær beredt« bør være civilsamfundets nye mantra.
Henrik Sven Sørensen, Vedbæk
Trist bagside
Hvor er Berlingskes bagside dog blevet kedelig! Før i tiden var der både en satirisk tegning og »Groft sagt«, som man kunne varme op med om morgenen, men nu må man søge efter disse indslag på mere ydmyge steder inde i avisen. I stedet har vi fået en bagside med en trist gråblå baggrundsfarve, hvor teksten er afsat til chefredaktørens tankeløse og gentagne udfald mod statsministeren. Tror I ikke, at hans budskab snart er sivet ind hos læserne?
Henning Midtgaard Hanssen, Risskov
Ringe formidling
DR-programmet P2 klassisk er en meget ringe formidler af klassisk musik.
Det er svært at høre og forstå den uengagerede studievært, der præsenterer totalt ligegyldige informationer, som hører hjemme under nyheder. Da jeg ikke kan afskedige de elendige studieværter, har jeg slukket for det klassiske morgenprogram undtagen når Rie Koch præsenterer.
Niels Gangsted-Rasmussen, København
Muhammed-krisen i undervisningen
J´accuse … de partier, der skammeligt stemte imod at gøre Muhammed-krisen til obligatorisk stof i folkeskolen.
Og kom nu ikke med det vrørvl om, at politikerne ikke skal blande sig i, hvad der undervises i – der findes politisk bestemte vejledninger i alle fag, i nogle fag er der sågar en kanon om, hvad man skal undervise i, så det argument dur ikke.
I har valgt at lægger jer fladt på maven for en lille religionsforstyrret gruppe, der er villig til at bruge vold. Læren af det er: Brug vold og få din vilje. I nægter at forsvare min og andres ret til at sige, tegne og mene, hvad vi vil – uden at blive udsat for vold og trusler. Det er åbenbart vigtigere at please voldsudøverne. I har stillet jer på deres side.
Det må få konsekvenser ved næste valg – og heldigvis har både blå og røde vælgere andre partier, de kan stemme på.
Regeringen havde mod til at afskaffe store bededag – men her vælger I kujoneri og konfliktskyhed.
Med jeres kryster-holdning risikerer vi at have sharia i Danmark om få år. Jeg føler mig som en tredjerangsborger, hvis liv, sikkerhed og frihed man ikke gider røre en finger for at sikre.
Alexander Borg, København
