Ved første øjeblik lyder det besnærende: De hovedrige og kornfede gymnasieskoler i de store provinsbyer og hovedstaden skal hjælpe yderregionerne ved at tage 149 millioner fra de store skoler og omfordele dem til deres nødstedte fagfæller. Logikken synes at være, at de store skolers stordriftsfordele giver dem en økonomisk polstring, der gør, at de ubesværet kan skære lidt af fedtet. 

Virkeligheden er desværre en helt anden på skolerne. Gennem en årrække har sektoren været ramt af massive besparelseskrav, hvilket var en proces, der for alvor tog fart med tidligere undervisningsminister Merete Riisagers (LA) besparelser på to procent over en længere årrække. Dette har ført til fyringsrunder og krav til gymnasielærerne om at løbe endnu stærkere på de fleste skoler i landet. Det er nu engang sådan, at når der forsvinder 10-12 lærerstillinger på en skole, så skal de tilbageværende læse flere klasser, hvilket burde være logik for burhøns.

Alt dette sker i en tid med øget inflation og rentestigninger, der rammer gymnasierne på samme brutale måde som det øvrige samfund. Forestillingen om storbygymnasierne som en slags flommefede herremænd, der burde dele ud af goderne til almuen, er derfor helt misvisende. 

Den barske virkelighed er, at store gymnasier som eksempelvis Roskilde Katedralskole og Køge Gymnasium, hvor jeg selv arbejder, denne sommer var nødt til at tage afsked med værdsatte kolleger for at holde skindet bare nogenlunde på næsen. 

Alle større investeringer og didaktisk udvikling sættes i bero, når økonomien er så stram, og gymnasielærerne, der ligger nær toppen i alle stressmålinger vælger ofte at gå ned i tid, hvis de da ikke er knækket sammen med stress-sygdomme inden da. Stressede lærere har ikke det overskud, der skal til for at levere den høje faglighed, den danske gymnasieskole er kendt for.

Man skal heller ikke være blind for, at de kontinuerlige besparelser rammer eleverne hårdt på flere fronter, og særligt de elever, der har mest brug for støtte i deres læringsproces. Tilbud som lektiehjælp, mentorordninger og lignende er altid blandt de første ting, der spares væk. I et større perspektiv rammes samtlige elever, da samarbejder med eksterne aktører som virksomheder, uddannelsesinstitutioner og skoler i andre lande nedprioriteres eller spares helt væk. Alle de ting, der skulle sikre, at en gymnasial uddannelse også er lig med almendannelse.

Det er klart, at alle må sætte deres skulder mod hjulet for at få samfundsøkonomien til at rulle fremad, men grænsen er nået! Gymnasieskolerne er tvunget i knæ af et kontinuerligt besparelsesåg, hvilket kun vil blive forværret, hvis regeringen i ramme alvor fastholder at ville presse en i forvejen udpint sektor til yderligere besparelser i en slags absurd nulsumslogik.

Stefan Flensmark, Næstved, lektor på Køge Gymnasium