Brexit på grønlandsk
For ni år siden bildte politikerne i Storbritannien befolkningen ind, at himmerige ventede lige rundt om hjørnet, hvis blot de meldte sig ud af EU. Det gjorde de så, og det har de siden bitterligt fortrudt.
Nu er det samme ved at ske i Grønland. Blot med den forskel, at grønlænderne kan nå at fortryde, før det er for sent. Og så måske alligevel ikke, for nu er ånden ude af flasken. Hvor vi i EU var kede af at sige farvel til briterne, er det vel efterhånden et spørgsmål, om ikke danskerne gerne siger farvel til Grønland?
Grønlænderne ser os som racistiske, respektløse og arrogante folkemordere – og så er kærligheden ligesom død, er den ikke? Ikke for at forklejne fortidens fejl og måske ligefrem overgreb, men nulevende danskere, som kan have medvirket til disse overgreb, må være mindst 70+. Altså har det store flertal af den danske befolkning hverken lod eller del i det, der er foregået, og vi vil ikke kaldes racister og folkemordere, for det er vi ikke!
Jamen, har vi da ikke en historisk forpligtelse over for grønlænderne?
Næh, hvorfor det? Det er jo dem, der hælder os ned ad brættet, og desuden er der nu kommet en ny sponsor på banen, som de jo bare kan henvende sig til, hvis de har brug for hjælp. Ham kan de godt nok heller ikke fordrage, men er det vores problem?
Birgitte Olsen, Hørsholm
Støt europæisk forsvarsindustri
Nu må det stoppe. Vi kan ikke længere betragte USA som den allierede, landet var engang. Vi kan ikke være sikre på, at Donald Trump ikke vil benytte leverancer af reservedele til vores forsvar som et pressionsmiddel for at presse Danmark til uønskværdige beslutninger.
Støt europæisk våbenindustri. Vi har nogle naboer på den anden side af Øresund, som har en højteknologisk våbenindustri, specielt hvad angår jagerfly, der tilmed er væsentlig billigere både i indkøb og vedligeholdelse.
På flere områder overgår disse de amerikanske jagerfly og er kommet særdeles succesfuldt ud af simuleret luftkamp med dem. Samtidig er der et omfattende udviklingsprogram med britiske BAE om næste generation af jagerfly. Placér vores milliarder til nyt forsvarsmateriel i Europa – og specielt hos vores nordiske venner, som vi altid kan regne med.
Nu må det være slut med at lefle for Donald Trump. Europa stå sammen og bliv herre i eget hus! Europa har teknologien og viden til at stå sammen og sikre freden i Europa, uden at USA skal diktere, hvad vi bør tænke.
Ukraine viser tegn på avanceret våbenindustri, lad dem blive en del af EU. Sammen står vi stærkere. Jeg er sikker på, at den fremtidige valgkamp også kommer til at handle om, hvor vi placerer vores milliarder til Forsvaret.
Martin Nielsen, Birkerød
Luk ikke Vesterbrogade
Det er vanvittigt at lukke Vesterbrogade, der er en af Københavns største og mest brugte gader. Historisk set har Vesterbrogade været forbindelsesvejen til Roskildevej, resten af Sjælland og provinsen i øvrigt. Brogaderne er bygget til at være byens store indfaldsveje.
Vi konservative er de eneste på Københavns Rådhus, der har stemt imod lukningen af Vesterbrogade. Byen vokser, og derfor er tiden ikke til at lukke veje. Tværtimod. Vi skal sikre fremkommeligheden – også i fremtiden. En lukket Vesterbrogade vil i øvrigt give et yderligere pres på vejene omkring, hvor trafikken vil blive kaotisk og lukke til.
Det er ikke formildende, at lukningen nu er udskudt fra 2026 til 2030. Vi skal bevare Vesterbrogade åben – også i 2030.
Megen af trængslen er selvskabt af københavnske politikere, når der gang på gang lukkes gader og indsnævres veje. Efter at have skabt trængsel er der københavnske politikere, der foreslår trængselsafgifter og roadpricing. Vi konservative siger nej tak. Vi skal ikke først skabe trængsel og derefter beskatte den.
Jakob Næsager, borgmester og politisk leder, Det Konservative Folkeparti i København
Er Trump i gang med statskup?
I en måneds tid har vi været vidne til de mest besynderlige ytringer og handlinger fra den amerikanske præsident, Donald Trump. Det hele virker overordentligt kaotisk. Men måske har vi bare ikke fået øje på et mønster i handlingerne.
Senest har Donald Trump afskediget flere af lederne af det amerikanske militær – Joint Chiefs of Staff. Planen er at erstatte disse militære ledere med nogle andre. Dermed er det amerikanske militær delvist blevet halshugget.
Elon Musk er officielt sat til at »rationalisere« den amerikanske offentlige sektor. Han har for eksempel afskediget alle dem, der er ansvarlige for de amerikanske atomvåben. Det er blevet betegnet som tåbeligt. Men hvad nu hvis det er et led i et statskup? Så giver det jo mening.
Endelig har Elon Musk sat nogle unge computereksperter til at tage kopier af de offentlige personregistre. Det er ikke en rationaliseringsopgave. Men det er måske noget, der kan bruges af et autokratisk styre, til at kontrollere borgerne.
Trump og hans væbnere opfører sig, som om de overhovedet ikke forventer at blive stillet til regnskab for deres handlinger. Det kan næsten ikke betyde andet end, at Trump forventer at have magten for sig selv.
Det kan være, at jeg bare har gang i en konspirationsteori. Jeg håber, det bare er en teori. Men jeg frygter noget andet.
Søren Højbjerg, Farum
Trumps løgne om støtte til Ukraine
Hvorfor er der ingen danske politikere, der højlydt protesterer og siger Trumps påstande imod, når han over for hele verden hævder, at USA betaler langt mere til krigen i Ukraine, end de europæiske lande gør?
Danmarks bidrag er til dato således nået op på et beløb i omegnen af 9.500 kroner pr. indbygger, mens USA kun er nået op på en tredjedel heraf.
Jørn Dalmer, Videbæk
Læserbreve på maks. 1.350 tegn inkl. mellemrum sendes til debat@berlingske.dk


