Forestil dig, at du var læge og igennem otte år har givet en gruppe patienter noget medicin, som ikke virker. Men som til gengæld har en række alvorlige bivirkninger. En sådan medicin er grundforløbet.

Uanset dit valg af gymnasial ungdomsuddannelse og din forhåndsinteresse for en bestemt studieretning bliver du som ny elev sat i en tilfældigt sammensat midlertidig klasse, og først efter 10 ugers rekruttid skal du – på et forhåbentlig mere oplyst grundlag – træffe dit endelige valg af studieretning, som du så følger hele vejen frem til din hue.

Sådan var det i hvert fald tænkt. Men nissen flytter med. Og i stedet blotlægger det studieretningsgymnasiets akilleshæl. Nemlig det eksorbitant store udbud af studieretningsfag i allehånde kombinationer og niveauer samt præmissen om, at hovedfeltet af 16-årige kan informeres til at træffe rationelle valg.

Elevernes prioriteter er dog i sin egen ret både velbegrundede og gennemtænkte. Det er bare ikke Undervisningsministeriets ønsker på elevernes vegne, der ligger til grund.

Jagten på tryghed, anerkendelse, fællesskaber og drømme trumfer til hver en tid de officielle og velmenende råd om at vælge fremtid ud fra evner og interesser.

Ok. Vi prøver igen. I erkendelse af at det er svært at vælge, og at det nok skyldes manglende viden, lægger man så et grundforløb ind, hvor fag og studieretninger efter tur gør sig lækre.

Sjovt nok har rigtig mange elever herefter fortsat svært ved at vælge. Men heldigvis for de mange tvivlere tilbyder grundforløbet en gylden mulighed. Nemlig at man kan forsøge at komme i klasse med de venner, man undervejs har scoret i de midlertidige klasser. Og man kan også forsøge at koordinere fravalg af dem, man gerne vil undgå i resten af gymnasietiden.

Hvad betyder det så for klassernes sammensætning? Lige børn leger som bekendt bedst. Og sat lidt på spidsen, så får vi eliteklasser, slaggerklasser og brune klasser.

Inden første skoledag på gymnasiet er det gode, men samtidig svære spørgsmål: Hvad skal jeg vælge? I løbet af grundforløbet bliver spørgsmålet: Hvem skal jeg vælge? Så hvis grundforløbet er en medicin, er den ikke bare virkningsløs, men gør sygt til værre!

Dertil kommer så de andre alvorlige bivirkninger. Indlægssedlen er ikke rar læsning.

Fritz Albrechtsen Long, lektor, København