Der er problemer med at skaffe folk til at stille op til kommunalvalget. Dette er et kæmpe nederlag for vores vigtige nærdemokratier, der mange steder godt kunne tåle mere opbakning.
Som ung politisk interesseret ville jeg på den ene side gerne stille op i min kommune Hedensted, men da jeg de næste år planlægger at skulle studere og flytte til Aarhus, fravælger jeg en potentiel byrådspost.
Vi får valgret i en alder, hvor mange, der ikke kommer fra studiebyer, planlægger at flytte fra reden. Hvis vi skal have unge mere ind i beslutningsprocesserne i deres lokalsamfund, ville det give mening at sænke valgretsalderen til 15 år.
Valgretsalderen er i forvejen arbitrær, og det ville derfor give mening at sænke den til 15 år, da mange unge vil kunne blive medlem i byrådene og bidrage til de byer, de er vokset op i, inden de skal ud på nye eventyr. Dette vil også hjælpe med at få flere kandidater til kommunalvalget og gøre unge involverede og interesserede i politik i en alder, hvor de bestemt er modne nok til det.
Christoffer Emil Juul Hansen, student, medlem af Radikal Ungdoms Kultur, Ret og Ligestillingsudvalg
Kulturpasset
Der er netop afsat 140 millioner kroner til et kulturpas til udsatte unge uden uddannelse eller arbejde.
Håbet er, at det skal få gruppen i gang med livet, men erfaringerne fra udlandet er tvivlsomme. Nu skal det evalueres som et »forsøg« i Danmark.
Om det virker, finder vi næppe ud af. Forsøget har umiddelbart ingen tilfældigt udvalgt kontrolgruppe. Et lægemiddel var aldrig blevet godkendt i et forsøg uden kontrolgruppe, men ville være undersøgt i et lodtrækningsforsøg for at undgå bias.
Lodtrækningsforsøg foretages desværre sjældent med politiske ideer. Kulturpasset er ellers oplagt at undersøge i et forsøg, hvor det er tilfældigt, hvem der modtager kulturpas eller et alternativ som kontrol. Formentlig ville forsøget kunne udføres for samme budget.
Kontrolgrupperne kunne for eksempel 1) modtage 2.000 kroner uden restriktioner eller 2) blive inviteret til en introduktion på det lokale bibliotek. Efter et par år kan de danske registre bruges til at evaluere, hvor mange der er kommet i arbejde eller uddannelse i de tre grupper.
Tænk, hvis det viste sig, at effekten ikke var som forventet. Hvis det er tilfældet, må vi huske at rose politikerne for modet til at undersøge ideen i stedet for at skose dem for at foreslå noget, som ikke virkede.
Henrik Maagensen, læge, ph.d.-studerende, Virum
Egander og det amerikanske valg
Christian Egander er sjov. Næsten.
Han påstår, at Demokraterne vandt valget i USA, fordi Trump, Musk, Kennedy og Gabbard tidligere har repræsenteret Demokraterne. At de nu er valgt af Republikanerne, betyder intet. At Demokraterne var blevet så påvirket af blandt andet woke-ideerne, at de knap kunne genkendes, betyder endnu mindre.
Demokraterne og Republikanerne i USA er ikke så teoretisk funderede, som for eksempel politiske partier i Europa er, og holdningerne har skiftet gennem årene.
Republikanerne afskaffede slaveriet, Demokraterne modarbejdede sortes valgret. De fleste vil have svært ved at forstå det i dagens politiske klima. Men Demokraternes tendens til nu (igen?) at bedømme medborgerne mere ud fra oprindelse end meritter har nok medvirket til Republikanernes succes.
Og så har Egander en spids kommentar om den kommende præsidents »hyppigt vekslende ægteskaber«. Der har været tre. Det første varede 15 år. Det andet kun seks. Det tredje og nuværende kan til januar markere 20 års bryllupsdag. Der er børn i alle ægteskaberne, og han omfavner dem alle.
Hvis det er »hyppigt vekslende« over en periode på 47 år, er Eganders definition meget anderledes end min.
Caroline Kofahl, København
Undskyld til USA
I et læserbrev i Berlingske 22. november hælder Steen Møller, Ebeltoft, en lokumsspand i hovedet på den tidligere og kommende præsident Trump – og et flertal af de amerikanske vælgere:
»Han er superegoist og sociopat; ligeglad med alle andre; lyver uafbrudt fra morgen til aften; forbereder hævntogt mod alle andre, som har modarbejdet ham, eller som bare ikke er enig med ham; benådning af alle de forbrydere, som stormede Kongressen 6. januar 2021, for ikke at tale om alle de forbrydere, som kolporterede alle hans løgne om valgsvindel og alle andre svindelnumre; ved hjælp af Højesteret er alle hans egne forbrydelser også standset eller sat på pause; fuldstændig uden moral og overhovedet heller ikke har det mindste forstand på politik; sammenrend af blakkede personer og rygklappere, som lige nu skal danne regering; rygklappere helt på samme måde, som tidligere Hitler, Stalin og nu senest også Putin omgiver sig med.«
Til Trump og mine amerikanske venner vil jeg gerne undskylde manden fra Ebeltoft med, at han kun ensidigt kan have sin viden fra de danske medier og umuligt selv kan have indhentet den mindste viden om USA.
Søren Holm, Veflinge
Tildeling af statsborgerskab
Der er noget, som Tanwir Ahmad helt overser i sit indlæg 23. november om statsborgerskab.
Tildeling af statsborgerskab er en politisk afgørelse, og det er naturligvis af afgørende vigtighed for danskerne, at det ikke uddeles til hvem som helst, men at der er en vis sikkerhed for, at nye statsborgere deler grundlæggende demokratiske værdier.
Derfor er det i høj grad tiltrængt, at ansøgerne kigges endog særdeles grundigt efter i dybden, før de eventuelt tildeles dansk statsborgerskab, som er et privilegium og en æresbevilling, som absolut ikke skal kastes i grams til alle, som ønsker det. Det gives i forvejen til alt for mange, herunder beviseligt en hel del, som aldrig burde have fået det.
Niels B. Larsen, Randers
Læserbreve på maks. 1.350 tegn inkl. mellemrum sendes til debat@berlingske.dk



