Når frivillighed rammer blokken

Roskilde Boldklub af 1906 ligger centralt placeret i Roskilde by. Som nabo til både parcelhuskvartererne og de almene boligområder er klubben et mødested for børn og unge med mange forskellige livshistorier og forudsætninger for at indgå i kulturelle fællesskaber.

Den blanding er i sig selv en gave. I klubben mødes børn, der ikke nødvendigvis krydser hinandens veje, netop her i klubben.

Men det er også en udfordring.

Modsat vores naboklubber i Himmelev og Svogerslev, der ligger trygt placeret i højindkomstområder uden sociale boligbyggerier, er det Roskilde Boldklub, der procentvis rummer langt størstedelen af byens ressourcesvage børn og unge.

Udfordringen består ikke i børnene – fodbolden er for mange af dem det eneste sted, hvor de ikke møder skældud eller følelsen af at være anderledes.

Her er det lige meget, om du stammer, om du er dårlig til at læse, om du har svært ved at sidde stille, eller om dine forældre har glemt at give dig en madpakke med.

Udfordringen består i bruttomængden af frivillige, som vi kan tiltrække. Der er simpelthen mange forældre, der ikke ved, hvad frivillighed er, som måske ikke taler dansk, eller som måske kæmper med at få hverdagen til at hænge sammen derhjemme.

Det skaber nogle uhensigtsmæssige bølgeskvulp: Når vi mangler frivillige i forhold til mængden af børn, risikerer vi som trænere og klub at overse konflikter og træningsudfordringer. Det skaber misklang hos forældrene, der så flytter deres børn til naboklubberne – »for her er meget hyggeligere«.

Det er oftest de forældre, der i forvejen er gode til at deltage i det sociale og frivillige, som flytter, og på den måde udvander vi på sigt den masse af frivillige kræfter, vi som klub burde have flere af.

Det gør også, at vi som klub, der rummer alle dem, der har brug for ekstra hjælp, får prædikatet »den mindre hyggelige klub«, simpelthen fordi gruppen af forældre og frivillige kræfter procentvis er større i de områder, hvor ressourcerne følger med.

Vi har derfor brug for som forældre til børn i breddesporten i Danmark at tage et endnu større ansvar.

Også i de klubber, hvor der ikke altid følger kagebagende forældre, fodboldkyndige ildsjæle eller en gruppe fædre med syvsæders SUVer, der altid kan have en spand børn med til stævne.

Vi har brug for at få frivilligheden tilbage og brede ideerne og tankerne om frivillighed ud til dem, der ikke ved, hvad frivillighed er.

Rasmus Lehmann Hylleberg, næstformand i RB1906 og frivillig breddetræner

En ny verden

Trumps bestræbelser på at opnå verdensherredømme har blandt andet resulteret i, at Google har rettet ind og omdøbt Gulf of Mexico til Gulf of America på Google Maps. Lake Ontario, som er halvt canadisk, betegnes nu Lake America.

Hvis Trump får kontrol over Grønland, er der flere have, som kan omdøbes. For eksempel kan Buffin Bay, som deles af Canada og Grønland, blive til Trump Bay.

Dermed straffer han både Canada og Grønland for deres opsætsighed.

Kurt Ambo Nielsen, Holte

Tankevækkende forskel på skolerne

Jeg har i 2022 og 2025 haft fornøjelsen af at være testadministrator for Danmarks Statistik med at gennemføre PISA-tests på udvalgte skoler.

Min refleksion er, hvor tankevækkende det var at konstatere den store forskel, som jeg oplevede fra skole til skole.

På nogle skoler kunne jeg bare mærke, at eleverne var vant til, at skolen var en autoritet, hvor eleverne opførte sig helt eksemplarisk.

Det modsatte var desværre også gældende. På en enkelt skole var især en elev larmende, højrøstet og generede de andre elever, som gerne ville deltage.

Læreren forholdt sig fuldstændig passiv og nævnte for mig, at den pågældende elev var helt udenfor pædagogisk rækkevidde. Men ingen sanktioner mod eleven.

Når der nu arbejdes med at finde løsninger på krisen i folkeskolen, vil jeg gerne appellere til at anvende bedste praksis-benchmarking.

Hvad gør de gode skoler rigtigt? Hvorfor har disse skoler mindre støj, mindre fravær og dygtige og motiverede lærere, som evner at sætte grænser? Måske et godt sted at starte!

Torben Aaskoven, Vedbæk

Et overset hykleri

Hver gang en ny krise eller et problem med flygtninge kommer til Danmark, vil den yderste højrefløj sende dem hjem – ofte med argumentet om, at vi i stedet skal bruge ressourcerne på at hjælpe dem i nærområderne.

Samtidig vil partierne på den yderste højrefløj skrotte ulandsbistanden for at bruge pengene på »vores egne«.

Det giver ingen mening. Hvis den yderste højrefløj reelt ønskede at løse deres problem med indvandring, burde de være de skarpeste fortalere for øget ulandsbistand og økonomiske bidrag til flygtningenes nærområder, så det ville blive lettere at sende dem hjem.

Men de vil tydeligvis ikke forsøge at løse deres eget største problem. Tværtimod arbejder de imod sig selv. Og det er muligvis det mest oversete hykleri i dansk politik.

Jonas Schmidt, Brobyværk

Folkeskolen

I Berlingske skriver Mogens Nørgaard Olesen fra Frederiksværk, at inklusionen skal ophøre i folkeskolen, mens specialundervisningen skal styrkes.

Det kan ikke gå hurtigt nok. Inklusionen er ved at smadre folkeskolen. Børnene med diagnoser trives ikke i folkeskolen og har det skidt. Mange af dem laver så megen larm, at børnene uden diagnoser ikke får ro til at lære noget. Nogle børn flytter til privatskoler, nogle må blive – og gode lærere flygter.

Mange nævner problemet, også den tidligere undervisningsminister Mattias Tesfaye (S), men ingen har indtil nu gjort noget. Det er rigtig synd for børnene.

Mogens Nørgaard Olesen skriver videre: »Der skal være ro i klasserne, skærme, telefoner og AI må ikke forekomme i skolerne, og der skal være lektier og fysiske bøger i alle fag til eleverne.«

Jeg er meget enig.

Hanne Hollensen, pensioneret folkeskolelærer, Virum

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk

Lyt til Berlingskes nye debatpodcast »Mening« med Jacob Rosenkrands:

Mening

Hella Joof: Ærgerligt, hvis unge mennesker bliver dumme

»Dannelsestab« dukker op her, der og allevegne. Senest har vi diskuteret det i forbindelse med PISA-undersøgelsen. Der er bekymring for, at sociale medier og kunstig intelligens gør os dummere. Og der efterlyses åndelig oprustning og demokratisk dannelse, så vi ved, hvad vi kæmper for, når danske og vestlige værdier er under pres. Så hvordan holder vi fast i, hvem vi er, og hvad vi kommer fra – uden at blive kontrære og bange for fremtiden? Hella Joof mærker dannelsestabet i mødet med unge mennesker, men er optimistisk. Gæst: Hella Joof, filminstruktør og forfatter Vært: Jacob Rosenkrands
Se alle episoder