De Radikale og nedrustning

Under overskriften »De Radikale fjerner ordet nedrustning fra principprogram« oplyser folketingsmedlem Samira Nawa i Berlingske, at partiet ikke længere går ind for nedrustning, og at nedrustning ikke længere er partiets politik. Denne markante ændring i De Radikales sikkerhedspolitik gennem mange år begrundes blandt andet med, at partiet har taget konsekvensen af, at verden og den sikkerhedspolitiske situation har ændret sig siden den seneste opdatering af principprogrammet i 1997.

Dette sporskifte i traditionel radikal politik fremkalder både undren og beskæmmelse. Vil det sige, at De Radikale ikke længere går ind for nedrustning af atomvåben? Og støtter man heller ikke målet om en atomvåbenfri verden?

Man må konstatere, at De Radikale har glemt at sondre. Med sin nye nedrustningspolitik – eller mangel på samme – forkastes nedrustning af samtlige typer våben, både konventionelle våben og masseødelæggelsesvåben, herunder atomvåben. Der kan være god grund til i den aktuelle sikkerhedspolitiske situation at opruste for så vidt angår de konventionelle våben. Dette udelukker ikke, at man samtidig søger at fremme nedrustning og ikkespredning af atomvåbnene.

Den sikkerhedspolitiske situation har ganske rigtigt ændret sig siden 1997. Ændringen har medført, at risikoen for en atomkrig i dag er større end under Den Kolde Krig. Derfor bør nedrustning af atomvåbnene ikke forkastes, men tværtimod opprioriteres og søges fremmet, inden det er for sent. FNs generalsekretær, António Guterres har for nylig opfordret til, at »vi afskaffer atomvåbnene, førend de eliminerer os alle«.

Der er tydeligvis et stort behov for at oplyse visse radikale folketingsmedlemmer om farerne ved atomvåbnenes fortsatte eksistens og behovet for nedrustning af atomvåben. John Kierulf, fhv. nedrustningsforhandler i Udenrigsministeriet, uafhængig nedrustningsforsker og forfatter

Hvorfor finder vi os i det?

Når vestenvinden blæser på sit højeste i Danmark, slukker vindmølleejerne for vindmøllerne. I stedet for at søge nye markeder, står vindmøllerne stille, for Tyskland sender et beløb til ejernes bankkonto for at slukke dem. Gratis penge og fuldt stop for genereringen af grøn strøm.

Forklaringen kan få hovedet til at snurre: Vi sælger noget af vores strøm til Tyskland, men deres kabler er ikke rustet til kapaciteten, så vores naboland åbner i stedet for pengepungen for at betale os af. I stedet for at sælge strøm til vores nordiske naboer står vi derfor stille: Pengene vejer tungere i lommen end den profit, vi ville tjene på nye markeder.

Vindmølleejernes egen interesseorganisation, Green Power Denmark, træder benhårdt på bremsen for at søge nye markeder. Det skriger af hykleri, at en organisation, som promoverer grøn energi og vindkraft, hellere vil slukke for møllerne end at tænde for dem – men sådan er virkeligheden desværre i en verden, hvor penge vejer tungere end grønne løsninger.

Det er jo absurd, når vi står i en klimakrise, en inflationskrise og en energikrise, at vi så ikke engang fuldt udnytter den vind, der blæser over landet. Ifølge Energistyrelsen udgjorde vindenergien 61 procent af vores elforsyning i årets første kvartal. Når vi samtidig kunne producere en fjerdedel mere strøm, hvis vi ville, ifølge en vindmølleejer, så blæser undskyldningerne vitterligt i vinden. Tyske regler fastslår, at tyske vindmøller altid skal dreje – og vi kunne snildt lave de samme regler hos os. For selvfølgelig skal vi producere grøn strøm hele døgnet, alle ugens dage og hele året – vi skal forvandle Green Power Denmarks svar til varm luft.

