Indledningsvis tak til avisens medarbejder, Kristoffer Kræn Sørensen, for en ualmindelig god artikel om den danske folkeskole i lørdag 9. august. Den satte nogle tanker i gang.
Jeg er selv et efterkrigsbarn og gik i skole i 50erne og 60erne. Jeg husker min skoletid med glæde. Gode kammerater og gode lærere. Selvfølgelig var nogen bedre end andre. Men en ting kunne de alle: skabe ro i klassen. Jeg vil da ikke påstå, at de alle var lige pædagogiske, men ro var der.
Artiklen fik mig også til at tænke på forældreinddragelsen. Jeg kan kun huske, at mine forældre besøgte skolen 4-5 gange i løbet af de ti år, der gik fra 1. klasse til realklassen. Kontakten var ellers sedler og karakterbog. Og det var nok for begge parter.
Når jeg følger dagens stadige debat om opdragelse og børnenes eventuelle mangel på samme, må jeg stå af. Det er snart, som om hele opdragelsen skal foregå i klasseværelset og være lærerens opgave. Det kan ikke være rigtigt. Læren skal give undervisning og skabe fællesskab. Basale ting som at sidde stille, lytte og udføre de opgaver, der bliver stukket ud, må kunnes. Medinddragelse selvfølgelig, men det er læreren, der skal træffe den endelige beslutning. De basale ting skal dog være en del af den rygsæk, som barnet har med hjemmefra.
Det kan ikke være rigtigt, at der fra elevers og forældres (nok mest disses) side skal sættes spørgsmålstegn ved alle beslutninger og handlinger. Der er forhold, der ikke er til diskussion. Det kan godt være, at sådan »en diskussionsklub« kan foregå i hjemmene, men det bør absolut ikke være tilfældet i klasseværelset og heller ikke med den enkelte forældre.
En anden situation, jeg tænker på, er børnenes aktiviteter uden for skolen. Har alle de frivillige ledere, der er aktive i alle de forskellige foreninger med aktiviteter for børn, de samme problemer med ro? Jeg tror det ikke. Bliver der i hallen eller på træningsbanen stukket retningslinjer ud, forventes de at blive fulgt. Her er der nok ikke den samme forældretrang til at blande sig. Men det er måske nemmere, når man føler, at ens skattepenge giver ret til indblanding.
I min tid som skolebestyrelsesformand havde jeg på et tidspunkt en samtale med en klasselærer i en 1. klasse. Vedkommende sagde, at hun allerede efter 2-3 uger kunne udpege hvilke af eleverne, der gik til dans. De havde lært at være stille, mens der blev instrueret og så prøve at udføre, det der var blevet vist.
Mange gange faldt elevernes forsøg på at udføre det viste ikke helt heldigt ud. Men så kom den helt givende kommentar: »Ja, sådan kan man jo også gøre, men, ih, hvor er I dygtige.« Det var også en meget pædagogisk danselærer, der underviste.
Min konklusion er nok, at den største udfordring i skolen i dag er forældrene og deres koncentration om eget barn frem for fællesskabet. Og barnets forventning til altid at blive hørt og taget med på råd.
Dennis Petersen, Værløse
Brug puljen til gastroturisme klogt
Regeringens nye satsning på gastroturisme, som beskrevet her i Berlingske 18. august, kan blive et vigtigt skridt mod at forløse det store potentiale, vi har i Danmark.
Vi har producenter, der brænder for deres håndværk. Vi har en natur, der leverer råvarer i særklasse. Vi har lokale historier med international appel. Og vi har et kulinarisk miljø med tårnhøjt niveau, som mange andre lande misunder os. Tilsammen er det ingredienser i en turismemæssig hovedret, som vil være tillokkende for mange turister, når de kigger ned over det globale menukort og skal vælge den næste rejsedestination.
Med Morten Dahlin (V), minister for blandt andet byer, landdistrikter og turisme, i spidsen vil regeringen afsætte lidt over 40 millioner kroner til formålet. En saltvandsindsprøjtning, der virkelig kan gøre en forskel. Hvis vi bruger midlerne klogt, kan vi både tiltrække flere gæster, styrke lokalsamfundene og gøre dansk fødevarekultur til et internationalt trækplaster.
Men for at det skal lykkes, skal millionpuljen målrettes konkrete indsatser, der skaber effekt. Det kan være fælles branding af danske producenter gennem VisitDenmark, en stærk tilstedeværelse på messer i ind- og udland, en årligt tilbagevendende gastro-turismedag eller presseture for internationale medier.
Derudover bør der etableres et udviklingsprogram, som hjælper lokale producenter med at gå fra produktion til oplevelser, turister rejser efter. På den måde sikrer vi, at hele landet, fra vingårde og destillerier til små fødevareproducenter, får gavn af investeringen.
Danmark skal ikke kun være kendt for enkelte toprestauranter i storbyerne. Den gastronomiske succes skal brede sig helt ud i de små lokalsamfund: til vingården på Lolland, destilleriet i Nordjylland og gårdbutikken på Fyn. Sådan kan vi skabe vækst, arbejdspladser og oplevelser, som både danskere og turister får glæde af.
