Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Glem ikke det nordiske forsvarssamarbejde

»I Pentagon ser man kun fordele ved et øget nordisk forsvarssamarbejde.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

Jeg begriber ikke, at forsvarseksperten Henrik Breitenbauch fuldstændig glemmer det nordiske forsvarssamarbejde i artiklen 16. november i Berlingske. Han skriver rigtigt, at fokus nu skifter »fra syd til øst (læs: Rusland)«, og han nævner den stigende betydning af Rigsfællesskabet, »fordi USA nu også ser mod nord«.

Men hvorfor kun nævne behovet for øget samarbejde med USA, Storbritannien, Frankrig og Tyskland? Det nordiske BNP er næsten som Ruslands, 11. størst i verden. Norden har tilsammen verdens største handelsflåde, og de nordiske lande dækker tilsammen Østersøen, Arktis og Nordatlanten, som netop er de områder, hvor NATO støder op til et mere aggressivt Rusland.

Finland og Sverige har meget betydelige styrker, og der er absolut intet betænkeligt ved et nordisk forsvarssamarbejde, selv om de to lande ikke er med i NATO. Den manglende NATO-garanti for deres sikkerhed får dem tværtimod til at strenge sig mere an end f.eks. Danmark. I Pentagon ser man kun fordele ved et øget nordisk forsvarssamarbejde.

Både Rigsrevisionen og USA har påpeget Danmarks manglende overvågning i Grønland. Hvad er mere oplagt end et nordisk samarbejde om den opgave? Tidligere har der været fælles nordisk overvågning af det islandske luftrum. Når vi ikke vil opruste, kan vi i det mindste få den øgede effektivitet, der følger af et forstærket nordisk forsvarssamarbejde. Opgaven er at undgå militære tomrum, der kan friste et mere aggressivt Rusland. Bertel Haarder, tidl. og kommende præsident for Nordisk Råd

Udvid horisonten

I Dagens brev forleden gør Magnus von Dreiager sig til talsmand for en styrkelse af de boglige fag i folkeskolen. Det er det ikke noget galt i, men at han samtidig nedgør de kreative fag som madkundskab og billedkundskab til nogle lettere inferiøre fag er ikke i orden og retter samtidig en kritik af Pernille Rosenkrantz-Teil, som netop har foreslået, at disse fag skal være eksamensfag i lighed med de rent boglige. Her synes jeg, hun har en pointe.

Når Magnus von Dreiager henviser til, at det ikke er måden at få folkeskoleelever til at vælge de mange gode muligheder der er i en erhvervsuddannelse, så mener jeg, han går helt galt i byen.

Hvad er der galt med, at folkeskoleelever lærer om fødevarer og madlavning ud over hvad det lokale pizzeria eller kebabhus kan fremstille? Måske netop madkundskab kunne åbne nogens øjne for de muligheder, der kan ligge i at få viden og interesse for fødevarer og madkundskab.

Det kan måske lede til en uddannelse som fødevaretekniker/ingeniør, økonoma eller kok. Det er der bestemt ikke noget galt i.

Det samme kan siges om billedkundskab. Det skader ikke at udvide sin horisont og billedkundskab kan godt kobles sammen med historie og sprog og give en større glæde ved disse fag. Det kunne måske også få nogen til at vælge en uddannelse som tilgodeser netop forståelse for de kreative fag. Jeg har fx mødt mange pædagoger, der har stor gavn af at formidle glæde ved at fantasere og skabe. Claes von Holstein-Rathlou, XXX

Berøringsangst og handlingslammelse

Jeg har også læst den frygtelig historie om jødehad med overskriften »Hvis du viser dig på skolen igen, dræber vi dig« i avisen lørdag 22. november.

Nu er det en jødisk familie fra det vestlige København, der står for skud. Hadet til fremmede med en anden kultur eller religion er efterhånden blevet mere og mere almindeligt. Men når det går ud over børnene i skolen, må der selvfølgelig gøres noget.

Det undrer mig derfor, at skolerne ikke har en handlingsplan mod systematisk mobning og antisemitiske trusler på livet. At udtale: »Vi dræber dig, hvis du viser dig på skolen igen« er en meget alvorlig trusel, også når den er fremsat af børn i skolen. Det er åbenbart uvidenhed om, hvad samtale med værdiladede ytringer og kommunikation er, og hvordan man etablerer et godt samarbejde.

Uvidenhed er ofte den største grund til konflikter, og så er det nødvendigt at vide noget om konfliktløsninger. Vis f.eks. eleverne »konflikttrappen« og fortæl dem om konsekvenserne af forløbet. Enhver lærer må have en værktøjskasse med eksempler på kommunikationens betydning og værdien af et godt samarbejde. Desuden skal den pædagogiske værktøjskasse indeholde eksempler på forskellige konflikter og løsningsforslag.

Rebeccas forældre er netop eksempler på skolernes og myndighedernes berøringsangst og handlingslammelse over for chikane og mobning. Flemming Gylling, Ishøj