Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Generaldirektør: Morten Hesseldahls kritik af Danmarks Radio startede præcis, da han forlod sin direktørstol i DR

dfsdfs
Maria Rørbye Rønn, generaldirektør for DR. Fold sammen
Læs mere
Foto: LINDA KASTRUP

Berlingske bragte 27. november en kommentar fra Morten Hesseldahl, direktør hos Gyldendal. Flere pointer er jeg enig i, og han er ikke ene om at være noget bekymret ved færre midler til public service og spørgsmålet om at sikre armslængde under en ny finansiering. Men gennem hele indlægget løber der en rød tråd af noget, som jeg er nødt til at reagere på. Hesseldahl boltrer sig i et af sine favorit-synspunkter: DR’s kreative forfald. Denne forfaldsfortælling udmærker sig ved at kunne tidsfæstes ret præcis. Den startede i 2014. Det var året, hvor Hesseldahl forlod sin direktørpost i DR. Siden da er vi andre åbenbart aldrig rigtig nået op på hans høje niveau for mod og kreativitet. Ifølge Hesseldahl selv, vel at mærke.

Helt tilbage til kammersanger Holm i 1920erne har der været kritik af DR for manglende kunstnerisk mod. Nogle gange har det været berettiget og andre gange ikke. Men over en bred kam at betegne DR som uoriginal og åndløs, det er for let og forkert. Hvis jeg spoler tilbage i hukommelsen fra de senere uger, så har DR Drama fået både ris og ros for Fred til lands. Ultranyt har vundet Unicef-prisen. Anna Netrebko og DR Symfoniorkestret viste verdensklasse sammen. Og nå ja, så var der lyrik i bedste sendetid på DR1, hvor andre skribenter i Berlingske ikke bryder sig om den måde, der formidles på. Det er muligt, at det ikke lever op til Hesseldahls hede drømme, men åndløst er et skævt ord at bruge om det.

Er alt, hvad Hesseldahl skriver, så forkert? Nej, slet ikke. I sin kommentar hæfter han en kritik på DRs ønske om blot at ville »samle danskerne«. Det finder han ikke særlig ambitiøst, og her er jeg faktisk enig. Og hvis nu Hesseldahl fulgte godt med i dagens DR i stedet for kun at forholde sig til egne fordomme, så havde han nok noteret sig, at DR i september udkom med en ny strategi med titlen »Sammen om det vigtige«. For som jeg skrev i netop denne avis – alt er ikke lige vigtigt, og DR skal koncentrere kræfterne om demokrati, kultur og fællesskaber. Jeg vil straks sende et eksemplar til Gyldendal, for vi er helt enige om det grundlæggende: Som verden ser ud i dag, har public service nok aldrig været vigtigere. Maria Rørbye Rønn, generaldirektør, DR

NATO-topmødet

Frankrigs Emmanuel Macron siger ærligt, at NATO er »hjernedød«, og at forsvarsalliancens artikel 5 reelt ikke eksisterer. Vores egen regering og blå blok vil kun tale om »udfordringer« for den nu 70 år gamle alliance. At USA går egne veje i sikkerhedspolitikken er ikke nyt, med Trumps »deal« politik sker det blot helt åbent. Det er ingen hemmelighed, at USA reelt kun har én allieret i verden, Israel. Alliancer i klassisk forstand eksisterer reelt ikke. Pinligt at emnet ikke diskuteres mere åbent herhjemme.

Modsat forholder det sig lykkeligvis uden for Danmarks grænser. Det unipolære gen, troen på en vestligt domineret verdensorden er jo dybt uholdbar i en verden, hvor magten forskydes fra USA/Europa over mod Eurasien og især Kina. Men den trives i bedste velgående i vort eget politiske »mainstream« . At føre udenrigspolitik ud fra, hvordan verden burde være, ikke ud fra hvordan verden faktisk er, er da skadeligt. Fobier og mangel på selvkritik fører ingen veje. Og er NATOs de facto undergang virkelig en katastrofe? Næppe. Men det indebærer, at Europa må tage over. Søren Riishøj, Frederiksberg

CO2-afgifter er ikke den skarpeste kniv i skuffen

I onsdagens Berlingske anfører tre klimaøkonomer, at »afgifter er den skarpeste kniv i klimaskuffen«. Men de glemmer dermed mere ambitiøse løsninger. Afgifter er et stumpt instrument til at styre forbruget af naturkapitalen, hvortil jeg henregner CO2. Bl.a. vil afgifter aldrig kunne ramme et præcist mål for den ønskede naturbelastning, hvad enten vi taler kvælstof, fiskeri eller som her CO2. Hertil kommer at den sammenblanding med fiskale hensyn, som politisk tænkning hurtigt vil introducere, vil undergrave løsningens mål og effekt.

Den »skarpe kniv« forudsætter, at samfundet tager stilling til størrelsen af den konkret acceptable belastning og etablerer et system med omsættelige kvoter, hvor de mest effektive producenter vil skabe en vækst, der med Rio+20-konferencens »The Natural Capital Declaration« sikrer, at produktionens konkurrencedygtighed tager højde for omkostningerne ved alle afledte miljøeffekter. Kvotesystemet kan moduleres under hensyn til sociopolitiske sektorhensyn og en glidende transformation til den naturkapitalbaserede økonomi. Kvoterne kan gradvis bortauktioneres og provenuet anvendes til at accelerere processen. Mogens Schou, Humlebæk