Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Generalkonsul: Turismen er vigtig for demokratiet

»Det forholdsvis fattige Gambia befinder sig i disse år i en transformation.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Afolabi Sotunde

Det lille vestafrikanske land Gambia med dets kun to millioner indbyggere har i mange år været blandt danskernes foretrukne ferierejsemål i Vestafrika. Det varme vejr, de kridhvide strande og den imødekommende, engelsktalende befolkning gør Gambia, »The Smiling Coast«, til et yndet rejsemål.

Det forholdsvis fattige Gambia befinder sig i disse år i en transformation, som politisk, infrastrukturelt, uddannelsesmæssigt osv. er betinget af, at både samfundsmaskineriet med dets institutioner og hverdagen for den enkelte familie fungerer. Her spiller indtægterne fra de ferierejsende en afgørende rolle, da turismen står for omkring 30 pct. af landets BNP og dermed er en helt central drivkraft for landets udvikling.

I den offentlige debat herhjemme fylder luftfartens og turismens påvirkning på klimaet meget. Men man kan spørge sig selv, om det ikke vil give mening, og samtidig nuancere og kvalificere debatten, hvis man anlægger et lidt bredere og mere globalt perspektiv på turisme og bæredygtighed?

Når nogle angiveligt ønsker at indføre flyafgifter for at reducere antallet af flyrejser, bør det holdes op imod turismens mange gunstige effekter for eksempelvis et lille land som Gambia. Den vækst og beskæftigelse, turismen medfører, er helt afgørende for, at landet kan holde kursen i den vigtige udviklings- og demokratiseringsproces, som Gambia gennemgår i disse år.

I Gambia har kun et fåtal samme store klimafokus som vi privilegerede mennesker herhjemme. Dér er befolkningen mere optaget af at sikre fulde maver, rent vand, ligestilling mellem kønnene, bedre skolegang samt velfungerende og retfærdige institutioner mv. En god hverdag har her større bevågenhed end drivhusgasmål og CO2-kvoter mv.

Vi bør udvise forståelse og respekt for, at det andre steder på kloden er mere jeg-nære forhold, som betyder noget for den enkelte. Og som FN’s 17 verdensmål i øvrigt tillægger samme vægt og betydning som klimaet. Den bæredygtighed, vi herhjemme alle hylder og tilstræber, har mange facetter. Og det demokrati, vi herhjemme bygger vores samfund på og tager som en selvfølge, findes ikke alle steder. Det kan turismen bidrage til. Henrik Specht, generalkonsul for Gambia i Danmark