Et stærkt og holdbart arbejdsmarked bliver skabt ved en vedholdende indsats. Det er min helt klare overbevisning efter at have læst henholdsvis et indlæg og en artikel i Berlingske, hvor den tidligere formand for SF Ungdom Alexander Blavnsfeldt kommer med en række betragtninger om Gen Z på arbejdsmarkedet.

Langt hen ad vejen kan jeg godt følge Alexander Blavnsfeldt. Både som værende en del af samme generation som ham, men også med det udgangspunkt, at stress fylder mere for flere danskere. Som han rigtigt skriver, så er en 60-timers arbejdsuge ikke noget, som alle kan holde til, og det må aldrig blive normen for en almindelig arbejdsuge.

Men for mig knækker filmen, når man på vegne af en generation skaber et indtryk af, at vi i Generation Z skal kunne benytte os af »superflexdage«. Jeg er måske alene om mine betragtninger, men jeg mener, at det er uholdbart, når vi skal give fridage til medarbejdere, »som ikke føler den« den pågældende dag. Hvis det bliver den permanente indstilling for vores generation, så bevæger vi os ned ad en vej, hvor arbejdsmarkedet bliver mindre effektivt, trods den ellers ønskede effekt.

Jeg tror, at vi som generation har rigtig godt af at møde en arbejdsgiver, som sætter en række krav til os som medarbejdere, og hvor man har en forventning om, at timerne bliver lagt inden for respektable tider af døgnet. Fleksibilitet kan også blive en samfundsmæssig udfordring, som på sigt kan skabe endnu flere deltidsansatte, som faktisk har mindre arbejdsglæde. Vi er en del af en generation, hvor vi hurtigt glemmer, at store dele af os er vokset op i en privilegeret tilværelse, hvor vi i sidste ende får skabt en historie om, at beskæftigelse skal ske på vores præmisser. Og det arbejdsmarked ønsker jeg ikke at skulle være beskæftiget i.

Alexander og jeg er enige om, at fleksibilitet kan være godt, men vi skal passe på med ikke at gøre det værre, end det er. Jeg er overbevist om, at vi som Generation Z skal indrette os nutidens arbejdsmarked, så vi kan udvikle og videregive et mere stabilt arbejdsmarked til den næste generation. Vi har brug for rytme, vi har brug for struktur, og vi har brug for, at en arbejdsplads kan og skal sætte rammerne for beskæftigelsen. Så kan vi på sigt i fællesskab og igennem dialog skabe en holdbar balance for fritid, arbejde og samfundsøkonomien.

Valdemar Hvidberg Alban, folketingskandidat (S), Næstved