Fængsel for at blokere trafikken
Det er på tide, at vi sætter en stopper for aktivister og demonstranter, som bevidst lammer trafikken, blokerer veje og forhindrer almindelige mennesker i at komme på arbejde, hente deres børn eller komme til en lægeaftale. Den form for civil ulydighed er respektløst, egoistisk og bør have alvorlige konsekvenser.
Vi lever i et demokrati, hvor alle har ret til at ytre sig. Men ytringsfrihed er ikke det samme som retten til at ødelægge andres hverdag. Når demonstranter limer sig fast til asfalten i myldretiden eller spærrer hovedveje, så er det ikke længere protest, det er sabotage. Og det bør straffes som sådan.
Det er mennesker, der mister løn, fordi de ikke kan komme frem til deres arbejde. Syge patienter kommer for sent til behandling. Børn står og græder i institutioner, fordi mor eller far sidder fast i trafikken. Skal almindelige borgere virkelig bære prisen for, at nogle få føler sig hævet over lov og orden?
Hvis man bevidst blokerer infrastruktur, burde det give fængselsstraf. Ikke en bøde, der kan betales af en aktivistgruppe på MobilePay. Ikke en løftet pegefinger. Fængsel. Kun ved at sende et klart signal kan vi sikre, at demonstrationer foregår på en måde, der respekterer både retten til at protestere og retten til at leve et normalt liv.
Det er tid til, at vi prioriterer almindelige menneskers ret til at færdes frit. Vi kan ikke lade samfundet blive gidsel for aktivisternes sabotage.
Mads-Magnus Damm, folketingskandidat for Dansk Folkeparti
Overvågning
Der er ingen grænser for forargelsen over, at man påtænker at give PET øgede beføjelser til overvågning af det danske samfund.
Selvfølgelig skal man vide, om der er indre eller ydre fjender, der truer vores demokrati. Vi har flere gange i historien været naive. Hvad frygter man, hvis man i øvrigt ønsker et frit og demokratisk samfund?
Ib Walther Møller, Frederiksberg
Kvinder på toppen
Nu skal vi atter høre professor Nina Smiths analyser om problemet med manglende kvinder på toppen af »kransekagerne«. (Berlingske 16. maj)
Igen bliver jeg træt af at få at vide, hvad jeg som kvinde skal stræbe efter, og jeg ønsker mig et nyt fokus fra Nina Smith. Fokus kan for eksempel skifte til at analysere, hvor mange mænd der falder igennem velfærdssamfundets sikkerhedsnet ved skilsmisse, hvor de pludselig kan stå uden bolig og dermed er i risiko for at blive hjemløse, når de ikke har forældremyndigheden over eventuelle børn.
Andre områder, der »halter«, er mænds kortere levetid og den nederste gruppe af mænd i generel mistrivsel, som stort set ingen interesserer sig for, og som er henvist til gaden eller Mændenes Hjem.
Vi har adskillige kvindelige toppolitikere – herunder partiformænd – vi har en kvindelig statsminister, vi har haft en dronning som regent. Vi har alle lige ret til uddannelse og dermed adgang til et »godt job« ud fra Nina Smiths definition af, hvad et godt job er.
Hvad vi mangler, er en reel debat om, hvad ligestilling er. Jeg kan ikke forstå, hvordan ligestilling kan være at tvinge virksomheder til at ansætte kvinder i deres bestyrelse, hvis kvinder ikke er fagligt egnede kandidater. Hvem har glæde af det? Jeg kan heller ikke forstå, hvordan en 40/60-procents opdeling af kvinder og mænd i bestyrelser er ligestilling, for 40 er for de fleste mindre end det halve af 100 og dermed ikke ligedeling. Det vil jeg tro, at Nina Smith også kan regne ud.
Vi har først ligestilling i forhold til arbejdsmarkedet den dag, vi mener, at kønskvoter skal gælde for alle typer af job, det vil sige, at uanset hvad skal der i alle virksomheder og i det offentlige være lige mange mænd og kvinder ansat.
Den dag det sker, bryder samfundet sammen, for ingen kan få noget til at fungere, hvis et bestemt køn vurderes højere end faglig kompetence ved ansættelse.
Så prøv noget nyt, Nina Smith. Skift fokus i dine samfundsanalyser og vågn op til en verden, hvor det er tydeligt at se, at vi kvinder godt kan selv. Der er i dag heldigvis rigelig med topjob-muligheder for kvinder, der prioriterer deres karriere, og som gennem deres uddannelsesvalg er kvalificerede til disse.
Vi kvinder har ikke brug for omklamrende støttepædagoger, der ser os som ofre for det stærke køn. Den tid er forbi for længe siden. Vi har brug for at blive respekterede som selvstændige, frie mennesker, der er i stand til at tænke selv.
Fillippa Gottlieb, Allerød
Tænk langsigtet
Hvis Danmark også på lang sigt ønsker at bevare et samfund, hvor ALLE lever efter demokratiets regler, er det ikke ligegyldigt, hvem vi inviterer til at arbejde for os – uanset deres kvalifikationer.
Ole Borg, Hellerup
Hvor blev undervisningen af?
I fredags holdt 9. klasserne sidste skoledag.
Tiden fra sidste skoledag til sommerferien er nu seks uger mod tidligere fire uger. Det er ikke, fordi der er kommet flere eksamener i perioden. Afgangseleverne får således to uger ekstra til læseferie, eller hvad man skal kalde det.
Det er nærliggende at få den tanke, at der er tale om en spareøvelse, som frigør lærerkræfter til inklusionen i folkeskolen betalt af 15-16 årige, som så mangler to ugers undervisning i forhold til tidligere.
Der er megen snak om det rimelige i at tage børn ud af skolen i forbindelse med for eksempel familiens ferier. Men det har ikke været et problem at sløjfe to ugers skolegang for de ældste elever. Hvad siger undervisningsministeren?
Niels Schmidt, Søborg
Læserbreve på maks. 1.350 tegn inkl. mellemrum sendes til debat@berlingske.dk
