Ordet levebrødspolitiker er desværre røget ud af mediernes omtale af de mange politikere, der i en lind strøm hopper af og skifter parti, fordi, som de alle bedyrer: Der er ikke er plads til mine visioner om en bedre verden i mit gamle parti.

Senest er Ida Auken hoppet til Socialdemokratiet. Efter at have startet sin politiske løbebane i SF, hoppede hun videre til De Radikale, som hun har smækket døren til og meldt sig under de røde faner – efter i øvrigt at have haft stressorlov fra Folketinget i trekvart år på fuld løn.

Listen over kolleger, der har vendt deres parti ryggen, tæller blandt andet Jens Rohde, som også forlod de Radikale for bare halvanden måned siden, Astrid Krag, Naser Khader, Jesper Petersen, Marcus Knuth, Uffe Elbæk og Rasmus Nordqvist.

Men kan man tro på, deres exit alene handler om politiske handlinger? Tænk om igen. Det handler om magt! Og at sikre sit politiske levebrød. Deres stærke holdninger fra deres gamle partier lægges med en påfaldende naturlighed på hylden i Folketingets garderobe og skiftes ud med en ny politisk identitet. Keine hexerei, på med den nye kappe. Nemt og i overensstemmelse med Folketingets moralkodeks.

Men hvad med de vælgere, der har stemt på dem? Glem dem! Afhopperne er politikere, som betragter politik som et erhverv og frit flyver videre til det parti, hvor karrieremulighederne er størst. Men lige dét er ravruskende forkert og brud på politisk anstændighed.

Partihopperne alias levebrødspolitikkerne bør idømmes en karensperiode udenfor Folketinget på minimum et år. Det giver dem god tid til at tænke over, at man ikke ustraffet kan sætte sin egen egoisme over vælgernes tillid.

Torben Busekist, Hellerup   

Investér i global vaccinationsindsats

For nylig blæste Berlingskes debatredaktør til forsvar for dansk vaccinenationalisme. Denne nationalisme kan dog let blive mere fædrelandsskadelig end -gavnlig.

En økonomisk analyse af forskere fra blandt andet Harvard og Koc Universitetet i Istanbul anslår, at vestlig vaccinenationalisme kan koste fem pct. af det danske bruttonationalprodukt. Vi står som lille, åben økonomi forrest, når globale forsyningskæder kappes.

Hertil kommer, at udviklingslande er fortrinlige petriskåle for mere dødelige, resistente og smitsomme mutationer. De seneste ugers britiske, sydafrikanske og brasilianske varianter demonstrerer potentialet.

Svaret på begge udfordringer er en global vaccinationsindsats. En omdirigering af danske doser er næppe en realpolitisk mulighed. Men alternativer eksisterer. Verdenssundhedsorganisationen arbejder gennem initiativet COVAX på at administrere covid-19-vacciner til 20 pct. af befolkningen i 92 fattige lande. Initiativet mangler finansiering på omkring 12 milliarder kroner – to tredjedele af regeringens kompensation til minkbranchen – for at nå sin 2021-målsætning. Ikke billigt, men en fortrinlig investeringsmulighed for dansk økonomi og velfærd, der tilmed kan risikere at gøre godt uden for egne grænser.

Peter Nielsen, økonom og finansanalytiker, Amsterdam

Dobbeltmoral

1. februar kan vi i Berlingske læse en historie om en person, der er rejst til Tansania for at passe sit arbejde. På netavisen kan vi samme dag læse, at Erhvervsministeren er forarget over, »danskere der trodser rejsevejledningerne, og rejser ud«, det er i følge ministeren en »trussel« mod folkesundheden og ikke godt i forhold til samfundssindet. Sidst men ikke mindst, kan vi også samme dag læse om håndboldlandsholdet, der har vundet VM i Egypten.

Er jeg den eneste, der kan se dobbeltmoralen? Hvorfor er det fint og godt at rejse ud for at dyrke sport, hvor det vises på tv, at de kysser og krammer? Spytter de mon ikke bakterier ud i alle retninger? Jeg undres og kan ikke se, hvorfor man skal udskammes for at rejse ud for at passe sin forretning, når man skal hyldes for at rejse ud for at spille håndbold. I min optik er det vigtigere at passe sin forretning, fremfor at dyrke sin sport.

Hvad, ministrene burde interessere sig for i stedet for at udskamme enkeltpersoner, er spørgsmålet: Når Statsministeren både lyver og bryder grundloven, hvorfor skal befolkningen så ikke gøre, som de har lyst?

Fillippa Gottlieb, Allerød

En dyr omgang

18.500.000.000 kr. Det er størrelsen på erstatningen til minkavlerne.

Da socialdemokraterne har stemt for denne erstatning, har de dermed erkendt, at det er størrelsen på beløbet, som Mette Frederiksens egenrådige og grundlovsstridige beslutning har kostet det danske samfund. Trods beløbets størrelse, den manglende hjemmel og tvivlsomme opbakning fra myndighederne klarer hun af uforståelige grunde fortsat frisag. Forstå det, hvem der kan.

Einar Bolt, Skodsborg