Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Du kan indsende forslag til debatindlæg på debat@berlingske.dk.

Giv Trump Nobels Fredspris

Donald Trump har fortjent Nobels Fredspris, mener Frederik Ambjørn. Fold sammen
Læs mere
Foto: LUONG THAI LINH

For nylig kom det frem, at Japans premierminister Abe har indstillet Donald Trump til Nobels Fredspris, og det er nemt at se rationalet bag: Trump har som den første præsident nogensinde stillet i udsigt, at der vil komme varig fred i Korea.

Det startede dog ikke lovende. Da Trump blev indsat, arvede han ruinerne af Obamas politik: Kim Jong-Un undertrykte bestialsk sit folk, oprustede våbenarsenalet og dæmoniserede Vesten. Hans balstyriske militærpolitik blev blot mødt med fejt nøleri fra Obama, hvis passivitet gødede jorden for Nordkoreas missilprojekt. Heller ikke Bush jr. eller Clinton evnede at bedre de kranke forhold, der blev værre år for år.

Med Trump er der kommet nye boller på suppen. Hans atypiske, hypermaskuline ledelsesstil har skabt resultater: Der er knyttet bånd til Nordkorea, og sydkoreanerne samarbejder nu med deres nordlige naboer om kultur- og sportspolitik. Disse lyspunkter står i skærende kontrast til det morads, som vi stod i før flirten mellem Trump og Jong-un.

Trumps taktik har entydigt båret frugt, og der er forhåbentlig mere i vente. På trods af, at det seneste møde ikke var en succes, kan forholdet til Nordkorea i fremtiden blive endnu bedre. Sydkorea vil måske ikke skulle frygte invasion fra nord. Nordkorea kan ad åre udvikle sig til en blomstrende økonomi ved at træde ud af sin isolationistiske skygge. Ikke mindst er verden blevet tifold mere stabil og sikker, og det er Trumps fortjeneste. Hans offensive modus operandi lokkede Nordkorea til forhandlingsbordet, og det er en prisværdig bedrift.

Når historiebøgerne er skrevet, vil Trump derfor huskes for at bringe fredens fakkel til den koreanske halvø. Glem ikke andre meritter som Jerusalem-ambassaden, NATO-indbetaling og opsigelse af Iran-aftalen. Det er faktisk svært at få øje på andre, der i 2018-19 har bidraget mere til global fred end Trump. Trods dumme udtalelser, bizar hårpragt og spydig retorik har hans udenrigspolitik været en uovertruffen triumf, og det bør bifaldes med en nobelpris. Frederik Ambjørn, Charlottenlund