Lad os gribe chancen og bruge de afsatte midler rigtigt, så gevinsten bliver varig og kommer hele Danmark til gavn.
Jakob Brandt, administrerende direktør, SMVdanmark
Retten til ikke at være til besvær
Den nye formand for Det Etiske Råd, Christine Nellemann, synes i Berlingske Opinion 13. august om aktiv dødshjælp, at sætningen »man har ret til at være til besvær« er en smuk formulering – og jeg er helt enig.
Jeg synes også, at sætningen »man har ret til ikke at være til besvær« er en smuk formulering, fordi de tilsammen slår fast, at det kun er det enkelte menneske, der kan afgøre, hvad der er smukkest.
Det burde derfor være en menneskeret, som politikere med råd fra Det Etiske Råd ikke kan bestemme.
Jeg er 86 år og har haft et vidunderligt liv og håber på nogle gode år endnu, før jeg skal dø.
Jeg frygter ikke døden, men er rædselsslagen ved udsigten til en – for mig – uværdig død, med lidelser for mig og mine pårørende.
Jeg håber, at jeg på mit udtalte ønske, kan få ordineret en pille, som jeg selv kan tage efter en smuk afsked med mine elskede.
Claus Schreiber, Farum
Rosenkrantz-Theil svigter københavnerne
Jeg mener, at Pernille Rosenkrantz svigter os københavnere, som dagligt er afhængige af metroen, hvis hun ikke prioriterer en markant reducering af prisen på at køre med metro, bus og S-tog i København.
Derudover svigter Pernille Rosenkrantz-Theil alle de københavnere, som bor i almene lejeboliger, når hun ikke prioriterer at få nedsat huslejen med 10-15 procent samt at få bygget langt flere billige lejeboliger i København.
Sidst, men ikke mindst, er det åbenbart ressourcestærke familier på Østerbro og i Nordhavn, som er Pernille Rosenkrantz-Theils og Socialdemokratiets nye målgruppe i København, når hun prioriterer gratis vuggestue -og børnehavepladser for børnefamilier samt flere P-pladser til diesel -og elbiler.
Jacob Vest, København
Ungefællesskab er mere end fest og fredagsbar
Ungdomslivet bliver ofte portrætteret gennem billeder af ølbong, vognture og fredagsbarer. Det er billeder som disse, der dominerer, når unge får studenterhuer på i juni, og når skoleåret begynder igen.
Et billede, som farver vores generelle forestilling om, hvad det gode ungemiljø på ungdomsuddannelserne er. En fremstilling og forestilling om, at unge som udgangspunkt søger fællesskaber gennem fester og alkohol.
I stedet for blot at fortsætte med den forestilling, har vi valgt at spørge dem, det handler om. Hvad udgør et godt ungemiljø i deres øjne? Mere end 10.000 unge har svaret.
Over 60 procent af de adspurgte vælger alkoholfrie aktiviteter som deres førsteprioritet over ønsker til arrangementer på ungdomsuddannelsen, selvom den store fest for hele skolen stadig står højt på listen.
Sportsarrangementer er særligt efterspurgte sociale aktiviteter, og mange peger også på kreative workshops, brætspilscafeer og åbne værksteder som noget, de ønsker sig.
For unge er fællesskab ikke én ting. Det er en vifte af aktiviteter, der imødekommer mangfoldighed. De vil fællesskaber, hvor man kan være sig selv. Hvor det er trygt at være med, uanset om man drikker eller ej.
Det viser et behov for at gentænke, hvad vi forstår ved et godt ungemiljø. Hvis vi tror, at de fællesskabsskabende tilbud på ungdomsuddannelserne skal indrettes som en kopi af dengang, vi selv høvlede bajere og linede shots op, skal vi lytte bedre efter. Fester og alkohol er langt fra hele billedet af ungdommen i dag.
Mange ungdomsuddannelser har heldigvis allerede lyttet og tilbyder for eksempel eftermiddagshygge, gaming-cafeer, sportsdage og arrangementer, der støtter et godt formål. Ligesom de nye elever mange steder møder ind til en 100 procent alkoholfri skole frem til efterårsferien. Selv introfesterne vil være alkoholfri.
Men de står underportrætterede hen sammenlignet med den såkaldte »puttefest« i Dyrehaven, der får al opmærksomheden – og forargelsen. Den fremstilling og forestilling om ungdomslivet bliver enøjet og ukorrekt.
Det er ikke et opgør med festkulturen. Men vi mener, at vi – både som samfund og på Christiansborg – har et ansvar for at nuancere forståelsen af, hvad et godt ungemiljø er og har ansvar for at understøtte de unges trivsel.
Det handler ikke kun om fester og traditioner, men også om at give plads til forskellighed og inkluderende fællesskaber.
Allan Kortnum, forperson, Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier – Lederne, Maria Koch Aabel, direktør, Alkohol & Samfund, og Karin Ingemann, udviklingschef, Danmarks Idrætsforbund
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
