Har den tidligere Venstre-viking Lars den Røde jokket i spinaten?

Nogen
Tidligere Venstre-viking, Lars den Røde (»det drejer sig ikke om nogen, men om noget!«), har med sin sidste handling vist, at et borgerligt flertal, ved et demokratisk valg, ikke nødvendigvis betyder en borgerligt sindet regering!
Hans sidste »stunt« er ren egoisme og hans løftebrud og samarbejde med kommunisternes børnebørn fra Enhedslisten vil med et slag fremover fjerne partiet Moderaterne/Metteraterne og politikeren Lars Løkke fra den politiske arena.
Ole Borg, Hellerup
Plejehjemsbeboeres retssikkerhed forsvinder
Berlingskes seneste historie om tyverier fra plejehjemsbeboere er ikke blot dybt rystende. Den afslører også et alvorligt problem i vores retssystem: Manglende ensartethed og beskyttelse dér, hvor behovet er størst.
Sagen er et eksempel på en alt for uklar retstilstand. I nogle retskredse fører tyveri fra ældre til bødestraf, mens det i andre tilfælde udløser reel straf og en plettet straffeattest.
Den forskel er principielt uholdbar, for retssikkerhed bør ikke afhænge af postnummer, og konsekvensen er ikke kun uretfærdighed i det enkelte tilfælde.
Den varige effekt er meget konkret og farlig: Tyve kan nemlig i visse politikredse slippe med en bøde og efterfølgende søge job på et nyt plejecenter uden anmærkninger på straffeattesten.
Dermed udsættes nye beboere for samme risiko, og det er ikke alene urimeligt, det underminerer tilliden til hele systemet.
I Ældre Sagen ønsker vi, at der skal være en reel risiko ved at begå denne type kriminalitet, og der skal samtidig være sikkerhed for, at man ikke blot kan fortsætte tyverierne uforstyrret et nyt sted. Ældre på plejehjem må og skal have samme beskyttelse uanset hvor i landet, de bor.
Samtidig er det dybt bekymrende, at det i praksis ofte er de pårørende, der må agere efterforskere. Ingen familie skal stå i den situation, hvor de føler sig tvunget til selv at samle beviser eller presse på for at få en sag taget alvorligt.
Ældre og deres pårørende må kunne forvente, at politi og myndigheder løfter deres opgave. Alternativet er en glidebane mod selvtægt – og det hører absolut ikke hjemme i en retsstat.
Lige så problematisk er det, når tyverier i praksis behandles som småting med en slags »petitessegrænse«, hvor sagen kan lukkes ved, at plejehjemmet dækker tabet.
Tyveri er tyveri uanset beløbets størrelse. Og når det begås mod mennesker, der ofte ikke selv kan overskue eller dokumentere, hvad der er sket, er det desto mere alvorligt.
For en plejebolig er ikke bare et værelse. Det er borgerens hjem. Derfor skal ældre plejehjemsbeboere have samme juridiske beskyttelse som alle andre borgere i deres egen bolig – hvad enten det er et parcelhus eller en lejlighed. Meget tyder desværre på, at det ikke er tilfældet i dag.
Det kan og skal vi gøre bedre. For et samfund måles ikke mindst på, hvordan vi beskytter dem, der er mest afhængige af os. I dag svigter vi. Det bør denne sag blive et vendepunkt for.
Anne Dehn Jeppesen, jurist i Ældre Sagen
Hvem har skylden?
Problemet er ganske enkelt. Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne har med de afgørende stemmer og politik om en regering hen over midten ret til at ønske at være med.
Hvis ikke Morten Messerschmidt og Dansk Folkeparti havde udelukket ham som minister, kunne vi i dag måske have haft en blå regering – VLAKM – med Troels Lund Poulsen som statsminister.
Erling Heidler, Blovstrød
Unges brug af kunstig intelligens
På baggrund af Berlingskes omtale af de unges brug (og misbrug) af kunstig intelligens (ai), melder der sig en frygtelig tanke. Er vi ved at opfostre en generation, der ud over at mangle helt basale færdigheder, synes det er i orden at lyve?
Det fremgår helt tydeligt, at de unge, der har udtalt sig, synes, at det er o.k., for det gør alle de andre jo også. Et kæmpe moralsk skred, der ikke lover godt for fremtiden. En generation, der kommer til at ligne Trump, der arbejder med alternative sandheder og træffer hasarderede og uigennemtænkte beslutninger.
Kan udviklingen vendes? Ja, det tror jeg, men det vil kræve en meget mere stram holdning til ordet konsekvens. Det er som om, man i dag er bange for at være konsekvent ved opdragelse og uddannelse.
Lyver du eller snyder du: 1. gang - påtale, 2. gang - bortvisning fra skolen. 3. gang - det skal være umuligt at blive student fra nogen anden skole.
Strengt? Ja da, men det er jo hverken nødvendigt at lyve eller at snyde, og samfundet kan ikke fungere med universitetsuddannede mennesker af alle fag, der kun kan det, som de får at vide af ai, og som går helt i stå, hvis nettet bryder sammen.
Leif Kledal, Sorø
Svanemølleværkets fremtid
Hvad sker der med Svanemølleværket? Mig bekendt er der ikke truffet nogen beslutning om bygningens fremtid.
Hvis nogen finder at det er en flot bevaringsværdig bygning, velegnet til et nyt teknisk museum, håber jeg, at der er flere, der ligesom mig, finder, at det er en grim klods på et helt forkert sted. En såkaldt »øjebæ«.
Mit forslag er en ny bygning, primært indrettet til at rumme verdens første og største museum for skibe i alle afskygninger, indebærende en flytning af det indeklemte Sejlskibsmuseum i Svendborg.
Her til en udstilling af skibsmodeller og et rum med vores berømte farverige kirkeskibe hængende fra loftet, og ikke mindst, et afsnit med marine-guldaldermalerier med en seværdig maritim restaurant.
Som stor olympiade-sejlsportsnation og søfartsnation i almindelighed, har Danmark en enestående, historisk placering i den maritime verden og bygningen vil derfor finde stor international, interesse og burde kunne få støtte af Statens Kunstfond og mange private fonde.
Steen V. Skånstrøm, Nærum
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk


