Klimakamp eller venstreorienteret kampretorik?
Greta Thunberg blev på rekordtid symbolet på en ny generation af klimaaktivister. Hun fik verdens ledere til at lytte, medierne til at reagere og millioner af unge til at strejke for at tage kampen op for vores fælles klima. Hendes styrke lå netop i det, mange anså som en urokkelig fokus på klimaet – fri fra politisk farvetaktik. Men er den renhed intakt i dag?
I takt med at Thunberg har udvidet sit engagement til emner som race, kolonialisme og senest konflikten mellem Israel og Hamas, rejser der sig et uundgåeligt spørgsmål: har Greta Thunberg hele tiden været rendyrket politisk ideolog frem for klimaets stemme?
Det står for mit vedkommende helt klart, at Thunberg ikke længere udelukkende taler klimaets sag. Hun bruger i højere grad sin tid på at komme i karambolage med politiet og på at besætte Mærsks kontorbygninger i København. Uanset ens holdning til Mellemøstens tragedier er der ingen tvivl om, at Thunbergs udtalelser har placeret hende solidt på den yderste venstrefløj – og dermed politiseret hendes aktivisme på en måde, der skader hendes rolle som samlende klimafigur.
Hendes støtte til palæstinensiske aktivister og hendes tavshed om Hamas’ overgreb har ikke kun udvandet hendes moralske autoritet, men også fremmedgjort mange af dem, der ellers så klimaudfordringen som et fælles globalt anliggende.
Hun har samtidig svækket sit talerør til de verdensledere, som hun netop har brug for, hvis hun virkelig skal sætte gang i klimaindsatsen. Når klima bliver koblet til en ideologisk kamp, mister det sin brede appel. Det er ærgerligt, at Thunberg har kastet al sin klimapolitiske goodwill til side for en politisk agenda, der splitter mere, end den samler.
Thunberg har vist, at hun ikke kun kæmper for klimaet. Hun kæmper for et revolutionært, venstreorienteret verdenssyn. Det er hendes gode ret. Men vi andre bør tage hendes udmeldinger for, hvad de er: politiske – og ikke nødvendigvis videnskabeligt funderede eller samlende.
Det, klimaet har brug for, er fælles løsninger og brede alliancer – ikke ideologisk kampretorik.
Magnus Rasmussen, studerende, Greve
Jagten på de meget rige
Pelle Dragsted, politisk ordfører for Enhedslisten, har ikke uden grund gjort sig upopulær i medierne. Først besværer han sig over mennesker med en sundhedsforsikring, fordi han finder det urimeligt, at nogle mennesker kan tilkøbe sig ekstra ydelser qua deres forsikring. Hvad havde han forventet, at en betalt forsikring skulle anvendes til?
Senest har han slået på stortromme for, at vi i Danmark brandbeskatter milliardærer med en formue på mere end en milliard dollar med to procent om året. Han kalder det en pervers ophobning af rigdom – et forbløffende udsagn!
Nu er det et meget beskedent antal mennesker, som besidder sådan en formue i Danmark, og de betaler i forvejen rigtig mange penge til statskassen. At lægge et sådant forslag »i ske« med ligheds-/retfærdighedsprincipper er nok fejlplaceret, al den stund der er lighed for loven. Det er vel det, som er det væsentlige. Mon ikke der er andre opgaver, som Pelle Dragsted kunne rette blikket mod?
Irene Bjerrehuus, København
Tiderne skifter
For fem år siden var vi i Danmark plaget af coronapandemien. Statsminister Mette Frederiksen (S) lukkede landet i flere måneder, og samtidig blev vi pålagt ikke at røre hinanden, og i hvert fald måtte vi ikke give hånd eller kramme hinanden. Jeg måtte helst ikke kramme mine egne børnebørn, og gamle mennesker skulle jeg holde mig langt fra. Vi fik ustandselig formaninger om at holde afstand.
Men det var dengang. Nu er der gået fem år, og tiderne skifter. Næsten hver dag kan vi nu på tv se statsministeren kindkysse og kramme alverdens politikere. Også nogen hun aldrig før har mødt. Hvilken hjertelighed! Mon hun også vil kindkysse og kramme præsident Donald Trump, hvis hun en dag i fremtiden besøger ham i Det Ovale Kontor?
Mogens Nørgaard Olesen, Frederiksværk
Lobbyisme
Der er en meget enkel måde, hvorpå politikerne kan reducere lobbyismen: Stop den voksende detailregulering af alt i samfundet, lav nogle rammelove, og lad virksomheder og privatpersoner agere frit inden for disse rammer.
Lobbyismen er nødvendig for at forklare politikerne, hvordan en detailregulering vil påvirke virksomheder, ældre, børnefamilier og alle andre samfundsgrupper, hvis situation politikerne ofte intet aner om.
Endvidere: Politiske partiers medlemmer er også lobbyister.
John Jørgensen, Gilleleje
Top-topskat i en nøddeskal
Det er trist, at vi i Rasmus Stoklund (S) har fået en skatteminister, der måske kan regne, men som ikke kan se perspektiverne i top-topskatten.
Top-topskatten udgør 0,60 milliarder om året, og det synes ministeren er måden at ramme de rige på – og ikke mindst puste lidt til misundelsens bål.
Hver eneste af den rigeste procent af danskerne betaler i gennemsnit 2,2 millioner kroner i skat. Man må sige, at de bidrager til det danske samfund.
Der er cirka 60.000 danskere, der udgør den rigeste procent. Hvis 272 af dem hvert år flytter udenlands og tager hele deres skattebetaling med, så vil provenuet af topskatten gå i nul. Politisk set er der så alene misundelsen tilbage. Det er vel dér, vi er i dag.
Kære Rasmus Stoklund, der er meget stor forskel på at kunne regne og på at kunne regne den ud, og dermed se de fulde konsekvenser af topskatten.
PS: Undertegnede hører ikke til den rigeste procent i Danmark, desværre.
Ib Mogensen, Hørsholm
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
