Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Greta Thunberg med sine diagnoser kan det, politikere og fagfolk aldrig har formået

Svenske Greta Thunberg har formået det, som psykisk stabile voksne ikke kunne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt

I Paulina Neudings kronik i Berlingske 24. maj om Greta Thunberg hedder det: »Jeg vil ikke sætte spørgsmålstegn ved Gretas rolle som offentlig taler, ved vægten af hundredtusindvis af demonstrerende skoleelever eller ved, at klimaspørgsmålet er en eksistentiel trussel mod menneskeheden. Men voksne har en moralsk forpligtelse til at forblive voksne i forholdet til børn.«

Pia Kjærsgaard taler bekymret om »en pige med en alvorlig diagnose«.

Jeg for min del hylder af hele mit hjerte Gretas mod og vilje til at leve sig ud for et problem, der på længere sigt truer hele klodens eksistens og må minde om, at hun allerede som 14-årig strejkede fra skolen for at koncentrere sig om det. Man anfægter hendes unge alder, men hvor meget har de såkaldt voksne udrettet i dette livsvigtige spørgsmål?

På FNs klimakonference 2009 i København 7.-18. december 2009 måtte den danske delegation opgive at få fremlagt sit forslag til en sluttekst, der var juridisk bindende for den internationale forsamling. Først lørdag 19. december fandt man en kompromisløsning med en aftale, der var mindre ambitiøs end den oprindelige og overhovedet ikke var juridisk bindende. Hele det store arrangement løb ud i sandet på grund af stormagternes manglende vilje til at gøre noget seriøst ved problemet.

Siden da har den danske offentlighed været optaget af mange andre påtrængende problemer, først med Gretas enmandshær kom klimaet igen i fokus. Paulina Neuding omtaler hendes diagnoser Aspergers syndrom og Obsessiv kompulsiv tilstand og fremhæver dem i kronikkens titel som En ubekvem sandhed om Greta Thunberg.

Ubekvem for hvem? Ikke for Gretas følgere, da hendes familie forlængst har omtalt sygejournalen i bogen »Scener ur hjärtat«, skrevet af hendes forældre, søsteren Beata og Greta selv. Formålet med den har været at fremhæve, at Gretas handicap efter deres mening stammer fra samme grundlæggende princip som de store klimaændringer: En ikke-bæredygtig måde at leve på.

Det kan man mene om, hvad man vil, men hvis man vil minimere Gretas arbejde til blot at være en ligegyldig følge af hendes psykiske svagheder, vil jeg spørge: Og hvad så?! Det må da være utroligt beskæmmende for alle de politisk korrekte, at en 16-årig skolepige med så alvorlige diagnoser kan rejse den verdensomfattende interesse for klimaet, som alle de psykisk stabile politikere og fagfolk aldrig har kunnet! Her som i andre af historiens store omvæltninger skal ændringer til det bedre åbenbart komme nedefra, fra den jævne befolkning. Uffe Nissen, Odense N