Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Hatten af for de kvindelige ledere, som står frem om sexisme

Nanna Simone jensen er sikker på, at de kvinder, der er stået frem med fortællinger om sexchikane på arbejdspladsen ønsker at ændre en kedelig og gammeldags kultur, og ikke ønsker at påberåbe sig en offerrolle. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kim Kyung-Hoon / Reuters / Ritzau Scanpix

Kvindelige ledere og sexisme

Det kræver stort mod at stå frem som kvindelig leder og fortælle om sine oplevelser med sexistiske og nedladende kommentarer. Derfor skal vi have den dybeste respekt for de kvinder, som i den seneste tid er stået frem i Berlingske og har åbnet en vigtig debat. Og det er ærgerligt, når eksempelvis Mette Hejl i Berlingske siger, at kvinderne »trækker kønskortet og hopper i offerrollen« og efterlyser, at »vi får nogle seriøse problemer at snakke om i stedet for«.

Mette Hejl og andre er naturligvis i deres gode ret til at være kritiske over for kvinderne og deres historier. Men at putte dem i kasser som krænkede og en del af et hylekor er ærgerligt og stigmatiserende. Og det bidrager i hvert fald ikke til, at vi får flere kvindelige ledere.

I stedet ender det hurtigt med, at kvinderne skal »fikses« og opleve og mene noget andet, end de gør, hvis de vil fremme egen karriere. Jeg tror ikke, at nogen af kvinderne er stået frem for at få medlidenhed.

Jeg er tværtimod sikker på, at de ønsker at ændre en kedelig og gammeldags kultur, som desværre findes på nogle arbejdspladser. I stedet for at fokusere på problemer som individuelle skulle vi hellere løse dem kollektivt til gavn for nye generationer på arbejdsmarkedet.

Nanna Simone Jensen, arbejdsmiljøkonsulent i Lederne

Dining Week

Det er med stor forfærdelse, at jeg læser Søren Franks indlæg i Berlingske.

Den arme anmelder, som til daglig frekventerer Michelin-restauranter og indtager måltider som formentlig ikke betales af egen lomme, kan selvfølgelig ikke lide et koncept, hvor prisen på måltidet ligger under 500 kr. og hvor restauranterne fyldes med et helt andet klientel end det, som Søren Frank er vant til. Det er selvfølgelig helt i orden at vælge den elitære tilgang, men det ville klæde Søren Frank at finde en mindre nedladende tone.

Men det er da dejligt at høre, at Søren Frank har sparet 5.000 kr. på en Verner Panton lampe. Det luner alt sammen.

Jesper Fischer, Bagsværd

Pensionistkort

I mange år har pensionister haft stor glæde af Movias pensionistkort, som fra starten kostede omkring et par hundrede kroner for tre måneders kørsel. Dette beløb er gennem årene steget med mindre beløb og er pt 595 kr.

Nu har Movia bestemt sig for at erstatte pensionistkortet med et rejsekort med 40 pct. rabat. Dette vil for en stor gruppe pensionister blive en voldsom stigning. Mange vil på grund af dette få ændret deres daglige liv ganske gevaldigt. Jeg har mødt adskillige pensionister, som fortæller, at de fremover kommer til at betale det samme pr. måned, som de hidtil har betalt for tre måneder og det er ikke alle pensionister, der har råd til dette. Resultatet kan derfor nemt blive, at de holder sig hjemme, busserne kommer til at køre halvtomme og mange ældre vil i værste fald få psykiske problemer, da de ikke kommer ud at møde andre mennesker, besøge familie mm, og dette kan ende med store udgifter for det offentlige.

Jeg indrømmer, at 595 kr. er billigt, men kunne man så ikke have ladet kortet stige med et mere rimeligt beløb? I den forbindelse har jeg erfaret, at der findes storbyer, hvor ikke alene pensionister kan køre gratis med offentlig transport.

Jeg frygter også, at mange ældre vil glemme at tjekke ud, når de forlader bussen. Der er trods alt mennesker langt over de 80 år, som ikke husker så godt mere.

Jeg synes, at Movia i de senere år har foretaget nogle underlige tiltag, som jeg ikke fatter, at transportministeren har ladet passere Jeg tænker her på de nedlagte køreplaner ved stoppestederne og den nylige omlægning af busruterne, så mange nu må skifte bus, hvor man før kunne køre direkte.

Ulla Østergaard Mortensen, Gentofte

Den lille Havfrue

Blandt de utallige vandaliseringer af den poetiske statue »Den lille Havfrue«, glemte Berlingske at nævne den værste: Nemlig bortførelsen af den smukke pige til Kina (med stenen oven i købet) i stedet for så let som ingenting at fremstille en afstøbning af statuen til udlåns, når man absolut skulle fedte og logre for Kina som handelspartner.

I et helt år måtte skuffede turister vende om, når de kom ned til havnen, hvor havfruen forståeligt har tiltrukket et publikum på grund af hendes falden sammen med omgivelserne qua sin usædvanlige placering på en sten i vandkanten.

Det var pinligt for havfruens »fædreland«.

Ulrik Jensen, København