Hævnporno-ofre latterliggøres

Politikerne skal prioritere indsatsen imod hævnporno. Det skaber en enorm utryghed , at vi ikke stoler på vores retssystem, og jeg er bange for, at ungdommen vokser op i frygt for, at kriminelle misbruger de unges privatliv, mens retssystemet lukker øjnene. Vi lever i en digital tidsalder, hvor ungdommen vokser op med vores elskede iPhones og sociale medier. Men det har også en bagside. I en DR2-dokumentar fremgik det for nylig, at 1/3 af landets kommuner oplever ulovlig deling af unges nøgenbilleder. Et problem hverken kommunerne eller ungdommen kan stå alene med. Samtidig erkender politiet, at de ikke prioriterer at gøre noget ved problemet.

I forrige uge kunne man læse, at Facebook lancerer et nyt værktøj, der skal forhindre, hævnporno og deling af nøgenbilleder på Facebook. En ny udvikling, som peger i den rigtige retning, men også et bevis på politikernes langsommelige og usynlige tilstedeværelse i denne debat. Fhv. justitsminister Søren Pind udtalte i et samråd i Folketinget i oktober, at »hvis strafniveauet er for lavt, vil jeg selvfølgelig se på det.«

Men problemet er ikke, hvor hårdt de kriminelle straffes, men at unge ikke længere anmelder hævnporno, fordi politiet og vores justitsminister lukker øjnene for problemet. Skal vi genskabe retssystemets troværdighed og sikre, at ungdommen ikke skal leve i frygt, skal vi prioritere indsatsen imod hævnporno. Det kræver mere end blot at sætte straffen op. Ellers kommer vi til at leve i et utrygt samfund.