Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Fundamentalister gemmer sig altid bag friheden

»Af egen erfaring kan jeg sige, at det er fuldt ud muligt at undervise i den historiske signifikante tegneseriekrise, uden at vise billederne,« skriver Troels-Henrik Krag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Anne Bæk

I Berlingske har man over foråret kunne læse lektor Carsten Gormsen argumentere for et behov for politisk opbakning til at kunne vise Muhammed-tegningerne i undervisningen (Berlingske 24. marts). Gormsen går så vidt som til at foreslå, at ministeren skal sørge for materiale, der indeholder tegningerne (Jyllands-Posten 2. marts).

Først og fremmest står det i argumentet uklart, hvordan en politikers indgriben i den metodefrihed, lektorer i Danmark nyder, skal kunne undgå terror. Eller for den sags skyld gøre noget som helst ved den frygt, Gormsen så ganske rigtigt har identificeret blandt undervisere.

Af egen erfaring kan jeg sige, at det er fuldt ud muligt at undervise i den historiske signifikante tegneseriekrise, uden at vise billederne.

Men hvad værre er, at uanset hvordan vi vender især én af tegningerne, så er den hånende. Det er et observerbart faktum, man ikke kan komme uden om, hvis man underviser i netop tegneseriekrisen.

Hvis Gormsen så får magt som agt, vil det betyde, at han de facto med sin hån afviser minoriteter i døren til sit klasselokale, og dermed svigter sit ansvar for at føre almendannende undervisning.

Man kan ikke danne, når målgruppen/minoriteter afvises i døren. Det er derimod i essens udemokratisk.

Med fare for at kaste mig ud i whataboutism, så hører jeg heller ikke Gormsen insistere på, at der skal vises statsautoriserede bøsse-voldtægtsvideoer i biologiundervisningen, fordi det da må være den eneste »rigtige« måde at behandle seksualitet som emne på?

Der er et paradoks i, at tale om frihed og så insistere på, at denne skal opnås ved, at ministeren skal fratage undervisere metodefrihed.

Men værre endnu er det, at denne insisteren på ytringsfrihed bliver til fundamentalisme.

For fundamentalisme defineres netop ved, at man hænger sig i én (indrømmet, ofte vigtig) detalje og så glemmer helheden. I dette tilfælde demokratiet og dets princip om at rumme forskelligheder og ikke lade majoriteten tromle minoriteter.

Fundamentalister gemmer sig ofte bag et ønske om frihed:

Frihed i kalifatet, frihed til at sige, hvad man vil, frihed til at bruge sofistiske kneb til at ekskludere minoriteter og efterfølgende lade som om, at »man har inviteret til dialog«.

Demokratiet handler om sameksistens, samtale og den mest skikkelige måde at være uenig på.

Så nytter det ikke at bruge én del af fundamentet til at erodere de øvrige.

Troels-Henrik Krag, antropolog og tidligere højskolelærer, Aarhus