De seneste syv år har jeg arbejdet som lektor på STX og HHX-gymnasier i hovedstadsområdet og er kommet frem til følgende analyse.

Alt for mange har for let adgang til gymnasiet i forhold til deres faglige kundskaber i for eksempel dansk og matematik.

Min erfaring fra Københavns åbne Gymnasium (KG) viser, at et hav af elever har ovenud svært ved at kunne tilegne sig grundlæggende matematiske kompetencer. Vel og mærke kompetencer, som de helst skulle have med fra folkeskolen.

Min erfaring fra KG viser, at selvsegregeringen mellem indvandrere og deres efterkommere og så »gammeldanskere« er massiv og bevidst. Efter grundforløbet siver elever bevidst ud i »danskerklasser« og ikke-danskerklasser. I den forbindelse kan det nævnes, at ordet dansker er blevet et udbredt skældsord blandt indvandrere og deres efterkommere.

Samtidig giver indvandrertunge gymnasier karakterrabat, hvilket statistik fra Undervisningsministeriet (UVM) understøtter. Rabatten gives enten af medlidenhed eller for at undgå brok og ballade/klager fra elever og ledelsen. Dette svigt kan dokumenteres gennem UVMs egne opgørelser over eksamens- og standpunktskarakterer.

Lige præcis disse indvandrertunge »rabatgymnasier« udviser sjovt nok samtidig en tilfredsstillende gymnasial løfteevne. Derfor giver gymnasiers løfteevne ingen reel mening. Noget, som CEPOS let burde kunne dokumentere statistisk.

Løsningen set herfra kunne være følgende:

  • To-tre stopprøver i grundskolen efter svensk forbillede.

  • Adgangsprøver til alle de gymnasiale gymnasier (papir+blyant).

  • Afskaffelse af frit klasseskift i gymnasiet.

  • Årsprøven i 1. g skal blive en regulær stopprøve.

Søren Lehmann, lektor i matematik, København

Et høvisk udtryk udbedes

»Jeg kender ikke JM-H, men jeg kan forstå, at manden er jurist. Det forklarer måske hvorfor, han ikke er bekendt med anvendelsen af metaforer i sproget.« Sådan kommenterer Berlingskes Søren Frank 3. august et indlæg fra Jesper Møller-Herskind. Denne har tilladt sig at kritisere Søren Frank for med sine metaforer at jagte klik uden smålig skelen til skadevirkningen.

Søren Frank har stor magt, og stor magt kræver stor ydmyghed – det tror jeg, at de fleste læsere forventer. Berlingskes redaktørerklæring fra 1948 anfører: »Redaktionen er i enhver henseende frit stillet under værdsættelsen af det offentlige livs foreteelser, idet mådehold iagttages, og god tone overholdes, ligesom der kræves redelighed og alsidighed ved oplysning af læserne.«

Det er ikke redeligt at forsøge at antyde, at HORESTA forlanger, at Søren Frank »skal tjene landets restauratører, men derimod Berlingskes læsere«.

Allan Ohms, advokat, Roskilde

Ikke hej, men møjn

Kære københavner

Jeg læste en leder i Berlingske om det lille ord »hej« og tænkte, at her er en forskel i Danmark.

I Sønderjylland siger vi mere og mere »møjn« til hinanden – morgen, middag og aften. Det har vi gjort i mange hundrede år.

Efter krigen var det ikke så populært, men nu er det blomstret op.

Det gør de også på den tyske side. Sommetider siger de »moin«, og sommetider siger de »moin moin«. Udtalen er den samme.

Men det betyder det samme og er uhyre vigtigt, fordi det signalerer, at vi er fælles, selvom vi måske ikke forstår hinandens sprog.

Det er i de senere år blevet meget populært og bruges også af myndighederne, for eksempel på vejskiltene mellem Danmark og Tyskland.

Hvis nogen siger det, ved jeg, at vi tænker det samme og har fælles kultur. Vi er straks på bølgelængde. En københavner vil ikke vide, hvad der foregår.

Alle i Sønderjylland kender til det, selvom de ikke altid plejer at sige møjn. Det er et superstærkt signal om, at vi er i samme båd.

Jeg er ikke bekendt med, at der er noget lignende mellem dansk og svensk eller norsk. Jeg mener, at det er noget, man bør forstå i København.

I Sønderjylland er der til forskel fra tidligere et stærkt ønske om et stærkt forhold mellem Sønderjylland og Slesvig og helt ned til Hamburg.

Berlingskes redaktion bør forstå, hvad der sker i Danmark i alle egne. Der er aldrig historier om, hvad der sker i Slesvig-Holsten.

Danfoss har for eksempel cirka 1.000 medarbejdere i Flensborg og Neumünster i Slesvig-Holsten, som laver højteknologiske produkter.

Det er der ingen, der ved i København, og vi siger ikke »hej« til hinanden her, men »møjn«.

Jørgen M. Clausen, formand Emeritus, Danfoss A/S