Hvis folkeskolen skal bringes tilbage på sporet og dermed sikre et løft i kvaliteten af undervisningen, er der kun én vej frem – giv autoriteten tilbage til lærerne.
Formålet er ikke at nulstille 68-oprøret, men at give den opvoksende ungdom mulighed for at blive klædt på til mødet med tidens udfordringer og krav. Med andre ord forberedes til at kunne indgå i det store fællesskab, hvor der udvises tolerance og respekt over for andre.
Det kræver ny lovgivning, der handler om adfærdsregler, som både elever og forældre skal gøres tydeligt opmærksom på samt konsekvensen af brud på disse.
Det kan i yderste konsekvens resultere i anvendelse af magt, for eksempel hvis en lærers autoritet i undervisningssituationen sættes under pres af forstyrrende elementer. Videoovervågning i klasseværelset kunne tillades på linje med den, der er lovliggjort andre steder i det offentlige rum.
Det er på tide, at pendulet svinger tilbage mod midten, ikke mindst af hensyn til de mange, der er blevet efterladt på perronen i et misforstået hensyn til et mindretalsdiktatur.
Torben Riis, Klampenborg
En heldig kartoffel
Jeg hører til de heldige, der har en andelsbolig i København. Mine totale udgifter er 3.300 kroner om måneden for 52 m² med vestvendt altan i en sund forening.
Jeg har været på andelsboligmarkedet siden 1995, og da der står mange hundrede i kø for at købe en lejlighed som min, burde jeg være en heldig kartoffel.
Det føles bare ikke sådan. Det føles, som at jeg er endt i en boligblindgyde og ikke kan justere mit boligbehov for at få plads til mine børn. Andelen er én million kroner værd, men det rækker til stort set ingenting på det københavnske boligmarked.
Jamen, der er da lejelejligheder! Javel, men det udelukker jeg som en varig løsning. Det mest naturlige er, at man ejer sin bolig, sådan har det været siden jernalderen. I dag opføres der mest lejeboliger, fordi pensionsselskaberne derved får det største afkast. Godt for pensionsopsparerne, mindre godt for de mange lejere, som betaler formuer i leje.
Det er min påstand, at mange af de »mindre bemidlede«, der burde få andelsboligerne, men som ikke kan komme ind der, i stedet bliver lejere. Var det det, der var intentionen?
Sverige og Norge har for længst liberaliseret deres andelsboliger. I må gerne beskatte min gevinst.
Peter Fausbøll, Valby
Chikane af borgmestre
Det er pinligt og chokerende, hvad landets borgmestre bliver udsat for, også deres familier.
Er folk så utilfredse, så stil dog op, hvis I kan gøre det bedre.
Jeg tvivler. Folk, der opfører sig på den måde, har ikke evnerne.
Dorrit Wejen, København
Ærgerlig stråmand, Berlingske
Søndag påstår Berlingske i sin leder, at jeg ikke mener, at en stigning i sygefraværet i den offentlige sektor er et problem. Påstanden har ikke rod i virkeligheden og er blot en ærgerlig stråmand, der forsimpler en vigtig debat om arbejdsmiljø.
Berlingske har smidt alle nuancer over bord i sin læsning af den artikel, som lederen bygger på.
Til Berlingske siger jeg ellers 27. december, at det netop er vigtigt at have fokus på, hvad forskellen i sygefraværet mellem den offentlige og den private sektor skyldes. »Så vi er enige i, at det vil være en gevinst at nedbringe sygefraværet,« siger jeg.
Det kan ikke omsættes til, at jeg ikke skulle anerkende problemet.
Berlingske påstår også, at medarbejdersammensætning og flere udsatte arbejdsfunktioner i den offentlige sektor (der i høj grad driver omsorgsarbejdet tæt på borgerne) ikke kan forklare det højere sygefravær i det offentlige.
Men tal fra Finansministeriet viser, at omkring 75 procent af det korte sygefravær (under 30 dage) rent faktisk kan forklares af netop arbejdsfunktion og typer af medarbejdere. Og at 65-75 procent af det lange sygefravær (over 30 dage) har samme årsag.
Fakta er, at det korte sygefravær i kommuner og regioner er en halv dag højere end i det private, mens sygefraværet i staten ligger under. For det lange sygefravær er den uforklarede forskel på mellem to og tre dage.
Kristoffer Lind Glavind, senioranalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE)
Fejl og sjusk
I min kronik 27. december her i Berlingske kritiserede jeg DRs brug af dokumentariske filmoptagelser i serien »Görings jødiske ven«.
Nu gentager DR fadæsen i »Storhertuginden«. Jeg skal ikke gentage min kronik, blot spørge med henvisning til et enkelt nedslag: Efter hvilket redaktionelt princip mener DR, at det er i orden at bruge optagelser af nazisternes boykot af jødiske forretninger i 1933 og forfølgelse af jøder i Østeuropa under krigen som billedside til en speak, der beretter om Krystalnatten i november 1938?
Karsten Bräuner, Aalborg
Ejendomsvurderingen
Som tidligere vurderingsmand i Søllerød Kommune, har jeg med interesse læst Ebbe Werenbergs (EW) indlæg 4. december. Der er stadig, efter min opfattelse, kun én måde at vurdere en ejendom på, og det er at bruge den seneste handelspris med evt. tillæg eller fradrag.
Ejendomsmæglere har en personlig interesse i, at huse bliver solgt, hvorved der er risiko for, at de ikke er 100 procent neutrale mht. til fastlæggelse af den skattemæssige vurdering.
Hvis man fra begyndelsen havde brugt handelsprisen som vurderingsgrundlag, så havde staten sparet flere hundrede millioner, og vi havde sikkert fået brugbart vurderingssystem.
For som EW ganske rigtigt skriver: »Hvorfor lave noget enkelt, hvis det kan laves kompliceret.« Eller er det blot resultatet af endnu en af digitaliseringens svøbe?
Leif A.B.C. Hansen, Hørsholm
Læserbreve på maks. 1.350 tegn inkl. mellemrum sendes til debat@berlingske.dk
