Generation utryg

I disse dage bliver min generation fremstillet som brokkehoveder, curlingbørn og forkælede møgunger. Intet kunne være mere forkert. Men vores generation står med et utryghedsproblem.

Der ser sort ud for den fremtid, hvor min generation skal lede samfundet. Det skulle man i hvert fald tro, når man læser Magnus Ulvemans læserbrev »Hvorfor skal jeg skamme mig?« bragt i Berlingske 25/03. Men Magnus Ulveman tager fejl, når han fremstiller vores generations problemer som et resultat af forkælelse og curlingopdragelse.

Selvom vi som generation står med bedre forudsætninger end vores forældre, er vores udfordringer på afgørende områder anderledes end deres. Den stigende individualisering i vores samfund skaber en så hård konkurrence, at mange unge bliver nødt til at stå af det tog, der med høj hastighed lyner imod drømmejob, drømmevilla og den perfekte familie. Det perfekte er blevet det nye normale, men ikke alle kan følge med. På ti år er antallet af stressede unge kvinder fordoblet. På 20 år er antallet af selvmordsforsøg fordoblet. Vores generation er utryg.

Når stress og depression bliver kendetegn for en ungdomsgeneration, er der noget grundlæggende galt med den måde, vi lever vores ungdom på. Der er noget galt, der ikke bare kan forklares med dovenskab eller curlingopdragelse. Jeg tror mange unge falder ved siden af, fordi vores generation er blevet konkurrenter i stedet for kammerater. Vi er blevet os selv nærmest i stedet for at dyrke fællesskabet. Det er det centrale problem for vores generation.

Når jeg demonstrerer imod nedskæringer på uddannelse, imod flere karakterkrav og for mere tid til studiejob, så er det ikke fordi, jeg er et brokkehoved. Så er det ikke fordi jeg har en særlig krævementalitet. Så er det fordi, jeg er bekymret for den benhårde konkurrence, der fylder vores tilværelse med utryghed. Så er det fordi, jeg ønsker en generation, hvor der både er plads til dem, der arbejder 7-23, og dem der ikke trives i et konkurrencesamfund. Men i generation utryg er der ikke plads til begge. Derfor håber jeg, vi fortsat kan pege kameralinsen mod dem, der ikke trives i konkurrencesamfundet og give taletid til dem, der kæmper for et samfund med mindre konkurrence og mere fællesskab.