Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Gymnasieelev: Så tal dog dansk, unge

»Jeg ser med stærk bekymring på tendensen, hvor det danske sprog internationaliseres.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Anne Bæk

Så tal dog dansk

»Må jeg ikke sige det på engelsk, det er meget nemmere?« Disse og mange tilsvarende udsagn har jeg hørt hundredvis af gange. Som sproglig gymnasieelev har jeg en enorm interesse for andre sprog og kulturer end den danske, men til stadighed synes jeg, at det har en enorm værdi som lille land at holde fast i vores fantastiske sprog.

Før jeg startede i gymnasiet, havde jeg et helt anderledes syn på det. Min dansklærer ændrede dog min holdning fundamentalt, da han sagde: »I har det mest primitive ordforråd på nuværende tidspunkt, men jeg agter at udvide det til det firdobbelte de næste tre år«. Det gik op for mig, hvor mange måder, man kan beskrive en pæn pige på, hvor præcist man kan beskrive hende. Ikke bare ved at anvende anglicismer som »hot«. Nej, der findes mange danske ord. Hvorfor bruger vi ikke ord som elegant, tækkelig eller yndefuld?

Jeg ser med stærk bekymring på tendensen, hvor det danske sprog internationaliseres, for det kunne da være fantastisk, hvis en masse andre mennesker lærte dansk. Jeg vil hellere end gerne unde Danmarks udenlandske arbejdskraft, au pair-pigerne og udvekslingsstudenterne dette, for det er så fantastisk et sprog. Men når vi begynder at inkorporere engelske ord i det danske sprog, så selv mine midaldrende forældre har svært ved at forstå sammenhængen, er der noget grundlæggende galt. Hvis vi snart kommer til et punkt, hvor unge mennesker i dagens Danmark ikke engang kan udtrykke sig ordentligt på deres modersmål, mener jeg, at vi ser en tendens i vores samfund, som vi ikke skal være stolte af.

Jeg ser det som vigtigt at huske på, at vi er danskere, og det skal vi være stolte af og værne om. Hermed ikke sagt, at det at være dansker er noget exceptionelt, for kan man tale dansk, er man dansker, men vi må også forholde os til den virkelighed, som indtræder med globaliseringens indtog. Det medfører, at vi i høj grad bevæger os væk fra et homogent samfund, og tættere på et multikulturelt samfund. Det er et faktum, og til det må vi tilpasse os. Lad os være bevidst om den massive indflydelse, vi får fra USA og ikke mindst resten af Europa, men lad det ikke påvirke vores sprog. Julie Zacho Thorball, elev på Bagsværd Kostskole og Gymnasium

Vi kan ikke være det bekendt

I Danmark er der bred enighed om at begrænse CO2-udledningen. Et af midlerne er at erstatte flytrafik med togtrafik i Europa på strækninger, hvor det giver mening.
Jeg var selv med tog fra København til Stockholm to gange i efteråret. En fin tur med et svensk hurtigtog, en rejse på fem timer.

I København foregik afgang og ankomst hver gang på spor 26. Fra hallen er der ifølge DSB en spadseretur på 15 minutter til spor 26, man skal følge pilene. Undervejs skal der forceres trapper op og ned, den ene gang var elevatoren ude af drift, og det er jo alle passagerer med bagage. Efter den strabadserende tur ankommer man til en vindblæst perron under åben himmel.

Ved hjemkomsten, eller for udlændinge ankomsten, er der ingen pile. De ankommende gæster står ganske rådvilde, når de har forceret den første trappe. De fleste ender i Tietgensgade, vel målløse over denne »velkomst« til København. På Stockholms centralstation har dette tog ankomst og afgang på spor 10, som er den fineste perron med direkte tilgang til hallen. Jeg følte mig velkommen.

I sin tid blev stationerne i Helsingør og Gedser bygget i udsøgt arkitektur og kvalitet, for her modtog vi udenlandske gæster, som skulle se, hvad Danmark formåede.
Togforbindelsen til Stockholm foregår i dag fra den tarveligste og fjerneste perron i København. Det er uforståeligt, at dette kan passere og en hån mod passagererne. Skånetrafikken kører fra spor 7, med direkte adgang til hallen. De ansvarlige må handle, den internationale togtrafik skal fremmes, og passagererne skal behandles anstændigt. Den nuværende tilstand kan DSB og Danmark ikke være bekendt. Erik Ebdrup, Kalundborg

Udligningsfond

Så raser diskussionen endnu en gang om penge fra de såkaldt rige kommuner til »udkants-kommunerne«. Er det dog ikke muligt med lidt større gennemsigtighed både for de ydende kommuner og for os givere (læs: skatteydere). Opret en central fond hvortil pengene indbetales. Kræv at »udkants-kommunerne« indsender en detaljeret ansøgning om, hvilke projekter de ønsker finansieret. Ansøgningen har naturligvis en tidsramme og et udspecificeret budget.

En tværpolitisk fondsbestyrelse kan herefter godkende og bevilge penge til det beskrevne projekt med efterfølgende opfølgning fra centralt hold. Da man forhåbentlig har lært lektien fra Britta Nielsen-sagen, burde det ikke være svært at nedsætte en effektiv kontrolgruppe, der løbende holder fondsbestyrelsen opdateret. Sten Hansen, Allerød