Konsekvenserne af Socialdemokratiets folkeskolereform fra 2014 har skabt et samfund af unge mennesker, der er presset og i stigende grad et diagnosesamfund. Et samfund, som politikerne har skabt.
Dét pres bliver også lagt på unge, der er psykisk og fysisk handicappede. Et pres, der bliver lagt oveni deres udfordringer, som følge af deres handicap. De handicappede unge er også på de videregående uddannelser. Vi oplever lige så meget pres fra samfundet på vores egen krop, hvis ikke mere. Som høre- og synshæmmet er det min oplevelse, at det er et system, som kan risikere at gøre mig mere syg, end jeg er i forvejen.
Forstå mig ret: Uddannelsessystemet er bygget op således, at bacheloren skal tages på tre år og kandidaten på to år. Man har mulighed for at forlænge studietiden med ét år. Det er ekstremt hurtigt i forhold til, hvad der kan nås med pensummet.
Det er dér, at de handicappede studerende bliver tabt på gulvet. Der er ikke plads til, at man kan tage det i sit eget tempo. Det er sandsynligt, at nogen har brug for at forlænge med mere end ét år. Det skal der også være plads til, men det formoder samfundet ikke, at kunne omfavne. Det er en kæmpe problematik.
At politikkerne har opbygget et samfund, hvor der er lagt et pres på unge mennesker, er ikke ensbetydende med, at det skal forhindre os i at få en uddannelse. Jeg kan på mine egne vegne, og vist nok for de unge i samme båd som jeg, godt sige: Det vil vi sådan set ikke finde os i. Vi har også en ret til at være en del af samfundet på trods af vores udfordringer.
Mette Frederiksen vil have flere i arbejde, men hendes parti har været med til at skabe et samfund, hvor færre unge er i beskæftigelse eller er i gang med en uddannelse.
Hele 6,4 procent af unge er uden for arbejdsmarkedet og uddannelse. Op mod halvdelen af den gruppe er unge med handicap. Hvordan kan det være tilfredsstileende for nogle politikere, at de hverken kan omfavne ganske almindelige unge eller de handicappede unge, som i højere grad har brug for at blive grebet.
Der må og skal reguleres bedre vilkår, når I vil have flere - i dén gruppe - i beskæftigelse og til at tage en uddannelse.
Sofie Bloch Nielsen, jurastuderende, Ringsted