Du har måske undret dig over slukkede vindmøller, når vinden blæser, og du har vendt og drejet årsagen i dit hoved. Svaret er desværre kolde kontakter, som bremser klimahandling, vækst og innovation. Hvis vi for alvor skal slå igennem på klimafronten, så skal snæver interessebeskyttelse ikke stå i vejen for vitterligt at udnytte den grønne vindenergi, vi allerede har. ​Emil Samaras, folketingskandidat for Enhedslisten i Københavns Storkreds og Stefan Rundstrøm, folketingskandidat for Enhedslisten i Københavns Omegns Storkreds

Virksomhederne ved bedst

Det Radikale Venstre præsenterede 12. september en ny energispareplan, der skal få os gennem energikrisen. De Radikale ønsker blandt andet et midlertidigt stop for brug af strøm i den private sektor til »ikke-essentielle formål«.

Energikrisen er meget alvorlig, ikke mindst for landets virksomheder, der blandt andet lever af at levere lyd, lys og andre energiintensive service, som Radikale måske definerer som »ikke-essentielt«. Disse typer virksomheder oplever for tiden aflysninger – ikke kun på grund af høje energipriser, men også på grund deres kunders frygt for »energi-shaming«. De Radikales tilgang er farlig, fordi den fratager virksomhedernes handlerum til selv at vurdere, hvor det giver mening at sparre på energien. Det er nemlig ikke politikerne, der bedst ved, hvad der er essentielt og ikke-essentielt. Nej, det er virksomhederne.

De høje energipriser gør, at virksomhederne i forvejen sparer helt automatisk – også uden at man fra politisk hold forpligter dem til det. Derfor er det mest hensigtsmæssigt, hvis det er virksomhederne selv, der ud fra de givne priser beslutter, hvad der er essentielt, og hvor der med fordel kan spares. Med De Radikales forslag om at forpligte virksomhederne til at spare specifikke steder sætter man de ellers så effektive markedsmekanismer delvist ud af kraft, og på den måde forhindrer en effektiv brug af virksomhedernes knappe ressourcer.

I stedet bør man øge virksomhedernes incitament til at energieffektivisere. På nuværende tidspunkt har virksomhederne mulighed for at søge en erhvervspulje for energieffektiviseringer. Problemet er blot, at alt for få virksomheder får del i puljen, da den er så besværlig og bureaukratisk at søge, at mange virksomheder har brug for en rådgivers hjælp til at ansøge. Derfor bør man i stedet indføre et grønt investeringsfradrag, der giver de meget energiintensive virksomheder mulighed for at trække de ressourcer, de bruger på energieffektivisering, fra. Det ville ikke blot hjælpe virksomhederne med at spare på energien her og nu og på de områder, hvor det giver bedst mening for den enkelte virksomhed, men det ville også hjælpe virksomhederne med at blive mere bæredygtige og konkurrencedygtige på længere sigt. Signe Bøgevald Hansen, København, politisk konsulent i SMVdanmark

Hvad gør de mon?

Danmark er afhængig af import af strøm fra vore nabolande, når det kun blæser lidt eller slet ikke. Det kan blive vanskeligt i den kommende vinter, fordi energikrisen også har ramt nabolandene. Svigt af elforsyningen i mere end minutter er ikke længere utænkeligt.

Energistyrelsen og Energinet har lavmælt bekræftet dette ved få lejligheder. Hvad gør man for at forebygge dette ud over generelle elsparekampagner?

Undersøger man, om der findes centrale kraftværker i Danmark, som stadig er intakte men som ikke længere er i drift, fordi de har været presset ud af elmarkedet? Og om disse kraftværker kan gøres driftsklare til den kommende vinter? Og om der kan skaffes mandskab og brændsel hertil?

Undersøger man, om der findes decentrale kraftvarmeværker i Danmark, som kan producere mere el end sædvanligt? Og om der kan skaffes brændsel hertil? Undersøger man, om der findes virksomheder, som vil afstå fra at bruge (meget) strøm, når forsyningssvigt truer?

Disse foranstaltninger kan kræve særlige aftaler og ekstra betaling, men det er værd at gøre, når alternativet er forsyningssvigt. Eller satser man på, at elmarkedet nok skal klare problemerne af sig selv? Ole Jan Olesen, Ballerup